Kære dig 

Jeg kan forstå på dit brev at du går rundt med en masse tanker og følelser lige nu, som fylder rigtig meget, men som også er rigtig svære at mærke og svære at sætte ord på. Jeg kan forestille mig at det er ret ubehageligt for dig og jeg er glad for at du har skrevet ind til vores brevkasse. 

Du skriver at du går rundt med et behov for at nogen skal komme og "redde dig" for tiden. Er der måske sket noget for nylig som har gjort dig ked af det, vred eller måske fået dig til at føle dig lille? Alle mennesker vil gå igennem perioder i deres liv, hvor tingene føles meget overvældende og uoverskuelige. Det betyder ikke at man er ved at blive sindssyg. For nogen er det kun en kort periode som forsvinder igen, og for andre tager det måske længere tid. Der er også nogen som har brug for hjælp til at finde vejen ud af tågen igen, og hjælp til at forstå sig selv og sine reaktioner. Det er hverken forkert eller et tegn på svaghed at man har brug for hjælp - alle kan få brug for hjælp engang imellem - og ofte vil det være første skridt på vejen til at få det bedre, at man prøver at sætte ord på hvordan man har det, og åbner op til et andet menneske. Ligesom du har gjort ved at skrive herind. Så selvom det hele virker meget forvirrende og kaotisk lige nu, så skal du vide at det er rigtig sejt at du har skrevet herind. Jeg synes også du skal vide at du ALTID er velkommen i hele Cyberhus. Også i chatten! Og også selvom at du måske har rigtig svært ved at sætte ord på hvordan du har det. Så vil du, sammen med en rådgiver, gå på en lille fælles opdagelse, hvor I vil prøve at sætte flere ord på. Der er rigtig mange som oplever at det kan give mere ro i hovedet, allerede når man logger ind i chatten. Og så bliver mødt af nogen som tager dig alvorligt og lytter.

Som du også skriver, så kan det være rigtig svært at finde ud af hvilken hjælp man egentlig har brug for. Nogle gange er det en praktisk hjælp der er brug for, og andre gange har man brug for at blive lyttet til og accepteret. Uanset hvad, så er det, for de fleste, ofte ret svært at skulle bede om hjælp. Enten fordi man er for stolt og vil klare det selv, fordi man er i tvivl om hvilken hjælp man egentlig har brug for (som dig), fordi man måske ikke ved erkende at man har et problem eller mange andre grunde, som kan betyde at man ikke søger hjælp. Og det er oftest nødvendigt at man selv søger hjælpen. Desværre er der, som du selv siger, ikke en magisk pille eller en redningsmand som kan redde alting. At få det bedre kræver energi, det kræver mod og det kræver tålmodighed. Alle tre ting har du vist, da du skrev herind. I det følgende vil jeg skrive lidt om hvilke muligheder du har for at finde mere hjælp end den jeg kan give dig her.

Gratis og anonym rådgivning:  der er forskellige muligheder for at få lov til at snakke med en rådgiver i det fysiske rum, og endda få et længere forløb hos en. Jeg ved ikke hvilke kommune du bor i, men jeg vil lige nævne nogle forskellige som dækker det meste af Danmark:

Headspace: Her kommer der rigtig mange forskellige unge med mange forskellige problemer. Der kommer også unge som, ligesom dig, måske ikke kan sætte ord på hvad der er galt. Her kan man få en samtale med en personlig rådgiver og endda et længere forløb. Det hele er gratis og så vidt jeg husker, er det også muligt at henvende sig anonymt. De har afdelinger i Herning, Ålborg, København, Rødovre, Billund, Esbjerg, Helsingør, Horsens, Odense og Roskilde. 

Åben Anonym Rådgivning: I de fleste kommuner er der tilbud om at man kan henvende sig for at få anonym rådgivning hos kommunen. Jeg vil anbefale dig at prøve at google din kommune og åben anonym rådgivning, for at se hvilke muligheder der er. 

Snak med din læge, dine forældre eller en anden voksen

Selvom du er 22 år gammel og derfor officielt myndig (og "voksen") så kan det stadig være rigtig rart at snakke med en voksen om det man oplever. Du skriver at du tidligere har forsøgt at sige noget til dine venner, men at de ikke rigtig har haft forståelse eller måske evnerne til at møde dig. Det kan være rigtig svært for andre at vide hvordan de skal reagerer når andre har det svært. Som du også skriver, så ender man ofte med at sige noget a la: Du skal da have noget hjælp... Og det er jo ikke ligefrem en hjælp - særligt hvis man allerede godt ved at man har brug for hjælp. Så derfor er det ikke altid den bedste løsning at søge råd eller hjælp hos sine venner. Det kan nogle gange være en god idé at snakke med sine forældre, men ofte vil deres bekymring komme til udtryk som løsninger - så de fortæller dig en masse om hvad de mener er en løsning. Så det er heller ikke altid det man har brug (medmindre man kan bruge løsningerne). Så derfor vil jeg anbefale dig at fortælle din læge eller en anden professionel voksen (det kan være en lærer eller f.eks. en rådgiver fra et af de steder som jeg tidligere nævnte) om hvordan du har det, og hvad du oplever. Du behøver ikke at sætte mange ord på det, men du skal være ærlig omkring dine tanker og dine oplevelser. I snakken kan I så prøve at finde ud af hvad der vil være bedst for dig, og hvad næste skridt skal være. Måske er næste skridt at I snakker mere. Det behøver ikke være store skridt. 

Jeg håber virkelig at du kan bruge mit svar. Husk at du er meget velkommen til at skrive herind igen eller besøge vores 1-1 chat. Ofte vil tingene blive lidt mindre indviklede, hvis man er 2 til at se på dem. 

Kærlig Hilsen

Signe