Hej du

Din situation lyder bestemt ikke særlig rar. Det kan være rigtig svært at kæmpe med selvmordstanker og depressive perioder. I dit brev virker du reflekteret og overvejer, om det er tid til at blive indlagt. Og det er helt forståeligt, at det kan bringe en masse tanker frem. Det er ikke nogen lille ting, du står og skal finde ud af, så jeg forstår godt, at du skriver herind for at få råd. 

Du spørger, hvornår man bør indlægges, og det er et spørgsmål, som er svært at give et klart svar på. Som du selv skriver, så er den overordnede retningslinje, at det er, når man er til fare for sig selv (eller andre). Men hvornår er man det? Det kan variere og være individuelt, hvornår det vurderes, at man hører ind under den kategori og det er ofte noget, som læger eller psykiatere/psykologer vurderer. Der findes både den frivillige indlæggelse og tvangsindlæggelsen. I din situation, er der tale om den frivillige indlæggelse, hvor man - i samarbejde med psykiater eller læge vurderer, at det vil være godt, og man siger selv ja til det. Ved tvangsindlæggelser er det andre folk, som vurderer, om man er i akut livsfare eller til fare for andre. Og så bliver man indlagt med det samme.

Det er langt fra alle, der har selvmordstanker, som fører dem ud i livet. Så selvom du har planlagt sted og metode, så er det ikke ensbetydende med, at du handler på det. Du skriver også selv, at du ikke tænker, at du kunne finde på at gøre alvor af det. Dermed er det ikke alle med selvmordstanker, som nødvendigvis er til fare for sig selv. Men samtidig er selvmordstanker ikke noget, man skal undervurdere. Det er altså vigtigt, at man tager sig selv alvorligt nok til at gøre noget ved sin situation. Du går til psykiater, hvilket betyder, at du allerede har taget dig selv alvorligt og er igang med behandling. Men når jeg læser dit brev, så fornemmer jeg dog alligevel, at du ikke har det særlig godt lige for tiden. Du skriver, at du ikke sover særlig meget, og at du har det fysisk dårligt. Derudover har du selvmordstanker, og de fylder rigtig meget. Det må være rigtig hårdt og svært for dig, alle de ting, som fylder.

Det lyder til at det hele er blevet værre i de sidste ugers tid. Og dermed kunne en indlæggelse måske være en god hjælp for dig. Du fortjener bedre end at gå og få det værre og værre. Du nævner ikke, hvad der holder dig tilbage fra indlæggelsen nu, hvor familiearrangementet er overstået. I sidste ende er det en beslutning, du selv skal tage, om du vil indlægges eller ikke. Det er ikke sådan, at der en rigtig eller forkert beslutning - sådan kan man ikke sætte det op. Hvis du vælger at blive indlagt, så kan du give dig selv et pusterum, og få mere koncentreret hjælp, end du vil kunne i din hverdag, hvor der går noget tid imellem besøgene hos din psykiater. Men det er ikke til at vide, om du også vil opnå gode resultater i samarbejde med din psykiater. Du skal dog vide, at din psykiaters råd om indlæggelse er hendes professionelle vurdering af din situation, formentlig fordi hun vurderer, at du begynder at bevæge dig ned af den vej, hvor du kan være til fare for dig selv. Derfor vil jeg råde dig til at tage hendes forespørgsel alvorligt og kraftigt overveje, om det ville være en ide at sige ja til indlæggelsen. Du kan måske sætte dig og lave en liste over fordele og ulemper ved det. Du kan evt også tage en samtale med din psykiater om konsekvenserne ved at sige både ja og nej. På den måde kan du måske komme lidt tættere på din beslutning.

Jeg håber for dig, at du finder ud af, hvad du skal gøre. Indlæggelse eller ej, så ønsker jeg dig alt det bedste og håber at du oplever at få det bedre snart. 

Mai