Det var mig der skrev indlæget usikker.
Jeg er begyndt at få et bedre syn på mig selv. Jeg har fået farvet hår, fået kontaktlinser, bruger en god deodorant og har alt det nyeste tøj. Men det gør mig ikke rigtig lykkelig. Jeg har været til lægen og fået anti-depresstive piller og jeg er oppe på 15 mg. Jeg får hele tiden nedture omkring mit liv og hader alt ved mig selv. At intet jeg gør er rigtigt og alt ved mig selv er forkert. Så sent som idag skrev jeg et selvmordsbrev. ikke for at begå selvmord men fordi jeg underligt nok var inpireret. Jeg tænker på alle tingene hver dag og det ligger hele tiden i baghovedet. Jeg har haft det siden jeg gik i 4.klasse og nu går jeg i 8 snart 9. Jeg orker bare ikke livet.

Jeg er begyndt at vise min depression mere fordi skolen holder mig nede. at jeg ikke kan gøre noget jeg har lyst til. og derhjemme fordi jeg ikke laver noget og jeg tænker på alle de der ting. Jeg får dårlig samvittighed over at spille computer, fordi jeg spilder min tid, men gør det alligevel så jeg kan komme væk og tænke på noget andet.

Hende pigen jeg snakkede om i det tidligerer brev er der også noget om. Jeg tænkte hele tiden på hende var smask forelsket, men jeg har aldrig haft en kæreste før, spurgt nogen før eller enda kysset med nogen før. Jeg er ikke en dødbider skal jeg lige sige jeg går til fester og har mange pigevenner, og - synes jeg da selv- ser godt ud dvs. ikke grim ud. Jeg kom til at røbe det for en af mine gode venner da vi sov sammen. han spurgte om der var nogen fra klassen jeg kunne lide og så sagde jeg at hende der var meget sød. Så begyndte han at sige hvorfor jeg ikke spurgte hende fordi han åbenbart havde gennemskuet at jeg var vild med hende. han er næsten præcis ligesom mig, han har bare hele tiden kærester på. Ved ikke hvad han gør som jeg gør forkert, men han sagde jeg skulle spørge hende ihvertfald.
Det krævede meget mod fra mig. Jeg havde jo aldrig prøvet det før og jeg brugte en time på at skrive 6 sms sider til hende om hvordan jeg havde det med hende. Hun sagde hun også godt kunne lide mig bare mere som ven. men vi kunne da stadigvæk være venner. en klassiker.

Jeg blev selvfølgelig utrolig ulykkelig og jeg mistede fuldstændig troen på kærligheden. Jeg ville aldrig turde at spørge igen for at risikere at blive såret. Jeg ved heller ikke hvornår man sådan skal spørge, hvad for nogle signaler pigerne skal sende før man spørg. Jeg er fuldstændig amatør på det punkt.
Fordi jeg snakkede om mine følelser til hende blev vi meget mere venner og knyttet til hinanden, lærte mere om hinanden. Nu er hun min bedste pigeven efter en kusine og en barndomsven og jeg er endnu mere forelsket i hende til at starte med. Samtidig er jeg også ked af det for det ville være pinligt at spørge igen for jeg ved næsten at jeg ikke er hendes type. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hende. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Jeg vil så gerne komme sammen med hende og kysse med hende men. Det virker så håbløst. Jeg har aldrig oplevet at nogen andre er forelsket i mig så jeg ved ikke hvordan de opfører sig over for mig.

Skal jeg bare finde en anden eller spørge igen selvom det er ultra pinligt når jeg nu har sagt jeg har glemt alt om hende og vi har det så godt sammen ... det vil jeg heller ikke ødelægge.
Et råd ville gøre godt, for mit liv føles som lort.

Hilsen T