Jeg har det forfærdeligt
Jeg har det forfærdeligt
For et par år siden gik jeg fra min daværende kæreste efter at have været sammen i 1 år . Jeg følte hurtig, og føler stadig, at grunden til at vi slog op var for slap og at vi gav op på hinanden for hurtig. Idag er det for sent, og han bor nu i et andet land.
Efter dette forhold er alt gået i vasken for mig, føler jeg. Jeg går på gymnasiet og går ofte i byen hvor jeg ofte ender ud i at kysse med en fyr. Jeg kan mærke på mig selv at jeg ligger alt for meget i et enkelt tilfældig kys. Ofte ønsker jeg at der sker mere mellem mig og ham fyren, fordi jeg savner det min tidligere kæreste gav mig. Kærlighed, omsorg og berøring. For et stykke tid siden havde jeg noget med en sød dreng, men jeg afviste ham da jeg synes han var for ung og umoden til mig. For lidt siden jeg lagde jeg an på ham i en ikke-ædru tilstand, selvom han lige har fået en kæreste.. Det var ikke sødt gjort af mig, især ikke efter at jeg knuste hans hjerte, men jeg tror bare jeg søger opmærksomhed så snart nogen "viser interesse". Jeg bryder mig ikke om de ting jeg foretager mig i byen, og fortryder ofte dagen efter. Det gør at jeg bliver ked af det, da det bestemt ikke kun er sket en gang. Jeg føler mig rigtig følsom, for følsom, og det går udover min selvtillid og min skole gang. Jeg tænker og drømmer ofte om nattten, om min tidligere kæreste... Jeg føler mig som en følesesmæssig vrag :(
Skal jeg stoppe med at tage i byen, så jeg ikke gør og siger ting jeg fortryder dagen efter? Skal jeg gå til psykolog så jeg kan lære at håndtere mine følelser og opbygge mere selvtillid? Hjæææælp
Hej med dig.
Jeg kan forstå, at du ikke føler, at tingene går så godt lige nu. For det første vil jeg sige, at jeg synes, at det er rigtig fint, at du skriver herind og det viser, at du er klar til at gøre noget for at blive glad igen.
Du spørger, om du skal stoppe med at gå i byen for at de ting, du nævner ikke sker mere. Mit råd vil være at lytte til dig selv og finde ud af, om du ofte går i byen, fordi det gør dig glad. Det kan være rigtig sjovt at gå i byen og når man er ked af det, er det godt at huske at have det sjovt. Det kan dog også være "farligt", da man ofte i fuld tilstand gør nogle ting, man normalt ikke ville gøre. Det handler måske om at finde en balance, hvor du kan tage i byen og have det sjovt med dine venner, men hvor det ikke skal være for ofte og hvor du kun drikker så meget, så du synes, at du kan kontrollere, hvad du gør. Det kan gøre, at du ikke vågner og fortryder noget næste dag.
Derudover spørger du, om du skal gå til psykolog. Du skal vide, at det er meget normalt at have det, som du har det og især efter, du har slået op med din kæreste. Du skriver, at du tænker på ham og drømmer om ham. Du skriver desuden, at dig og din tidligere kæreste gav slip på hinanden for tidligt og jeg tror, at han er en stor grund til, at du bliver ked af det. Det er altid godt at have nogen at snakke med om de ting, der bliver for hårde. Det behøver ikke altid at være en psykolog. Det kan også være en god veninde, du stoler på eller en af dine forældre. Ofte handler det om at få fortalt sine problemer til andre, for at man kan begynde selv at ændre noget. Du skriver, at du har lagt an på en fyr, som tidligere har været interesseret i dig, men som har fået en kæreste. Du skriver, at det ikke var sødt gjort af dig og jeg synes, at det er stort af dig at tænke sådan. Det viser, at du tænker på hvordan han har det og hvordan kæresten har det, selvom du ikke engang er vild med ham. Det er selvfølgelig heller ikke helt i orden at lægge an på en, der har en kæreste, men at du selv nævner det og skriver, at det ikke var sødt viser, at du kan se, at det ikke er i orden og det er rigtig fint. At være følsom er heller ikke en dårlig kvalitet. Det gør for eksempel, at du tænker mere på andre og ikke kun dig selv.
Du skriver, at du er meget følsom og ofte får mange følelser efter et kys. Du skriver også, at du tror, at du søger opmærksomhed, når der er nogle, der er interesserede. Jeg synes, at det lyder som om, at du har nogle problemer med at komme over din tidligere kæreste. Det kan være meget svært og især, når han ikke længere er i landet, så du kan få forholdet endt ordentlig eller finde sammen igen. Det kan dog også ses som noget positivt, at han ikke længere er her, for så kan du komme videre. Det at man er sammen med andre de første gange efter et endt forhold vil være svært, fordi man kan komme til at ville ønske, at de var ham. Du skriver selv, at det er fordi, du savner det din tidligere kæreste gav dig. At komme over sådan et brud kan være svært og det er noget, der kan tage tid. Mit råd vil være at give det tid og støt dig til dine veninder og lav nogle ting, du godt kan lide og sammen med dem. En fredag aften kan måske bestå af biograf og venindehygge i stedet for at tage i byen og vågne med en sur fornemmelse. Det kan være godt at gøre nogle ting, som ikke skal handle om at finde fyre og hvor du ikke skal tænke på det, men derimod sørge for at hygge dig sammen med dine veninder. Det kan også være at klæde jer fint på og tage ud og spise eller lave en middag. Det er vigtigt, at du har det godt med dig selv og mit råd vil være at finde ud af, hvornår du har det godt og sørge for at gøre de ting. Det vil hjælpe på din selvtillid. På et tidspunkt vil der også dukke en ny fyr op, som du bliver interesseret i og ikke kun, fordi han skal være som din tidligere kæreste. Kærestesorger tager desværre tid at komme over, men man kan forsøge at få det til at gå hurtigere ved at forsøge at holde sig glad. Når du får styr på de problemer, der gør at du er så følsom og ikke føler nogen selvtillid vil de andre problemer som din skole oftest også blive løst. Der skal også nok komme en dreng, som du er interesseret i og som også er interesseret i dig.
Jeg håber mit svar kan hjælpe dig.
Med venlig hilsen Signe.