Hvorfor gjorde jeg det,,,?
brevkassespørgsmål
Hvorfor gjorde jeg det,,,?
Hej
jeg er en pige på 13 år, går i 6. klasse. I min fritid går jeg til ridning, svømning, kor og bowling. Jeg dyrker sport næsten hver dag, men jeg føler mig tyk.... en pige fra min klasse kalder mig tykke dyr.. tror hun mener det i sjov, men det gør ondt alligevel. ligesom der er en dreng i min klasse han driller også og da jeg vidste den konfirmations kjole jeg har fået ( han ville gerne se den ) og så sagde han at den var da MINDST i størrelse XXXL. Jeg føler jeg ikke kan gå nogen steder uden folk kigger på mig, fordi jeg er så anderledes. Jeg elsker mad og det har jeg næsten altid gjort, men her på det sidste er jeg begyndt på næsten ikke at spise nået... Jeg kan ikke sove om natten fordi min mave gør så ondt og ligger og tænker for meget. når jeg fremlægger plejere jeg ikke være nervøs. men nu ryster jeg en hel masse, får kvalme og føler jeg besvimmer når jeg skal sige nået højt for andre.. Det er ikks spor sjovt og vi var til en lego konkurrence i februar og der skulle jeg også fremlægge selvom at jeg sagde til dem at jeg ikke kan lide at fremlægge blev jeg tvunget til at have den hvor der stod mest på! og da vi øvede det skældte de mig hele tiden ud for det var ''ikke godt nok'' selvom jeg gjorde mit bedste jeg sad næsten og græd?! og lærene sagde intet til det de mente også at jeg skulle sige nået når resten af klassen siger nået! Det bliver værre og værre for hver gang jeg skal sige nået højt.. og jeg tror at alle vil grine af mig hvis jeg siger nået forkert.. (det er prøvet hvor et par stykker griner af mig når jeg ikke siger ord rigtig og jeg har utrolig svært ved at sige den der r lyd.. fordi jeg snakker for hurtigt og jeg gik engang til tale pædagok med det men det gør jeg ikke mere men da jeg gjorde blev jeg tit drillet med at jeg ikke kunne sige ord med r i så det har bare gjordt mig utrolig bange ;( jeg er begyndt at sige ''det ved jeg ikke når lærene spørger mig om et svar fordi jeg ikke tør men de siger jo kom nu du kan godt.. det nytter ikke at jeg sætter et mål for hevr time for jeg kan ik overholde det for hvorfor skal jeg række hånden op i engelsk og sige nået jeg godt ved er forkert?! Jeg har aldrig fortalt alt det her til nogen som helst i frygt for hvad de vil tænke om mig... Det hele begyndte i 3. klasse. Jeg kom tilbage fra sommerferien jeg havde løjet rigtig meget i 0,1 og 2 klasse og det fortryder jeg rigtig meget har ødelagt alt for mig selv ved det... nu gider ingen snakke med mig de syndes alle sammen jeg er ond... jeg var engang til en fødselsdag der hørte jeg alle pigerne sige jeg var ond det ligger dybt inde i mit hjerte og der vil det nok altid blive jeg vil aldrig glemme den dag jeg sad inde på et værelse og græd.. og jeg hørte en pige fra klassen spørge ''er jeg den eneste der syndes Louise er ond (det er mig der hedder Louise) alle svarede ja hvor efter henden ''værten'' sagde schyyy hun kan måske høre os.. jeg sad så inde på et værelse og græd lige indtil jeg blev hentet... jeg blev ved med at komme til fødselsdage men jeg sidder hver gang alene enda også til min egen så er stoppet med at komme og mine forældre forstår ikke hvorfor og når de snakker om den sidste fødselsdag lagde de ikke mærke til jeg ikke var der... vi skulle lære engelsk i 3 klasse men jeg kunne slet ik koncentre mig i timen jeg tænkte på så meget andet så nu kan jeg ikke engelsk for jeg har jo kun lært det de lærte i 5 og 6 har ikke det de lærte i 3 og 4 for alle mente jeg fulgte godt med... Det blev ved og blev meget værre, nogle dage brød jeg bare sammen og så blev jeg kaldt tude so, tude prinsesse og tude prins af drengene i klassen så nu er jeg blevet angst for