Jeg ved ikke hvordan jeg bliver gode venner med min mor. Hjælp!

brevkassespørgsmål

Jeg ved ikke hvordan jeg bliver gode venner med min mor. Hjælp!

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 6 måneder siden

Hej cyberhus!

Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal starte det her spørgsmål, men ja. Ca. 4 måneder inden jeg bliver født, døde min far i et trafik uheld. Min søster var 4 år, så hun husker det ikke så godt, så hun sorger ikke. Min mor har fortalt hun sorgede i lang tid efter, ca. 2 år. Fordi min mor ikke kunne passe på både min søster og jeg, fandt hun noget jeg kunne bruge. Hun satte mig foran en pc, og så måtte jeg trykke på alle de knapper jeg ville. Det kunne underholde mig i lang tid. Det emne kommer jeg tilbage til. Jeg havde det godt med mig selv indtil 3 klasse, hvor mine "venner" drillede/mobbede mig med at jeg ikke havde en far, og at jeg var en nørd. Fordi jeg kunne gøre ting på en pc som de ikke kunne, var jeg automatisk en nørd. Jeg havde brugt en pc meget, fordi jeg bare sad foran den. Men som tiderne gik, fik min mor tid til mig, fordi min storesøster var blevet stor, men der var jeg allerade en stor fan af en pc. Min mor tænkte på mig, og syntes jeg sad for meget foran pc'en og at jeg skulle finde nogle venner. Jeg havde ikke rigtig nogle venner indtil 5 klasse, men så skete der noget stort for mig, der kom en ny dreng i parallel klassen, som der havde de samme interesser som mig. Det var jeg meget glad for. Vi blev hurtigt venner, og spillede spil sammen. Det var ikke lige det min mor syntes om, men det gik.

