Jeg hader mig selv og har stort problem med at være social
brevkassespørgsmål
Jeg hader mig selv og har stort problem med at være social
Hej, jeg går bare lige til sagen, undskyld det blevt så langt, hvis i ikke magter læse det forstår jeg godt.
Jeg hader mig selv mere end noget andet, jeg har ikke en eneste positiv ting at sige om mig selv. Tror det er mere end 2 år siden siden jeg sidst gik i skole hvor jeg ikke tænkte ''hold da kæft hvor er jeg klam, jeg glæder mig til at komme hjem hvor ingen kigger på mig og tænker shit hun er fed og grim.''
Jeg kan ikke holde ud at tage i byen og shoppe fordi der er spejle over alt og jeg kan se mig selv, for jeg for lyst til at tude når
jeg ser mig selv. Jeg har mild acne, har verdens største pande, min næse er gigantisk, mine øjenlåg hænger, jeg er fed, mine lår er så klamme
jeg har kanin tænder, kæmpe kinder, store fødder, et KÆMPE hoved, mine øjenbryn er så klamme, og mine bryster er skæve og ligner min mormors.
Min søster vil have mig til psykolog ligesom hende (hun har en spiseforstyrrelse) men min mor virker ret ligeglad. Jeg er helt alene, jeg har kun få venner
jeg lades som om jeg er social i skolen, men truth is, det er jeg ikke. Jeg har et kæmpe social problem, og hader at være alle andre steder end mit værelse, også alligevel ikke?? Jeg prøver virkelig at gøre ting for at få det bedre med mig selv. Jeg startede til thai boksning, men efter at jeg skulle strække ud med en anden end hende jeg var startet til det med, stoppede jeg.
Jeg startede så til fitness med mine to venner E og M, det gik godt i starten, men nu spørger de mig ikke om jeg skal med derop, jeg skal spørge dem og jeg må joine. Det kan jeg ikke for jeg vil ikke trænge mig på, jeg snakker aldrig til folk før de snakker til mig ellers føler jeg mig irriterende. M sagde hvorfor jeg ikke bare selv tog derop, det kan jeg bare ikke, ikke uden nogle jeg kender, så panikker jeg. Så nu er jeg sjælendt deroppe.
Jeg spiser hele tiden, og jeg bliver federe og federe, har overvejet at sulte mig selv, jeg er ligeglad med konsekvenserne. Jeg vil bare gerne være pæn.
Jeg ville så inderligt gerne kunne gå uden makeup i skole, og håret sat op i en knold i stedet for pandehår til at dække min pande men nej.
jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg hader mig selv så så så meget. Jeg tror mit sociale problem har noget at gøre med hvordan jeg har det med mig selv.
Jeg er tit alene og jeg har ingen venner som jeg er tætte nok med til at kunne snakke med tingene om, den eneste jeg har bor på Æ og hun er ved at komme over sin scoialangst modsat mig, så hun snakker ikke til mig mere. Så jeg tuder tit alene, og nogle gange bryder jeg sammen foran min mor og tuder i sygt lang tid.
det er virkelig et problem, jeg tror ikke der er så meget jeg kan gøre, eller i. Har prøvet så meget, hver gang jeg får det bedre sker der en eller anden dum ting som får mig helt ned i bunden igen. Jeg har ikke en depression men jeg er trist hele tiden. Jeg føler alle kommer videre og følger med tiden og deres alder. Mens jeg stadig er fanget og sikkert dør uden en kærste og jumfru. Jeg er bange for at komme for tæt på men jeg hader at være alene?? Selvom jeg er, mostly.
Jeg har en meget offensiv humor og personlighed og jeg tror det er et slags forsvar, men alle begynder jo så at synes jeg er irriterende, men jeg bliver bare automatisk den person når jeg er i større grupper. Med mine ''tættere'' venner føler jeg mig mere normal, men jeg er 100% sikker på at jeg kan lig dem mere end de kan lig mig. Jeg føler ikke jeg hører til her hjemme, Jeg vil så gerne flytte, min far råber af mig hele tiden, og jeg tror et eller andet sted at han ikke kan lig mig. Han er syg og hver gang min søster eller jeg snakker om noget, f.eks. at vi har det dårligt eller andet. siger han vi skal holde kæft fordi han har det værre end os, hvad kan vi svare til det??
