jeg vil ud... (er på den lukkede pga anoreksi)

brevkassespørgsmål

jeg vil ud... (er på den lukkede pga anoreksi)

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 11 år 9 måneder siden

Hej. Først og fremmest undskyld at jeg skriver til jer og dermed spilder jeres tid. Det er flot, at I vil bruge jeres tid på at hjælpe unge med problemer og spørgsmål. Tak for det! Men I må altså undskylde at jeg skriver til jer og belemrer jer med mine små, dumme og åndssvage problemer – som jo ikke engang kan betegnes som rigtige problemer i forhold til hvad andre unge går med. Undskyld! Hmm, synes det er svært at starte… Har besluttet mig for at være ærlig overfor jer, for jeg ved, at ingen af os får noget ud af det, hvis jeg bare lyver og forskønner det hele. Håber, det er i orden, at jeg er ærlig? Hader mig for at skrive til jer, det er så fucking svagt, at jeg ikke bare kan klare mig selv, tage mig sammen, leve livet, passe mig selv og lade andre rende mig. Hader mig for at være så svag at skrive til jer og lyde, som om jeg dvæler i en tilstand mega-fucking-hamrende meget selvmedlidenhed. Er så fandens svag at jeg ikke bare tager det hele i egen hånd og klare mig selv… Men ja, jeg er altså virkelig temmelig frustreret og ved sgu ikke helt rigtigt, hvad jeg skal bestille eller stille op. Jeg har siden midten af januar været tvangsindlagt på en lukket psykiatrisk afdeling – ja, jeg ved det er flovt! Men ja, det har jeg altså desværre… Jeg er så forbandet træt af at være her, at jeg seriøst snart ikke holder det ud længere og igen prøver at stikke af. Jeg gider ikke at være her. Jeg vil for helvede have lov at være tynd, men nu er jeg blevet fed, fucking fed. Efter fem måneder totalt lukket inde, fik jeg sidste måned endelig lov til at komme ud fra afdelingen ½ time om dagen med personalet, fordi jeg højt og helligt lovede, at jeg ikke ville stikke af mere og sagde, at jeg gerne vil tage på… Det vil jeg jo ikke altså, men de siger, at de ikke lukker mig ud, før jeg har taget 15 kilo mere på. Jeg har i forvejen taget 10 kg på (tabte dog fem igen), siden jeg for snart 1 år siden først lå på en akut medicinsk afdeling og dernæst lå på en medicinsk afd. for spiseforstyrrede, så jeg har bare absolut ikke lyst til at tage mere på. Det kan jeg ikke. Så dør jeg af fedme!!! Det er jeg sikker på!!! Men det er lidt et dilemma, for jeg hader at være her, jeg hader det, men har efterhånden fattet at de ikke udskriver mig foreløbigt uanset hvor godt jeg argumenterer for min sag! Ingen tager hensyn til mig, ingen lytter rigtigt til mig eller fortæller mig, hvad der skal ske. Jeg har mange gange spurgt lægen om, hvor længe jeg skal være her, men ihh nej, det kan hun jo ikke sige noget om, for det kommer helt an på hvordan jeg vægtøger, påstår hun. (Har ikke taget nok på, mens jeg har været her. Har vist opfyldt deres vægtøgningskrav i i alt fire uger i løbet af et halvt år, så lægen er overhovedet ikke tilfreds – men det er jo for helvede deres egen skyld, for jeg bestemmer sgu da ikke hvad jeg spiser. Jeg æder fandeme for fem fuldvoksne, fuldfede mænd! Det er dem, der udelukkende fastlægger min diæt, jeg har intet at skulle have sagt, virkelig INTET!!!) Det sidste hun har sagt er bare, at jeg skal regne med at være her minimum til september. Så spurgte jeg om ikke, jeg i det mindste kan få mere udgang eller måske udgang med mine forældre eller mine to ældre søskende (hvilket også mine forældre syntes ville være en god idé), men nej, det kan jeg ikke. Begyndte at tude til samtalen, fordi jeg ikke kan holde ud at være i det her forpulede hul længere! Men kære læge, vær du da glad for at det heldigvis ikke er dig, der tilbringer dit liv her med at have dig selv som læge… Når folk spørger om, hvad jeg lavede, da jeg