Jeg har aldrig i mit liv fortalt dette til nogen som helst.
Jeg har aldrig i mit liv fortalt dette til nogen som helst.
Jeg har aldrig i mit liv fortalt dette til nogen som helst.
Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal begynde. så længe jeg kan huske, har jeg haft en form for fetisme med sneakers.
Det har kun været sneakers tilhørende drenge eller mænd. jeg kan knap nok skrive lige nu, så grænseoverskridene er det her.
vil bare høre om der er andre der har det her og om det betyder at jeg er bøsse. og om det vil gøre at jeg aldrig kan få en pige kæreste og børn.
Hej med dig.
Det lyder til, at det har været meget svært for dig at fortælle om din fetish for sneakers. Men jeg synes at det er rigtig flot, at du alligevel har haft mod på at åbne op omkring det. Jeg kan godt forstå, at du kan være forvirret over din seksualitet, det er faktisk meget normalt at være i din alder.
Jeg kan godt forstå, at du undrer dig over, om din fetish med sneakers fortæller noget om din seksualitet og om du kan være bøsse. Umiddelbart tænker jeg, at det ikke nødvendigvis betyder at du er til mænd. Du fortæller ikke om du er tiltrukket af de her mænd og drenge, som har sneakers på. Om man er til det ene eller andet køn afhænger ofte af om man er tiltrukket af dem. Hvis du oplever, at du også er tiltrukket af de mænd, der har skoene på, og at du har lyst til at være sammen med dem, så kunne det godt være et tegn på, at du er til mænd. Men hvis det kun er skoene det handler om for dig, og ikke så meget det seksuelle, så tænker jeg ikke at det nødvendigvis fortæller noget om din seksualitet og at du er til mænd. Samtidig vil jeg også sige, at det er meget normalt at være optaget af forskellige ting, og der er faktisk mange som har forskellige former for fetish. Så du er ikke unormal, fordi at du har en fetish for sneakers.
Det kan faktisk være lidt svært at finde ud af, hvilket køn man er tiltrukket af. Mange mennesker er tiltrukket af begge køn, og er altså biseksuelle. Men jeg tænker, at det kan være en god idé for dig at lægge mærke til, hvad du tænker og hvordan du har det, når du ser mænd med sneakers. Samtidig kan du måske også prøve generelt at lægge mærke til mænd og drenge og om du føler dig tiltrukket af nogen, selvom de ikke har sneakers på. Altså om der er nogle karaktertræk, som du finder tiltrækkende eller noget andet der tiltrækker dig udover sneakers. Derudover kan du også prøve at lægge mærke til, hvordan du har det når du er omkring piger og kvinder, og om du føler dig tiltrukket af dem. Der er intet unormalt i, at være tiltrukket af sit eget køn, det er der faktisk en del der er. Men det kan være rigtig forvirrende og frustrerende for en, at være i tvivl om det, og derfor er det rarest at få klarhed. For nogen kan det godt tage lidt tid at komme frem til et endeligt svar, og der er også nogen der aldrig bliver helt sikre på deres seksualitet. Så det er helt normalt at være i tvivl, og være lidt usikker på, hvordan man egentlig har det. Men mit råd er, at du skal mærke efter i dig selv og lægge mærke til de tanker og følelser der dukker op i dig.
Du spørger til, hvilke betydninger det kan få for dig, hvis du er bøsse og om du kan få en pigekæreste og børn. Jeg tænker at det er meget naturligt, at du bekymrer dig om din fremtid, og om din seksualitet kan have betydning for den. I forhold til børn, så er det muligt for homoseksuelle at få børn. Ofte vil det ske gennem adoption eller ved en rugemor, men der er lidt uklare regler på området, og ofte er der mange bøssepar, som har nogle udfordringer med at få børn, men det kan lade sig gøre. I forhold til om du kan få en pigekæreste, så tænker jeg, at det vil være meget naturligt, at du får en kæreste som du også er tiltrukket af. Så hvis du ikke er tiltrukket af piger, så kan det også være at du egentlig har ikke lyst til at være i et forhold med en. Men det kan være meget kompliceret, og der er faktisk en del bøsser som lever i forhold med kvinder, fordi det er svært at springe ud, og det kan virke lettere, at leve i et forhold med en kvinde. Men jeg vil sige, at det vigtigste er, at du har det godt og er sammen med en du elsker og som gør dig glad, uanset deres køn.
Selvom jeg godt kan forstå, at det er rigtig grænseoverskridende at snakke om, så vil jeg anbefale dig at prøve at finde en som du er tryg ved, som du kan dele dine tanker med. Det kan nemlig være ret hårdt at gå med de her tanker selv, og det kan faktisk virke lettende at fortælle nogen om det. Hvis du synes det er for svært at snakke med en ven eller forælder om det, så kan jeg anbefale at kontakte Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnet personer. De har en telefon, som du kan ringe til og snakke om lige det, som du har behov for. Du kan finde deres hjemmeside her. Ellers er du også altid velkommen i vores 1-1 chat, og få en snak med vores dygtige rådgivere.
Jeg håber at du kan bruge mit svar.
Mange hilsner
Pernille