Jeg gider ikke mere jeg hader alt, please hjælp mig eller kom med nogle idéer til et bedre selvtillid og selvværd. Jeg kan snart ikke mere jeg er så træt af det hele, og oven i alt det her har jeg den største eksamens angst, jeg er ufattelig dårlig til matematik. Fysik og kemi ELSKER jeg men vi har en lorte lære og hvis jeg får mindre end 7 i fysik og kemi ved jeg ikke hvad jeg skal gør
e, jeg er endda startet til ekstra mat og fysik og kemi så jeg ikke panikker så meget.
Jeg bliver mere og mere ligeglad med alt, jeg har mistet interessen for stort set alt jeg plejede at gå op i, jeg tegner ikke mere, læser ikke mere, gamer ikke mere, ser ikke serier mere, jeg ved ikke hvad jeg laver længere, sidder på mit værelse og hører musik og blogger? det vist alt.
undskyld den lange kedelige roman jeg ved godt i sikkert er ligeglade og at der ikke er meget der kan gøres.
der var meget mere men det vil simpelt hen blive for langtrukkent for jer at læse så jeg ''nøjes'' med det ovenstående.
Fortsat god dag.
MVH. Mig.
jeg føler mig så dum for at have sendt det her, har aldrig spurgt en fremmed om hjælp, ved ikke hvordan det fungerer.
-Undskyld
Svar:
Kære dig
Jeg kan godt forestille mig at du har det hårdt og svært og det gør det ikke nemmere i forhold til din socialangst. Du skriver at du føler dig overvægtig og du spiser meget og føler dig grim i forhold til dit udseende. Alle mennesker har perioder hvor de er mere opmærksomme på fx deres udseende, tøj og vægt. Det gælder specielt kvinder og piger og det er særlig udtalt når man er teenager. Du er 15 år og som de fleste teenagere er du også i den fase hvor du er meget opmærksom på hvordan du ser ud og hvad du vil ændre på dig selv. Man føler at tingene ikke er som man vil have dem, man kan ikke lade være med at tænke på hvad andre siger eller synes om en. Man begynder at trække sig tilbage og blive mere og mere isoleret fra omverdenen og det ender med at ens værelse bliver ens nærmeste ven fordi det er der man helst ønsker at være og ikke andre steder. Du skriver at du stoppede med at gå til thai boksning og kan heller ikke tage til fitness alene samt at du i det hele taget har problemer med det sociale. Et af tegnene på socialangst er ensomhed og angst for det sociale. Du kan læse mere om social angst her. Det kan være rart lige at læse om det så man på den måde bliver mere klar over hvad det er og søger hjælp hvis man opfylder kriterierne fordi der er nogen der går og har socialangst men som ikke er klar over det og som ikke ved om der er mulighed for at blive behandlet for det.
Når man tænker om sig selv sådan som du gør skal der ikke ret meget til for at man kommer ind i sådan en "ind cirkel" hvor man forstår og oplever alting på en helt bestemt måde. Man ser sig selv og sit liv gennem et filter der gør at man kun kan se alt det negative....hvilket naturligt nok fører til flere negative tanker. Jeg tror de fleste mennesker har meget let ved at være meget hårde og kritiske overfor sig selv, og når det er én selv der er kritisk, så er stemmen og tankerne der siger at man ikke er god nok, der jo hele tiden. Der er aldrig fred for dem.
Jeg tror det er vigtigt at du også ind i mellem giver plads til andre meninger om dig end de meget kritiske. Du skriver at du ikke har mange venner, hvilket fortæller mig at du har venner. Nogle gange kan man få fornemmelsen at man er helt vild mærkelig hvis man ikke har 20, 30....eller 100 venner. Men virkeligheden for langt de fleste mennersker er at man gennem livet "kun" har et sted mellem 1-5 venner. Ifølge nogle studier kan det faktisk slet ikke lade sig gøre at være rigtig tæt med flere mennesker.