var atten, kan jeg jo så jublende svare, at jeg startede med at være indlagt på medicinsk i 3 måneder og dernæst lå på lukket psyk. de næste 9 måneder - fedt, fedt, fedt! Jeg er træt af at være her, træt af at æde deres mad hele dagen igennem, træt af næsten ikke at komme ud, træt af ikke at måtte træne, træt af alt for ofte at have fastvagt, træt af ikke at måtte træne, træt af at skulle tage på. Jeg har frosøgt at få tvangen ophævet og har endda klaget juridisk over det, men har intet fået ud af det, da de påstår at jeg skulle have befundet mig i livsfare ved inlæggelsenn og stadig er alt for undervægtig til at de så meget som vil begynde at tænke på at udskrive mig, siger lægen - og dermed også dommeren... Men jeg føler mig overhovedet ikke tynd mere. Jeg er igen begyndt at få sindssyg dårlig samvittighed over at spise og over at tage på. Jeg hader det så meget, at jeg er begyndt at træne om natten igen (har ikke haft fast vagt i 1½ måned, så det kan godt lade sig gøre). Det gør så bare at jeg ikke tager nok på, hvilket betyder at jeg så nok kommer til at være her længere samt at de sætter min diæt op. Jeg kan for helvede ikke spise mere, det er fysisk umuligt, er på en tårnhøj diæt, fordi jeg fra naturens side også har et højt stofskifte… Da jeg var yngre var det skønt, nu forbander jeg det, fordi det gør at jeg skal spise mere og være her længere tid. Jeg har så dårlig samvittighed hele tiden, jeg har det så dårligt over at spise så meget og tage så meget på. Men hvis ikke jeg spiser op, hver en krumme helt seriøst, så får jeg sonde da jeg har konstant sondeberedskab og ifølge lægen skal have det helt til de udskriver mig fordi jeg ellers ville begynde at levne mere og mere selv om jeg er nået op i vægt… Men selv om jeg ved, at jeg får sonde og dermed ekstra kalorier har jeg så sindssygt dårlig samvittighed over at spise, tage på og ikke træne hele tiden. Og jeg skal aldrig, aldrig, aldrig nogensinde igen have sonde, det skal jeg simpelthen ikke. Det er så klamt, så grænseoverskridende, så nedværdigende, så bvadr!!! Da jeg var indlagt på en børne- og ungdomsklinik for spiseforstyrrelser næsten et år, da jeg var 12-13 år, fik jeg i starten sonde flere gange om dagen, fordi jeg slet ikke kunne spise og drikke alt det jeg skulle på den fastlagte tid eller bare ikke kunne overskue det. Sidenhen har jeg kun fået det nogle gange, fordi jeg virkelig har gjort alt for at undgå det fordi man normalt får flere kalorier end ved at spise selv (det er sådan et strafkoncept de kører på alle klinikker for spiseforstyrrelser mener jeg – i hvert fald alle de steder jeg har været). Bare lige til jeres orientering så fik jeg anoreksi (normal anoreksi, det vil sige ’restriktiv type’) da jeg var 11 og havde det til jeg var 14, så gik det over til en form for atypisk bulimi indtil jeg var næsten femten og så faldt jeg tilbage til anoreksien. Siden jeg var 15 har jeg været indlagt kort et par gange, ½ år da jeg var 16 og så nu de seneste 9 måneder; først 3 mdr. på somatisk og nu indtil videre ½ år på lukket psykiatrisk. Ihh, jeg er så fandens træt af at være her. Jeg er træt af alle deres dumme regler, træt af dumt personale osv osv… Hmm, ved ikke helt hvad jeg skal skrive mere lige nu… Er det okay, at jeg skriver igen en anden gang, hvis jeg kommer på mere? Hold da kæft, hvor det lyder som en omgang selvmedlidenhedspis hele lortet – det må I undskylde, det er altså ikke meningen. Er ikke ude på, at I skal føle med mig eller noget i den stil, håber bare inderligt, at I kan hjælpe mig. Bare et svar fra jer ville betyde virkelig meget! Så tusind tak, hvis I svarer mig! :) Og undskyld mit sprog, jeg er bare så frustreret at jeg bander som en havnearbejder… Mange tak! Indelukkede sommerhilsener fra LilleStoreMig

