Jeg kan ikke være voksen nu.

brevkassespørgsmål

Jeg kan ikke være voksen nu.

Det er meget grænseoverskridende at skrive om det her, og jeg gør det kun fordi jeg er helt anonym.

Der er noget, der er gået op for mig. Jeg føler mig knust, ødelagt. Føler at det er for sent. At jeg på ingen måde, kan få dét, jeg altid har ønsket mig. En barndom.

Jeg kan huske, da jeg begyndte at skulle have hjemmekundskab i folkeskolen. Læreren og de andre elever var meget imponerede over, at jeg var SÅ god i et køkken. Men jeg kunne jo ikke tage deres ros til mig, fordi jeg et eller andet sted godt vidste, at årsagen til, at jeg var så god til at lave mad, var så forkert. Jeg havde ansvar som barn. Alt for meget ansvar. Ansvar for min alkoholiserede mor og hendes fulde venner og for min søster. Ansvar for at vi kom i seng og stod op om morgenen, min søster og jeg. Ansvar for at vi kom i børnehave og i skole og kom hjem igen. Og ikke mindst ansvar for at lave mad. Jeg brændte mig ofte på både ovnen og komfuret. Det gjorde min søster også. Men vi var nødt til at prøve. Vi var nødt til at få noget at spise. Min mor plejede at handle ind en gang om ugen, men kun lige nok mad til, at vi ikke gik sultne i seng. Resten af pengene gik selvfølgelig til alkohol. Nogle dage, især om lørdagen og søndagen, var der slet ingen mad tilbage, udover lidt havre eller cornflakes, som vi var nødt til at spise både morgen, middag og aften. Vores mor sagde, at vi skulle spare penge, så vi kunne komme ud og rejse. Det var derfor vi ikke havde så meget mad. Men vi har aldrig rejst sammen. Vores mor drak alle pengene op. Og forstå mig ret. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun havde det ekstremt hårdt. Jeg ved nemlig, at hun selv havde ansvar i en meget ung alder og at hendes egen mor også havde drukket og ladet børnene passe sig selv. Min mor blev derudover misbrugt som barn. Jeg har ondt af hende. Og det er derfor, jeg har tilgivet hende. Jeg har forresten aldrig kendt min far. Han døde (af druk) da jeg var 2 år, og jeg kan ikke huske ham.

Nu er jeg 21 år. Og jeg sidder tilbage med en drøm om at være barn. En drøm om, at være den lille. For jeg har aldrig prøvet at være det. Jeg vil være fire år igen, men jeg vil ikke have ansvar. Jeg vil lege med dukker, jeg vil have venner og veninder på min egen alder og gode forældre omkring mig som bestemmer og som guider mig og skaber struktur, på samme tid med at de giver mig kærlighed, så mit liv ikke ender som... I dag.

Jeg har altid bevaret den ansvarlige "fighter-rolle", hvor jeg ikke har haft kontakt med mine følelser, men bare har arbejdet, arbejdet og arbejdet, for at gøre det, man nu engang skal for at overleve. Det er jo det, jeg har lært. Men for nylig er jeg kommet ind i en fase, hvor jeg prøver at gøre alt for at slippe for ansvar. Det er første gang i mit liv, at jeg føler behovet, og jeg føler det sindssygt meget. Jeg har brug for, at være et barn. Jeg kan ikke tage ansvar mere nu. Jeg savner en barndom. Jeg savner at være et uskyldigt barn, som ikke konstant bekymrer sig om at overleve. Det er så forfærdeligt. Jeg var voksen som barn. Og nu er jeg slet ikke klar til at blive voksen. Jeg er så forvirret. Jeg har aldrig i mit liv følt et behov så ekstremt som dette. Jeg kan ikke spole tiden tilbage. Men jeg kan heller ikke være voksen nu.

Jeg er så bange for, at jeg ender på gaden snart. Jeg kan ikke længere holde ud at studere, så de har taget min SU fra næste måned, og jeg kan ikke betale regninger og husleje. Jeg kan heller ikke blive boende her, hvis jeg ikke studerer. Jeg får inden længe et brev fra boligforeningen om, at jeg skal være ude inden 3 måneder. Jeg kan ikke flytte hjem til min mor. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Men jeg kan heller ikke holde ud at gå i skole eller arbejde. Det er bare for hårdt. Jeg har brug for at være fri for ansvar. Og jeg ved, at kommunen bare vil have mig i gang igen... Måske er det bedste bare at tage mit liv. Jeg har ikke lyst til at ende på gaden.

Hjælp.

Svar:

Hej med dig,

Hvor er det bare flot at du skriver ind, selvom det er rigtig svært for dig. Det er bestemt ikke nemt at snakke om det, der gør allermest ondt indeni. Jeg synes det lyder til, at du er udmattet og har brug for en pause fra det store ansvar, som du har haft altid.

Jeg synes det er utrolig flot, at du har tilgivet din mor og har kunne se det fra hendes perspektiv også. Det kan være svært at se det fra en andens perspektiv når man selv har det svært. Det viser mig at du er en meget stærk ung kvinde, som er omsorgsfuld og har en masse ressourcer. Jeg kan godt forstå at du er træt! At du ville ønske nogle ville tage over, så du kunne få en pause. Du er kommet helt derud nu, hvor du har kørt på pumperne og i et tempo, som du ikke kan holde til i så lang tid at din krop siger stop nu. Det er flot at du lytter og mærker efter. Man kan ikke holde til alt. Det er helt i orden at indrømme det og bede om hjælp. Jeg ved godt, at det kan være svært fordi livet går videre og forventningerne og kravene fortsætter, men du har brug for hjælp og det, at du er opmærksom på din krops signaler er det første og vigtige skridt til at bede om hjælp og få den hjælp du behøver for at komme videre.