Vi er stadig i femte klasse, og jeg spiller stadig med min ven. Så meget at jeg faktisk ikke gad at gå fra computeren, så når min mor kaldte at det var mad, blev jeg siddende. Det levede hun med, til sjette klasse. Hun havde sagt mange gange at hun ønskede at jeg havde en far der kunne opdrage på mig, fordi hun ville gerne have at jeg skulle komme at spise, men det kunne hun ikke få mig til. Men så i sjette klasse tror jeg hun havde fået nok, og prøvede at opdrage på mig. Det startede med at hun tog strømmen, det virkede ikke. Så prøvede hun at råbe af mig, fordi jeg ikke kunne klare at hun råbte af mig lige ind i øret, kom jeg og spiste. Jeg kan godt se nu at jeg var et stædigt barn. Men eftersom at jeg ikke gad at komme de næste par dage, råbte hun af mig igen, og jeg kom for jeg kunne ikke klare det. En dag gik jeg så imod hende, og råbte tilbage, hun begyndte så at slå mig, og jeg tiede stille, og kom og spiste. (Den episode er kun sket 4 gange, heldigvis) Vi kommer til 7 klasse. Hun har råbt af mig, hele 6 klasse, så hun havde vendet mig til også at råbe. Jeg er også begyndt at råbe af hende, og det bliver et sindsygtstort skænderi så min søster er nød til at gå. Hun troede mig med at jeg kunne komme ud til min onkel at bo (Han er utrolig skrap og ond) Hvis jeg ikke kunne opføre mig normalt. Så sagde jeg ikke mere, og kom og spiste i en uge eller sådan noget. Men jeg havde stadig en kærlighed for computere, men jeg var "stærk" nok til at gå fra den, og komme og spise. Men efter de år hvor hun råbte af mig, er hun begyndt at råbe af mig hele tiden. Hvis jeg skal fylde/tømme opvaskemaskine, støvsuge, eller gå i seng. Ligemeget hvad jeg skulle, råbte hun ad mig. Det var et frygteligt 7 år. (side histoire, jeg kom på en ny skole med min kammerat i 7 klasse, og har det godt i skolen) I 8 klasse fandt jeg mig ikke i at hun hele tiden råbte af mig, så derfor prøvede jeg at snakke med hende om det. Hun kaldte mig et møg barn fordi jeg ikke gik i seng. Jeg syntes det var godt gået, at jeg gjorde alt hvad hun sagde, undtagen sengetiden. Det var ikke det nemmeste for mig. Men hun kunne bare ikke lade være med at råbe. En dag hvor hun var i godt humør, prøvede jeg at snakke med hende om det, og det endte med at hun sagde "DU SKAL IKKE TRO DU SKAL BESTEMME ALT, GÅ!" Jeg blev stående helt chokeret. "GÅ SAGDE JEG!" Jeg gik op på mit værelse. Hvis jeg kommer med en idé, som hun ikke bryder sig om, eller bare gør noget hun ikke kan lide råber hun ad mig. Jeg snakker ikke om normalt råben. Hun råber så meget at man få ondt i hovedt. Hun er begyndt at sige "Jeg sender dig væk hvis du ikke gør hvad jeg siger!" Der har været tider hvor jeg ikke gjorde hvad hun sagde, men hun har aldrig sendt mig væk. Hun kommer bare med de væreste løgne for at jeg skal gøre hvad hun siger. (Side note, min søster er der ikke nogle problemer med, hun gør heller ikke hvad der bliver sagt. Men det er okay i min mors øjne) Jeg har næsten ikke snakket med hende i 1 måned nu, fordi jeg er bange for at hun vil råbe af mig, eller gøre mig ondt. Efter en hård dag med min mor, kan jeg godt græde mig selv i søvn, fordi jeg er så ked af at hun skal behandle min sådan, og er super sød mod min søster. Jeg har taget nogle chancer hvor hun er i godt humør, hvor vi kunne få en hyggelig snak, men af en eller anden grund ender det altid med at min mor smider min ud af stuen. Det eneste jeg ønsker lige nu, er at jeg er "okay" venner med min mor, så jeg kan have det hyggeligt med min mor og søster. Men det er umuligt, jeg har søvnløse nætter begrund af det. Og derfor går det skidt i skolen. Jeg har virkelig prøvet at snakke stille om det, men det virker ikke. Jeg har spurgt hende om vi ikke kunne gå til en psykolog med det, hun siger der er noget galt med mig, og at hun ikke behøver det. Jeg har prøvet at true hende, for måske hjalp det. Der skete det modsatte. :(

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med hende, og håber i kan give mig en mulighed for at blive venner med min mor, så jeg ikke føler mig dårlig tilpas når hun er i nærheden.
Mvh,

Dreng, 14 år.

Svar: 

Hej med dig.

Som det første vil jeg fortælle dig, at det virkelig er et flot brev, du har skrevet til os. Du skriver rigtig godt, og det er meget nemt at sætte sig ind i din svære situation. Du virker som en meget ansvarsfuld ung dreng, og at du skriver herind med dit ønske om at få det bedre med din mor beviser også, at du er meget moden og har et stort hjerte. Jeg forstår inderligt, at du håber på at kunne få det OK med din mor, og jeg vil forsøge at hjælpe dig bedst muligt på vej.