Svar: 

Normal
0

21

false
false
false

DA
X-NONE
X-NONE

/* Style Definitions */
table.MsoNormalTable
{mso-style-name:"Tabel - Normal";
mso-tstyle-rowband-size:0;
mso-tstyle-colband-size:0;
mso-style-noshow:yes;
mso-style-priority:99;
mso-style-qformat:yes;
mso-style-parent:"";
mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt;
mso-para-margin-top:0cm;
mso-para-margin-right:0cm;
mso-para-margin-bottom:10.0pt;
mso-para-margin-left:0cm;
line-height:115%;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:11.0pt;
font-family:"Calibri","sans-serif";
mso-ascii-font-family:Calibri;
mso-ascii-theme-font:minor-latin;
mso-fareast-font-family:"Times New Roman";
mso-fareast-theme-font:minor-fareast;
mso-hansi-font-family:Calibri;
mso-hansi-theme-font:minor-latin;}

Kære LilleStoreDig.

Tak for dit brev. Du skal på ingen måder undskylde, at du skriver ind til os. Vi er her jo for det samme. For at forsøge at give jer unge et godt råd med på vejen, når det gør ondt inderst inde. Du beskriver din situation meget flot og intenst. Lad mig slå fast med det samme: At skrive herind er IKKE et tegn på svaghed. At bede om råd og hjælp er aldrig et tegn på svaghed, men derimod et tegn på, at man vil sig selv og ønsker at bevæge sig i en positiv retning. Det er godt, at du har fået dine frustrationer beskrevet i et brev til os, så du ikke går rundt og brænder inde med dine følelser omkring det at være indlagt pga. en spiseforstyrrelse.

Jeg er ikke læge og har ingen ekspertviden i forhold til spiseforstyrrelser, men jeg vil gerne give dig et par ord og råd med på vejen alligevel. Jeg håber, du kan bruge dem.

Jeg forstår godt, at du er frustreret og  træt af at være indlagt. Du har været indlagt i lang tid og det er aldrig rart at være tvunget til at opholde sig længere tid på et sygehus – uanset hvad man måtte fejle. Man omgås andre patienter, er i behandling, har det dårligt og vil i det hele taget bare gerne være rask, så man kan komme hurtigt hjem og begynde sit liv igen.

Det er ikke flovt at være indlagt. Der er altid en grund til, at man er indlagt og din grund er, at du lider af en alvorlig spiseforstyrrelse. Når lægerne mener, at du skal tage 15 kg på, er det fordi du er for tynd i øjeblikket. Du dør ikke af fedme!  Man kan også dø af at være for tynd og det vil lægerne gøre alt for at forhindre. Du skriver, at lægerne og dommeren mente, at du var i livsfare, da du blev indlagt. Det er alvorligt. Du skriver ikke, hvordan dit BMI ser ud lige nu, men jeg kan forstå på det, du skriver, at lægerne stadig er meget bekymrede for din tilstand. Så bekymrede, at du stadig kan risikere at blive sondemadet. At få sin mad via sonde eller ved hjælp af tvang er klare tegn på, at man ikke er rask nok til at blive udskrevet. Du føler ganske vist selv, at du har taget meget på og er klar til at blive udskrevet, men en del af en spiseforstyrrelse drejer sig jo netop om, at man ser sig selv, som om man er mere tyk end man virkeligheden er. Jeg tror ikke, at du er fed på nogen som helst måde. Når du skal tage 15 kg på for at undgå at blive sondemadet, er det et klart tegn på, at du er for tynd.