Du har ret i, at du ikke kan skrue tiden tilbage og få den barndom du føler du aldrig fik, men det betyder ikke, at du ikke kan få hjælp til bedre at kunne udholde livet som det er nu.

Jeg tænker, at det er en helt normal reaktion at have, at man prøver at undgå at mærke efter hvor ondt det gør og hvor svært det er, som det lyder til at du også har gjort, men der vil komme et tidspunkt hvor de tunge og svære følelser kommer op til overfladen så man ikke kan undgå dem længere. Det lyder til at det er det der også er sket for dig. Det er svært at håndtere. Det kan jeg godt forstå det også er for dig. Det er lidt ligesom et batteri, der bare har kørt og kørt derudaf, men som nu er ved at løbe tør for strøm, og som derfor har brug for en tur i opladeren. Man kan ikke køre med 100 km i timen uden at holde pauser. Du har brug for en pause, så du kan få det bedre og komme ovenpå igen.

Du har fortjent at få hjælp til at få det bedre. Du har fortjent en pause til at få vejret igen og få ny energi. Jeg har nogle forslag til hvem du kan kontakte. Forskellige du kan snakke med om din situation, som måske ville kunne hjælpe dig til at få det bedre. Jeg vil skrive lidt om de forskellige forslag, og så er det selvfølgelig helt op til dig hvad du vælger og om du vælger noget af det.

Du skriver i dit brev, at du ikke har nogen indkomst, hvorfor du ikke kan betale din husleje og dine regninger og at du derfor snart ikke længere har et sted at bo. Selvom det kan være svært at håndtere disse ting, fordi man ikke har overskud til det, så er det vigtigt at man får ringet til kommunen, så de kan hjælpe en inden man står på gaden uden noget sted at bo. Jeg ved godt, at det kan virke uretfærdigt at du skal klare disse ting, når jeg godt kan læse at dit energiniveau og dit overskud er på 0 lige nu. Måske kunne du ringe til en ven eller veninde og høre om hun kan hjælpe dig med at finde ud af disse ting? Det kan nogle gange være lettere at overskue det, hvis man har en til at hjælpe en med nogle praktiske ting. Jeg kan sagtens forstå dit behov for at blive fri for ansvar, men det tror jeg desværre ikke du ville få det bedre af. Derimod tror jeg du bedre ville kunne leve med ansvaret, hvis du fandt nogle som kunne hjælpe dig med at dele ansvaret med dig. Fx. en veninde eller ven. Vi har allesammen brug for hjælp af og til. Det er der absolut ingen skam i. Selvom det er svært at overskue at skulle håndtere det lige nu, så bliver det ikke nemmere med tiden, fordi problemerne vil føles større og større og mere og mere uoverskuelige.

Måske det også kunne være en god ide at snakke med din læge om det. Selvom det jo ikke omhandler en fysisk sygdom, så får jeg en fornemmelse af, at det er noget der påvirker dig så meget, at det godt kunne ende med at gøre dig syg, hvis ikke det er noget du får hjælp til. Det skriver jeg ikke for at skræmme dig på nogen måde, men for at understrege, at jeg synes det er vigtigt at du får snakket med nogle om det, så du ikke står alene med alle disse tanker og følelser. Nu ved jeg jo ikke om du er tryg ved din læge eller synes om ham/hende, men hvis du tænker det kunne hjælpe dig, så kunne det være en mulighed at få en snak med lægen om din situation. Din læge ville kunne vurdere om du har brug for professionel hjælp, fx. i form at nogle at snakke med.

Jeg får også lyst til at fortælle dig om noget der hedder TUBA. Måske kender du det i forvejen? Det er en organisation som hjælper og rådgiver mennesker, der er vokset op i hjem med alkoholmisbrug. Deres hjælp er gratis og dem arbejder der har tavshedspligt, så de siger det ikke til nogen. Der findes afdelinger rundt omkring i Danmark, så måske er der også en afdeling tæt på dig og ellers kan man også få online-rådgivning hos dem. Det kan være rart at snakke med nogle som ved hvordan det er at vokse op i hjem med alkoholmisbrug. Hvis det er noget du tænker kunne være noget for dig, så finder du dem via dette link.

Du skal også vide, at du altid er velkommen til at kontakte os her på cyberhus. Du kender jo brevkassen her, men vi har også en chat, hvor du kan skrive med en voksen rådgiver helt anonymt. Det kan være rart at vide hvis man en dag føler man bare har brug for at fortælle nogle hvordan man har det. 1-1chatten har åbent mandag og onsdag fra 14-17og tirsdag og torsdag fra 18-21. Du finder chatten her, hvis det er noget du kunne have lyst til.

Jeg håber at du kan bruge mit svar og så vil jeg ønske dig alt det bedste i fremtiden! Du er som sagt velkommen til at skrive igen, hvis du har brug for det.

De bedste hilsner,

Astrid