Jeg har en lille bror, som er 2 år yngre end mig og lige siden han blev født har han været favoritbarnet. Det er ikke en antagelse jeg selv har taget, men istedet min bror selv og min moster, som er meget tæt i familien. Har længe haft følelsen af at mine forældre ikke var så interesseret i mig, som I ham. Men det var først da min lille bror nævnte behandlingsforskellene for mig at jeg indså hvordan det hele stod til. Før det, har jeg været fortvivlet og forvirret i forholdet med mine forældre. Min lille bror er nærmest min bedste ven og har intet fjendskab til ham.

Mine forældre er skilte og har hele tiden været mere fokuserede på hvordan det gik min lille bror i skolen(da det ikke gik så godt) og støttede ham i alt hvad han gjorde. Han blev ligesom anerkendt for alt, imens de nok tilsidesatte mig, da de kunne se at mine karakterer var iorden og mit liv så derfor nok kørte som det skulle. Så bebrejder dem ikke at de har haft mere fokus på ham, da det vel er noget forældre automatisk gøre. Altså at når det ikke går så godt for deres ene barn kan de glemme det andet imens.

Måden man kan se at de favoritiserer min lille bror på, er ved at støtte ham i fx at betale hans fitness og købe mad efter hans behov og anerkender hans mål imens jeg spiller guitar og de faktisk slet ikke er interesserede eller ikke vil høre mig spille. De havde heller ikke interesse i at betale guitartimer for mig (før jeg blev 18), selvom prisen i vores by er den samme. Føler at de vægter min lillebror højere end mig og har hørt at forældre ligesom "lægger deres penge på den bedste hest", så de ser vel ikke noget godt i at jeg spiller guitar, som de gøre med at min lille bror dyrker fitness?

Ved køkkenbordet kan jeg sidde igennem hele aftensmaden uden at have sagt et ord, imens de har haft en samtale. Mine forældre søger altid min lille bror og spørger ind til ham, imens jeg skal starte og holde samtalen i gang.

De bliver også hurtigere sur på mig, fremfor min bror, har min moster antaget.

i forhold til omsorg har jeg ofte skulle være fuldstændig opråbende for at blive hørt, når jeg var ked af det og har oplevet at jeg sagde jeg var ked af det, men min mor så ingen grund i Hvorfor og så var sagen slut. Uden trøst. Det har så medført at jeg ikke fortæller hvordan jeg har det indeni og derfor føler jeg at min mor ikke aner hvem jeg er. Hvorimod hun har været god til at spørger ind til min lille bror og har vist ham omsorg og trøst lige når han fremviste sine følelser. Ser det som at hun har holdt øje med ham, men tilsidesat mig. 

Det at jeg føler at interessen for mig ikke er der har medført at jeg ikke fortæller mine forældre noget og vil for alt i verden ikke vise hvordan jeg har det, da jeg ikke har oplevet trøst, rigtig omsorg eller anerkendelse. Det har også medført at jeg har svært ved at fortælle folk når der er noget galt og der er nærmest ingen jeg åbner op overfor.

Altså, min mor krammer mig og siger "hav en God dag" osv, det er slet ikke det. Mangler bare i høj grad anerkendelse på den jeg er. Har det ikke svært socialt og har en velfungerende hverdag. Jeg har en bedste veninde, kæreste, lille bror og moster, som er mine tætteste, men føler at jeg stadig er ensom og mangler mine forældre. Tror det er fordi jeg ser alle andre med deres forældre og føler at jeg går glip af noget. Jeg mangler deres anerkendelse og det at se at de favoriserer min bror gøre mig ulykkelig. For det viser at de faktisk kan være, det jeg ønsker for mig, men min værdi er ikke stor nok til det.

mine tætteste ved en masse om det her problem, men jeg har valgt at lukke det ned og ikke åbne fuldstændig op. Så dækker det ligesom i min hverdag og der er mange der bliver chokeret når de hører at fx mine forældre er skilt, for de kan ikke forstå hvordan jeg kan være så tilfreds med alt i livet. Har nok brugt "Fake it till you make it" citatet.

jeg har før prøvet at konfrontere min mor med mine følelser og om favoritiseringen, men da hun er en meget kontant kvinde sagde hun at det ikke var bevidst og at jeg bare sagde det for at ville hakke ned på hende. 

Jeg har i rigtig mange år været fortvivlet om min identitet(om jeg var god nok) og har siden jeg var cirka 10 år haft en trist tilstand i baghovedet, som jeg for første gang fortæller fuldt ud om nu. Håber I kan hjælpe mig.