at græde. Min klasse lære (heart) (vi kalder henden L for vi har fået en ny klasselære som hedder J) jeg fortalte at jeg følte mig udenfor til L sagde det enda flere og flere gange men hun sagde bare hun ikke kunne gøre nået ved det! Alle mine stile skulle min lære jo rette, der var så mange fejl og begyndte at finde stile på nettet og afleverer dem i stedet fordi jeg fik så dårligt selvtillid og følte jeg ikke var god til nået som helst.. men er begyndt selv at skrive stile igen dog handler de altid om nået trist fra mit liv for det er det eneste jeg kan skrive om uden fejl i. Tit når jeg er oppe og skændes med min mor og far råber jeg nået ligende.. ''LAD MIG NU VÆRE I VILLE OGSÅ VÆRE TOTALT LIDE GLAD HVIS JEG DØEDE DET VILLE ALLE JO?!'' jeg prøver at lave en hentydning til jeg har det dårligt men de forstår den ikke ;( Jeg føler at dem fra klassen sidder og bagtaler mig og hvis nogen hvisker tror jeg det er om mig. Jeg føler mig udenfor fællesskabet og jeg kan mærke at de trækker sig længere væk fra mig... Jeg har kun en rigtig ven og hun er min penneven hun er den eneste jeg kan snakke med... tit sidder jeg alene inde på mit værelse og bare sidder og stirre til hun kommer på facebook eller skype.... og ellers sidder jeg ude i min stald og leger med min hest ellers rider jeg... for min eneste venner er min hest og min penneven. jeg har grædt så mange dage her på det sidste og de sidste 2 uger har jeg ikke kunne mere. Jeg overvejer at stikke af fra verden... Jeg vil gerne fortælle hvordan jeg har det, men der er ingen jeg tør sige det til.... Jeg har flere gange tænkt på at begå selvmord, men uden held. Nu er jeg så tæt på at gøre en ende på det hele….. især efter i fredags var vi oppe i vores kirke for at lave krybbespil os der går til kor.. der var mig og 2 andre fra klassen det var de to fra klassen jeg troede var mine venner så jeg gik overfor at snakke med dem men de sagde bare jeg skulle gå... så jeg gik... henden den ene kaldte mig også tit tyk,dum,grim osv og de stikker tit af fra mig og de ignore mig næsten altid! Engang var jeg oppe og skændes med en fra klassen og så skrev hun til mig ''du har ingen venner for alle hader dig!'' hvor efter jeg selv skrev nnået rigtig ondt til henden for jeg blev rigtig ked af det og så røg det bare ned på den sms jeg sendte.. jeg ved ik havd jeg skal gøre af mig selv, jeg frygter livet, frygter at gå i skole, frygter at sove... jeg er også tit blevet drillet med at jeg har sngst når det er mørkt...( har engang fået et ret voldsomt angst anfald ude i mørket... og de grinte bare af det da de andre hørte det vi var på en hyttetur og vi skulle lave natteløb på hold jeg løb sammen med nogen og så lige pludselig fik jeg det utroligt dårligt og endte med at besvimme så de hentede nogen voksne og de ringede til ambulancen og jeg kom på skadestuen og blev indlagtt i 2 dage nå.. det var blevet onsdag og jeg skulle i skole igen og de ville selvfølig gerne høre hvad det var der var sket især lærene og jeg fortalte det og de andre sad bare og grinede af at jeg er baneg for mørke :'(!!!!) jeg ved ikke havd meningen er med livet... og jeg syndes efterhånden at det bliver mere og mere besværligt at leve! for hvad er meningen med det her liv
Jeg vil ikke fortælle tingene til min mor eller far da jeg ik har sådan et godt forhold til dem.. det er fint nok men ikk eperfekt og jeg tør ikke snakke med mine lære om det og det er de eneste voksen jeg kender...
Svar:
Hej med dig
Ud fra dit brev lyder det til, at du går rundt og har det rigtig svært og går rundt med mange tanker. Det er super sejt af dig at skrive herind til Cyberhus, for at fortælle hvad det er, du hele tiden går rundt og tænker på og for at finde nogle svar.