Det gør mig ondt at høre, at du har mistet din far. At miste et så nært familiemedlem er en utrolig hård proces for hele familien, og det er noget, som tager rigtig lang tid at bearbejde. Når faderen i huset dør, kommer familien til at mangle en vigtig brik, og det vil kunne mærkes hos både mor og børn. Det kan ikke undgås, at tingene ændres, men man kan lære at leve med det og få det godt igen med de ændrede livsvilkår. Det er sjældent, at man kan komme sig ovenpå et dødsfald i familien uden at få hjælp hertil. Selvom man føler, man er ovenpå igen, kan sorgen og de mange frustrationer indhente én og få en til enten at blive meget ked af det, meget aggressiv, meget indelukket eller noget helt tredje. Jeg ved ikke, om du og din mor nogensinde har talt med en psykolog om tabet af din far, men jeg vil helt klart anbefale det. En psykolog vil kunne hjælpe jer til at forstå, hvorfor tingene er blevet, som de er i dag, og hvordan I tackler det. Du skriver, du har foreslået din mor at gå til psykolog, og det er virkelig flot af dig. Jeg er helt enig med dig i, at det kunne være en god idé. Jeg tænker, at det måske kunne være en mulighed for dig at tage til lægen og fortælle ham om din situation. En læge kan give en henvisning til en psykolog, og det kan være, psykologen kan hjælpe dig med, hvordan du kan blive venner med din mor igen. Selvom din mor ikke vil til psykolog, tror jeg, det kan være et skridt på vejen, at du selv går til psykolog. De svære ting, du slås med, er nemlig ikke noget, du hverken kan eller skal klare alene. Det er noget, du har brug for hjælp til.

Jeg synes, det lyder utrolig hårdt, at din mor råber så meget af dig og truer med at sende dig væk. Det lyder som om, hun selv har det rigtig svært og føler sig magtesløs, hvilket - helt urimeligt - går ud over dig. Det er rigtig modigt af dig, at du har forsøgt at snakke med hende om det. Jeg synes, det virker som om, du har gjort alt, hvad du overhovedet kan for at rette op på jeres forhold. At din mor ikke har taget imod dine mange tilbud om at forbedre jeres forhold er utrolig ærgerligt. Jeg kan godt forstå, du ikke magter mere, og det synes jeg heller ikke, du skal. Jeg vil foreslå dig at tale med en, der står dig nær om, hvordan dit forhold til din mor er. Det kan være, der er en anden voksen i familien, du kan tale med, og som kan hjælpe dig. I din alder er det meget vigtigt, at man bor et sted, som er trygt og rart, og hvor man kan slappe af og blive klar til skolen dagen efter. Sådan er det langt fra hjemme hos dig, og derfor synes jeg, det er meget vigtigt, at der hurtigst muligt bliver gjort noget ved det. Det kan også være, du kan fortælle det til en lærer eller en studievejleder på skolen, som måske kan hjælpe dig med, hvad du kan gøre. Din lærer har måske også lagt mærke til, at skolen er blevet sværere for dig på det sidste og vil måske kunne forstå, hvis du sætter ham/hende ind i din situation. Uanset hvad synes jeg i hvert fald, det er rigtig vigtigt, du får fortalt nogen om det, du oplever. Det kan være, det kunne være rart for dig at bo hos en anden fra familien i en periode, indtil din mor fik det bedre, og I bedre kunne udholde hinanden. Nogen gange skal der sådan nogle ting til, før tingene kan blive gode igen. Hvis du har mod på det og selv kan forestille dig at bo hos en anden fra familien, kan du evt. foreslå det, når du taler med denne anden om det hele.

Jeg synes ikke, du skal have det dårligt over, at du til tider er blevet ved computeren, selvom din mor har råbt af dig, at du skulle komme ned. Jeg kan faktisk virkelig godt forstå, at du ikke har haft lyst til at forlade computeren til fordel for at spise sammen med en, som taler ondt og ubehageligt til dig. At du ikke har haft lyst til at komme ned og spise beviser tydeligt, at tingene ikke er, som de bør være hos jer, og det er rigtig godt, at du ikke finder dig i det. Jeg håber, du har mod til at fortælle om tingene til en, der står dig nær, en lærer eller en helt tredje. At være åben omkring, hvordan man har det er nemlig tit skridtet på vejen til at få det bedre. Hvis du har brug for at snakke med en rådgiver om tingene, skal du også vide, at chatten i Cyberhus er åben for dig, hvis tingene bliver svære. Her sidder der en rådgiver som kan tale med dig om stort og småt.

Jeg ønsker for dig, at du med tiden vil få et bedre forhold til din mor. Det fortjener du.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program