Det er flot, at du skriver, at du ikke vil sondemades mere. Det er et skridt i den rigtige retning. Forsøg at holde dig til lægernes diæt. Der er en grund til, at din diæt er, som den er. Det handler om at holde dig i live og at få dig op i vægt, så din krop igen kan fungere optimalt. Jeg forstår godt, at du er træt af, at det hele handler om mad og kalorier, men sådan er det nødt til at være i en periode, indtil du selv kan magte at holde styr på din kost, så din krop får den næring, den har brug for.

Når man er indlagt, sker der ofte det, at man ændrer sin selvopfattelse. Man er patient og dermed underlagt lægernes og plejepersonalets beslutninger. Det er aldrig rart at være indlagt, men tro mig, når jeg skriver, at man ikke beholder patienter længere end højst nødvendigt på sygehusene. En indlæggelse koster penge og lige så snart, en patient er klar til udskrivning, bliver han/hun udskrevet. Du vil ikke blive holdt på den lukkede psykiatriske afdeling længere end højst nødvendigt. Lægerne har til gengæld et ansvar for at give den bedst mulige behandling , mens du er indlagt. De kan derfor ikke bare udskrive dig, uden at de mener, du er klar til det. Husk på, at du skal være klar til at leve livet – hele livet – når du bliver udskrevet. Du skal være i stand til at tage vare på dig selv, både kost- og følelsesmæssigt, før lægerne kan udskrive dig.

Måske kunne du finde på noget konstruktivt at lave, mens du er indlagt? Prøv at tænke over, hvad du kunne tænke dig at lave i løbet af en dag. Det kunne fx være at læse, skrive dagbog, studere, træne moderat eller noget helt tredje. Det drejer sig om at finde på noget at lave, som du holder af. På denne måde kan du koncentrere dig om noget andet end din indlæggelse og din spiseforstyrrelse. Hvis du taler med en psykolog/psykiater på hospitalet, kan det også være, han/hun kan hjælpe dig i gang med nogle aktiviteter, du synes om. Det er meget vigtigt, at du har en person på hospitalet, som du kan tale med om dine følelser og frustrationer omkring din indlæggelse.

Der er en grund til, at du er indlagt lige nu. Mit råd er, at du skal acceptere tingenes tilstand og tillade dig selv at blive rask. Hvis du kæmper imod lægernes behandling, forværrer du bare din egen tilstand og forlænger din indlæggelse. Lad være med at forsøge at stikke af. På dén måde får du bare forbud mod at komme ud og du vil jo gerne udenfor hospitalet for at gå en tur eller opleve noget nyt.

Tænk på din indlæggelse som vejen mod et bedre liv, når du engang bliver udskrevet igen. Du er lige nu på vej til at blive rask. Du er på vej til at kunne tage vare på dig selv igen og til at kunne leve dit liv på en god og sund måde. Prøv at fokusere på de gode ting. Det kan fx være kontakten til din familie, de små sejre du gradvist oplever i forbindelse med din diæt, de gange du kan komme ud på tur med personalet osv. Koncentrér dig om at blive rask og om at have det så godt som muligt dér, hvor du er lige nu. På denne måde ændrer du dit fokus fra noget negativt til noget positivt og så kommer opholdet på sygehuset ikke til at føles helt så kvælende, som du oplever det nu.

Jeg håber, du har kunnet bruge mit svar og ønsker dig alt muligt held fremover.

Mange hilsner

Linda

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program