Jeg tror det er vigtigt at du ind i mellem prøver at lytte til dine venner og til din søster. Lyt til de mennesker du har omkring dig som du føler dig tryg ved. Prøv at se dig selv lidt mere gennem deres øjne. Med ganske små skridt og med mange skridt kan du med tiden måske lære at se lidt flere gode og positive sider af dig selv.
En anden ting du kunne gøre er at skrive alle de gode stunder ned. De 10 sekunder på en dag der fik dig til at smile og føle dig varm indeni. Hvis man skriver de gode oplevelser ned i en dagbog, på sin telefon eller et eller anden sted hvor man kan gemme på den gode energi, kan det faktisk godt lykkes at genfinde glæden og den gode energi ved at tage "oplevelserne" frem og læse dem igennem når man har en lorte dag.
Du skriver at du har eksamensangst og har det svært i skolen i forhold til lektier og nogle bestemte fag. Jeg vil anbefale dig at tage en snak med din studievejleder på skolen. Oftest kan studievejlederen hjælpe dig med at tilrettelægge en plan for din skolegang og samtidig snakke om din eksamens angst så du kan få nogle værktøjer til at håndtere den. Din studievejleder er der for at hjælpe dig med netop forhold der vedrører din skolegang og hjælpe dig i forhold til forskellige fag og eksamen ved at i sammen laver en plan om hvordan du skal gå til eksamen og hvad du har behov for at få hjælp til i forhold til at styrke dine faglige færdigheder i nogle bestemte fag som fx matematik, fysik og kemi.
I forhold til det med maden og dine tanker om at sulte dig selv synes at du kan overveje at kigge forbi LMS (Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade) som du finder her. Du kan chatte eller få anonym telefonrådgivning på telefon 70 10 18 18. Nogle af de frivillige har personlig erfaring og viden på området og det er rart for dig i forhold til at snakke med nogen der også selv har været igennem noget lignende. Det er ikke fordi jeg umiddelbart tænker at du har en spiseforstyrrelse ud fra det du fortæller, men jeg fornemmer at tanker om mad (om enten at sulte dig eller at du spiser for meget) giver dig en masse negativ energi.
Jeg kan godt forstå at din fars måde at gribe tingene an på ikke hjælper din situation. Det lyder til at han selv har en masse problemer, og det lyder som om han har svært ved at overskue både sine egne og også jeres problemer. Derfor synes jeg også det giver rigtig god mening når din søster snakker om at du har brug for noget hjælp. For hvis du ikke olever at du kan blive taget seriøst derhjemme, så er der i hvert fald muligheder for at blve taget seriøst andre steder. Du kunne eksempelvis tage kontakt til din egen læge og snakke med hende om din situation og hvad og hvordan du kan få hjælp til den.
Du er selvfølgelig mere end velkommen til at skrive til os på vores chat som du finder her og prøve at sætte lidt flere ord på. Og der findes ikke nogen dumme spørgsmål. Du kan spørger om alt og det kan nogle gange give god mening at "øve" sig lidt, sådan helt anonymt, hvis man synes det er for stort et skridt at snakke med nogen face to face.
Jeg ønsker dig al held og lykke.
Kærlig hilsen
Lima
Relateret indhold
Min Far
Hej
Jeg har nu i et halvt år cirka kun boet hos min mor. Et år inden jeg skred fra min far spurgte jeg ham men han svarede bare nej uden at tænke over det. Nu er han så begyndt at skrive beskeder til mig. Jeg gider bare ikke mere, hvis det var op til mig villejeg hellere ikke have en far...
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
0
Stress & depression
Hej cyberhus. Jeg står i det problem at jeg er bange for jeg har både stress og en depression.. Har taget en million test for begge ting, og har det værste ved dem begge.. Men har utrolig svært ved at skulle tage til læge, for det vil betyde jeg skal fortælle min mor om det. Og jeg har skulle...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Min mave ødelægger mit liv
Hej cyberhus
Jeg er lige startet i 9. Jeg har døjet meget med min mave, siden maj. Den siger mærkelige lyde, der nogle gange kan lyde som en prut eller kan være ret høj. Jeg hader når det sker og ønsker, at jeg bare kan grave mig ned i et hul og forsvinde. Det ødelægger egentlig min dag...
Christina fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
