Hej Cyberhus :-) Jeg skriver nu fordi jeg i lang tid har haft problemer med mine forældre, og nu ved jeg simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Må hellere lige forklare min baggrund først (: For 8 år siden døde min mor af kræft, og hun havde været syg stort set hele mit liv. Det var rigtig hårdt selvfølgelig, men jeg gik i en rigtig god sorggruppe og det hjalp meget. Efter ca 3 måneder fik min far en ny kæreste. De har været sammen indtil nu. Der var så mange ting jeg aldrig havde lært af min mor, som at gå i bad hver dag eller huske at skifte t-shirten en gang i mellem osv. Det skulle hun så gøre, og det var nok noget af et stykke arbejde, da jeg har 2 lillesøstre og en storesøster. Mine veninder forsvandt da min mor døde, og jeg skiftede skole. Det var et godt skift og jeg fik mange nye gode venner. Så var jeg omkring 13 år og en forvirret teenager, og min fars kæreste begyndte at blive meget træt. Siden er det blevet værre, og nu er hun altid træt. Problemerne begynder så også at komme. Mine forældre begynder at skændes meget, og hun siger nogle gange at hun skrider hvis vi skal være sådan eller sådan. Hun kommer heller aldrig over noget, hvis man gør en ting forkert, så bliver hun ved med at være gal i en uge, og finder andre fejl, og flere fejl, indtil man ikke kan mere. Jeg har altid haft det godt med min storesøster og vi har været der for hinanden, men hun er lige flyttet til københavn for at studere. Lige før sommerferien købte jeg en computer til mig selv, til skolearbejde og musik osv. den er mindre end to uger gammel da min mindste lillesøster, 12 år, kommer til at ridse skærmen. jeg fatter det ikke i dag, men jeg bliver så rasende og råber og skriger og græder. Helt ukontrolleret. da mine forældre får det at vide er de jo endnu mere gale, og snakker som om jeg har traumatiseret lillesøsteren for evigt og alt muligt. jeg bliver så ked af det, at jeg skærer i mig selv, for jeg havde det slet ikke godt med hvad jeg havde gjort. min mindste lillesøster er forresten min fars kones yngling. Resten af sommerferien er jeg self "bad girl" og der er mange små ting der sker.. Jeg har en rigtig sød kæreste, som kender til alt derhjemme, og vi har været sammen i snart 1½ år. I starten syntes de han var rigtig sød, men efter jeg sagde at han var lidt sen med at aflevere hans afleveringer har det ændret alt. de er altid betænksomme når jeg spørger om jeg må besøge ham. selvom de siger ja, skal jeg stå der og vente på at få deres accept. jeg er 17 og han er snart 19. Det er bare skide træls, for vi har det så godt sammen, og når ens forældre ikke vil acceptere det. det gør mig bare ked af det. I sidste uge købte jeg 2 par sko for 300 kr, nogle penge jeg har tjent fra mit arbejde, men det måtte jeg pludselig ikke for hende. min far havde sagt at jeg bare skulle klare mig selv mht til tøj og sko fordi vi snakkede om hvad vi manglede. Det blev hun meget sur over, altså at jeg havde købt dem, og min far støtter mig aldrig når hun skælder mig ud. Hun skælder også ud i lang tid, og så drejer det sig ikke bare om sko, men også om hvor utaknemmelig, egoistisk, forkælet og idiotisk jeg er. min far går normalt eller står og kigger på, siger måske noget når han er ekstra enig og så er det det. Nogle gange er hun blevet så sur at hun har givet mig en lussing eller et slag, eller noget hvor hun samler pege og langefinger og giver lussinger med dem. jeg kan huske en gang hvor jeg vel havde gjort noget slemt, men jeg sad ved spisebordet, og min far nussede eller masserede hende, og hun lå i mens og spurgte om hun skulle komme op og slå mig. for det fortjente jeg virkelig. og når det er sket bliver jeg så bange. jeg ryster og kan ikke tænke og vil bare have det til at stoppe. Hun har nu været sur på mig siden søndag aften den 15.. jeg kørte med min far til skole en dag, og jeg prøvede at sige hvordan jeg har det med det hele. og jeg har været ked af det hele ugen, fordi der aldrig kom en ende på det. og jeg kan sagtens mærke når nogen har noget i mod mig... jeg tog mig virkelig sammen, og sagde til min far at jeg ikke ville have at hun slår til mig. men han svarede ikke, han ignorede sætningen. til sidst da jeg steg ud af bilen, sagde han at jeg overdrev det hele. overdramatiserer... Men jeg kan næsten ikke tro at det er normalt :( I dag ringede min far til mig om morgenen, inden jeg skulle på arbejde, (jeg var cyklet derhen) og han sagde at jeg skulle blive hjemme og spise aftensmad (havde en aftale med min kæreste) fordi han syntes vi skulle have rent bord og få ordnet alle sagerne. han lød oprigtig om det, og jeg glædede mig lidt og håbede at jeg nu kunne få en chance for at sige hvordan jeg havde oplevet den her uge osv.. men jeg når ikke engang at sige at jeg var ked af det, før hun tager ordet og så ellers styrer det i 4 lange timer. jeg kunne først gå da jeg satte en maske op og sagde tak for snakken, det var dejligt, jeg glæder mig til den næste. de kunne ikke engang se at det var falskt.. og de var rigtig selvfede og syntes de havde gjort det skide godt. Hun er meget dominerende, og min far følger hende i næsten alt. hvis jeg havde boet alene med dem, ville jeg væk derfra, men jeg har de her to lillesøstre.. jeg ved, eller tror, at hvis jeg siger at jeg tror det vil være godt at komme hjemmefra for mig, så får jeg ikke lov at besøge dem eller mødes. og jeg tror at jeg vil blive udstødt. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. jeg vil gerne bare væk. men jeg elsker også så meget min far, og jeg ved at han vil blive rigtig ked af det. på den anden side kan jeg ikke se hvorfor det skal være sådan her. der er også altid en masse praktiske ting mine søstre og jeg skal gøre, men det har alle vel. jeg føler ikke at jeg har en voksen jeg kan snakke med, jeg har været bange for at afsløre noget af min situation for voksne. for så ved jeg ikke hvad der vil ske :( det bliver også slemt for mine lillesøstre hvis jeg flytter, for al hendes vrede vil gå ud over dem. de er så sikre på at de har ret i alt, de vil ikke høre på nogen. Kan I hjælpe mig? jeg ved det er langt.. men jeg kan næsten ikke holde til det længere, heller ikke med 2.g ved siden af. når jeg græder meget svulmer mine øjen op og bliver røde, og jeg er flov og bliver lidt stille i skolen. Jeg har to rigtig gode veninder, som også kender til alt derhjemme. Og så har jeg en masse andre gode veninder, men de ved det ikke. Jeg beder virkelig om hjælp, et råd, et eller andet... Tusind tak x-girl