Jeg tænker, at der er 3 problemer, du spørger til. For at gøre det lidt nemmere for dig, svarer jeg på dem hver for sig.
Du føler dig tyk/mobning:
Du skriver, at du både går til ridning, svømning, kor og bowling og derfor går til sport næsten hver eneste dag. Du lyder, som en sund pige, der får dyrket en masse motion. Du ved helt sikkert godt inderst inde, at du ikke er tyk, men nogle gange kan det være svært at se sandheden i øjnene, når andre mennesker fortæller én noget andet.
Det må slet ikke være særlig sjovt at blive kaldt grimme ting, og uanset om det bliver sagt i sjov eller alvor, så gør det altid lige ondt. Det er ikke i orden at dine klassekammerater kalder dig for grimme ting, det er hvad man kalder for mobning. Fordi du bliver kaldt tyk, kan du nemt komme til at føle dig tyk, selvom du slet ikke er det. Vi mennesker har det tit med at lytte til andres meninger og overtage dem, selvom de meninger ikke er sande. Derfor må du prøve om du kan stoppe med at tro på dem og lade være med at lytte til hvad de siger, selvom det kan være rigtig svært. Du skriver, at du er blevet nervøs for at fremlægge og sige noget højt på klassen, fordi du er bange for, at de andre griner. Dine klassekammerater er simpelthen begyndt at styre dit liv: De får dig til at føle dig utryg i skolen, de får dig til at græde, de får dig til at føle dig intet værd, de får dig til at føle, at der ingen mening er med livet.
Derfor kan en ide være, at du ikke skal lade dem vinde ved at vise dem, at du faktisk er en god nok person, der kan en masse. Når du ikke længere tør fremlægge og aldrig siger noget højt i klassen længere, så har de vundet. Det bliver en hård kamp at komme igennem, men hvis du overvinder dig selv, er du den sejeste af dem alle: Begynd at sig noget på klassen igen. Du ved, at du sagtens kan. Begynd at fremlægge som du gjorde før i tiden. Du kan måske lade som om, de andre ikke er i rummet eller tænk på, at de er nøgne. Så kan noget af din måske nervøsitet forsvinde. Når du først begynder at få sagt noget mere og være aktiv i skolen igen, er jeg sikker på, at det kun går fremad for dig.
Ved at vise dem, at du sagtens kan, stiger dit selvværd igen. Det betyder, at du får det meget bedre med dig selv. På den måde behøver du ikke længere gå rundt og føle dig tyk og intet værd. Du er som person rigtig meget værd, og du kan en helt masse - både svømme, ride, synge kor og bowle.
Jeg tænker, at det er vigtigt, at du får fortalt om de her problemer i skolen til en lærer, du føler dig tryg ved. Jeg synes ikke, at det er i orden, at hende læreren du har prøvet at fortælle det til, ikke har gjort noget ved det. Derfor skal du snakke med en anden lærer eller måske nogle på kontoret om det. Det kan godt være meget grænseoverskridende at skulle fortælle det til en lærer, men det er en god chance for at få rettet op på nogle ting. Man skal ikke gå rundt og have det dårligt i skolen. Hvis du ikke tør fortælle det direkte til en lærer, kan du skrive et brev eller måske vise det du har skrevet til mig. Det er vigtigt, at der bliver sat en stopper for, at dine klassekammerater går rundt og kalder dig grimme og ubehagelige ting.
Ingen venner og dårligt forhold til mor og far:
Du skriver, at de eneste venner er din penneven og heste. Jeg tænker på, om du ingen venner har til svømning, ridning, kor eller bowling? Det er vigtigt at huske på, at det ikke er antallet af venner der betyder noget, men at de venner man har, er nogle man kan snakke med og stole på. Det lyder til, at det er en god penneven du har dig og I kan snakke om mange ting. Jeg tror dog, at det vil være godt, hvis du fik en ven, som du også kan se i hverdagen. Måske kan du invitere en af dem, du går til sport med hjem til dig en dag? Det kan være en god ide, at lære nogle nye mennesker at kende, så du har nogle at lave nogle sjove ting med.
