Jeg har det svært for tiden.

brevkassespørgsmål

Jeg har det svært for tiden.

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 12 år 4 uger siden

Hej Cyberhus, jeg har mange problemer for tiden, og jeg kan slet ikke holde styr på dem alle! For cirka to uger siden, fik min onkel konstateret kræft. Min mor er begyndt på ilt, pga iltmangel, og hvis hun ikke stopper med at ryge, kan hun dø. Jeg mistede kontakt til min da jeg var 4, så ham kan jeg ikke få den store hjælp fra. Min kusine både drikker og lyver. Min storebror har taget på mine bryster, og på min numse i en længere periode, min anden storebror har onaneret foran to af mine veninde på webcam for 2 år siden, men jeg er stadig ret bange. Jeg ved nogle af tingene er fortid, men når der er så mange ting, så kommer det hele, bare til at fylde så meget lige nu. Jeg føler mig fed. Jeg har tænkt på anoreksi, flere gange! Men jeg prøver at vende mine tanker væk fra det, så nu er jeg vegetar. Jeg synes virkelig selv at jeg er grim, noget så tude grim! Det eneste jeg kan se ved mig selv, er fejl. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre af mig, her for tiden. Vær sød og hjælp.

Svar: 

Kære du

Jeg kan godt høre at der er flere ting, der fylder for dig. Og du har helt ret – når det bliver for meget, så kommer det hele bare op. Også selvom noget af det måske er sket for nogle år siden. Derfor synes jeg det er rigtig godt du skriver herind, for på den måde får du skrevet det ned, og ved at skrive tingene ned, får man ofte et bedre overblik over, hvilke ting der egentlig gør en ked af det.

Jeg får indtrykket af, at det der fylder mest hos dig lige nu er sygdom hos din mor og onkel, to brødre, som er gået over dine grænser, og så at du tænker dårlige ting om dig selv. Det er alt sammen tunge ting at gå rundt med. Men det jeg tror der gør at det hele fylder så meget lige nu, er fordi det ikke lyder til, at du føler du har nogen at snakke med det om.

Jeg vil gerne prøve at hjælpe dig med nogle idéer til hvem du kan snakke med, fordi jeg tænker alle de ting du nævner, er ting, som er rigtig vigtigt at have nogle voksnes støtte i at klare. Jo mere du kan få sat ord på, jo mindre forvirrende kan det virke. Jeg har nogle forskellige idéer til hvem du kan snakke med:

  1. Selvom din mor er syg, tænker jeg om det mon stadig ikke er en mulighed at fortælle hende hvordan du faktisk går og har det. Og så fortælle hende om dine tanker om sygdom, dine brødre og også dine tanker om dig selv. Hvis hun ikke selv har overskuddet til at snakke med dig, kan det være hun kan hjælpe dig med hvem du så kan snakke med.

  1. En mulighed kan også være en anden i din familie, som du har det godt med. Fx en moster eller en mormor osv.? Det med sygdommene er noget I alle i familien lige nu oplever, og det kunne måske være rart at støtte hinanden i det?

  2. Der er også en mulighed at tale med en lærer på dine skole. Lærerne er tit også opmærksomme på, hvordan eleverne har det. Og vil tit gerne lytte og hjælpe med hvad de skal gøre.

Det kan også være en helt anden voksen som du har det godt med, jeg tror bare det vil være en lettelse for dig, at få talt med en voksen om dine tanker om det alt sammen.

Synes du det er svært lige at finde ud af hvem du skal snakke med, eller har du bare bruge for at snakke en dag, så er du også meget velkommen på vores chat. Der sidder nemlig også en masse rådgivere, som kan hjælpe dig med at få overblik over alle de ting der fylder for dig, og hvad du lige skal gøre.

Jeg håber du kan bruge mit svar, og jeg håber rigtig meget du vil tage mit råd og få talt med en voksen om det alt sammen, så du kan få noget støtte og hjælp til at få det bedre med dig selv, og til at få talt om de oplevelser med din familie.

Mange tanker fra Heidi

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program