Hvorfor er menstruationen der ikke ?

brevkassespørgsmål

Hvorfor er menstruationen der ikke ?

brevkassespørgsmål af
Elisa
18 år
Oprettet 7 år 7 måneder siden

Hej 

jeg er en pige på 18 år, som ikke har haft menstruation i lang tid. Jeg er lidt bekymret. Jeg har haft den, dog ikke regelmæssigt men alligevel. 

Nu er det 6 måneder siden sidst, og mit spørsmål er så om det kan have noget med onani at gøre. 

da jeg har onaneret engang i mellem, tænkte jeg på om det kan være en grund. 

Har jeg måske ødelagt noget ? Eller ?

kan man onanere forkert ? 

Svar: 

Kære dig

Tak fordi du har skrevet ind til vores brevkasse. Jeg kan forstå at du har oplevet at din menstruation altid har været uregelmæssig og at den nu har været udeblevet de sidste 6 måneder. Du skriver også at du er bekymret for om det kan have noget med onani at gøre. 

Der kan være mange grunde til at din menstruation er udeblevet, men onani er ikke en af dem. Så længe du sørger for at passe på dig selv når du onanerer - og stoppe eller skifte stilling/måde hvis det gør ondt, så er det usandsynligt at du har "gjort skade". Der er på den måde ikke nogen "forkert" måde at onanere på. Til gengæld er der en række andre årsager til hvorfor ens menstruation udebliver:

Hvis du er begyndt at dyrke rigtig meget idræt (hård motion flere gange dagligt gennem længere tid), eller hvis du har tabt dig meget på kort tid. Begge dele medfører hormonændringer, som kan betyde at menstruationen udebliver. Den vil ofte komme tilbage, hvis du skærer lidt ned på motionen, eller stopper med at gå ned i vægt. Mange undervægtige piger (f.eks. med en spiseforstyrrelse) oplever at deres menstruation stopper, og det hænger sammen med at kroppen "slukker" for de funktioner som ikke er "livsnødvendige", så at den lille mængde energi der indtages bruges på at holde hjerte, lunger og hjerne i live. 

Medicin kan også have en indflydelse på din menstruation. Du skriver ikke om du tager medicin, men du kan læse i indlægssedlen om en bivirkning kan være udeblivelse af menstruation. Det gælder også for nogle præventionsmidler, som f.eks. p-piller, hvis du fortsætter med en ny pakke uden at holde pause, eller hvis du f.eks. har hormonspiral. I forhold til p-pillerne er det ikke sundt at springe pausen over, så det vil jeg ikke anbefale. 

Der er også to naturlige årsager til at menstruationen er stoppet. Den ene er graviditet og den anden er overgangsalderen. Overgangsalderen vil ofte indtræffe når du er mellem 45 og 55 år gammel, så jeg tvivler på at det er det. Hvis du var gravid, ville du også have oplevet andre symptomer, men du kan eventuelt tage en graviditetstest for at være helt sikker. Husk at de forskellige præventionsmidler (kondom, p-piller osv.) aldrig er 100% sikre, så man kan godt blive gravid selvom man beskytter sig - det er dog meget usandsynligt.

Til sidst er der nogle typer af kræft (i æggestokkene, livmoderen og livmoderhalsen) som kan give forstyrrelser i menstruationen. Umiddelbart tænker jeg ikke at du skal være nervøs for det, men du kan altid tage til lægen og få lavet en gynækologisk undersøgelse for at være sikker. Selvom selve undersøgelsen ikke er specielt behagelig, så er det rigtig vigtigt at du får det gjort cirka hvert andet år. Hvis du har skiftende partnere, kan det være en fordel at få det gjort lidt oftere. 

Fordi din menstruation har været væk i 6 måneder, vil jeg klart anbefale dig at tage kontakt til din læge, så de kan lave en undersøgelse. Han/hun vil højst sandsynligt også stille dig nogle spørgsmål om din livsstil og hvad der sker i dit liv lige nu, og det er vigtigt at du svarer så ærligt som muligt. Hvis du har været meget stresset, kan det også betyde at der kommer forstyrrelser i din menstruation. 

Jeg håber du kan bruge mit svar! Husk at du altid er velkommen til at skrive herind igen eller besøge vores chats. 

Venlig Hilsen

Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program