Har du overvejet at skifte skole? Hvis du går rundt og føler dig ensom og ingen kan lide dig, kan det nogle gange være en ide at få lov at starte på en ny skole, hvor ingen kender én. Så kan man få en masse nye venner, og du ville kunne få det meget bedre i skolen.
Jeg synes, at du skal snakke med din mor og far, om hvordan du har det, selvom du skriver, at du ikke vil. Du skriver, at I ikke har et særligt godt forhold. Når man er teenager lige som dig, kan det være rigtig svært at fortælle sine forældre om sine problemer. Det er helt normalt, at man ikke synes om, at fortælle dem sådan nogle ting. Jeg tænker dog på, om der kan være en særlig grund til, at du ikke har lyst til at fortælle dine forældre om det? Jeg tænker, at hvis du sætter dig ned sammen med dem og fortæller dem, alt det du lige har fortalt mig, så kan det være I får det meget bedre sammen. Så hvis det er en mulighed, så hent hjælp hos dine forældre, så I sammen kan finde en løsning. Hvis der hjemme hos dig er en særlig grund til at det er umuligt at snakke med dine forældre om det, er læreren en god løsning. Han/hun kan også sagtens støtte dig og hjælpe dig med at finde en løsning, så du kan få det godt igen og blive glad.
Selvmordstanker og meningen med livet:
Det bekymrer mig, at du har tænkt på selvmord. Du er 13 år og er i puberteten, hvor der sker mange ting både fysisk og psykisk med din krop. Når man er teenager, kan verden godt føles ensom og uden mening. Rigtig mange unge på din alder, kan have svært ved at finde ud af, hvad de skal gøre med deres liv og hvordan de skal komme videre. Selvmord er slet ikke løsningen på dine problemer, fordi selvmord intet løser. Hvis man begår selvmord kommer man væk fra sine problemer for altid, men på den måde oplever du heller aldrig at blive glad igen. Jeg kan sagtens forstå, at du gerne vil væk fra alle de problemer, du går rundt med, men det kan du sagtens gøre på en anden måde, hvor du stadig har dit liv og følelsen af at være glad og tilfreds igen. I stedet skal du selv være med til at løse dine problemer med hjælp fra nogle andre, fordi så føler du, at du selv er med til at skabe din egen vej i livet.
Det kan være svært og hårdt at gå rundt med en masse tanker og problemer. Hvis du selv er med til at gøre en indsats for at komme videre, kan du måske pludselig se meningen med livet igen. Ved at skrive det her brev til os, er du allerede begyndt på, at du finde en løsning på dine problemer. Derfor ved jeg også godt, at du kan gøre det. Skriv eller vis brevet til dine forældre og en lærer eller fortæl dem om dine problemer direkte. Du får det meget bedre ved at fortælle andre om det hele. Hvis du gerne vil have en anden voksens hjælp til at komme videre, kan du måske begynde til psykolog. En psykolog har tavshedspligt, så det I snakker om, er der ingen andre, der får af vide. Du er også altid velkommen til at skrive til CHATTEN.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du snart får løsnet op for alle de her problemer, du går rundt og tænker på.
Venlig hilsen Mette
Relateret indhold
Et presse barn
Hej. Min plejeblillebror reager volsom når vi spist han leger og når kl nærmer sig 18.30 får han andfald i en times tid han været til læge han haft samtaler på skolen med kommunen men han sund og rask og glad vi kan Intet gør men jeg ved der må være noget men hvad hvordan kan jeg komme ind til...
Luna fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
0
Er min krop forkert?
Hej. Jeg går i 7. klasse, og er begyndt at pjække fra mandagssvømming, fordi jeg synes det er for svært, at skulle omklæde og gå i bad med de andre piger i min klasse. Mange af pigerne i klassen er begyndt at udvikle større bryster, har kønsbehåring og fået flere former. Jeg har altid været...
Kylie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
hej
hej brevkassen jeg er en pige på 14 og jeg har nogle problemer med mig selv
jeg har en stemme inde i mit hovede som siger ting til mig som at jeg ikke er god nok, at folk ikke gider mig og at jeg skal begå selvmord. der er ikke fordi jeg har det dårligt der hjemme men jeg cutter alligevel...
Mette har svaret på dette spørgsmål
