Hej med dig.

Det lyder til, at du går igennem en virkelig svær periode i dit liv lige nu. Jeg kan forstå på dit brev, at du har en hel masse at kæmpe med, men at du ikke helt ved, hvad du kan gøre. Jeg kan sagtens forstå, at det må være svært at finde ud af, hvordan du kan få det godt.

Det lyder til, at du sørger meget over at have mistet din morfar, hvilket er helt forståeligt. Det er rigtig hårdt at miste en man holder af, og det kan være rigtig overvældende, men vi reagerer alle forskellige på sorg, og der er ikke nogen rigtig måde at håndtere det på. Som du selv skriver, så har du fået det her behov for at drikke dig rigtig fuld, er blevet fastryger og har fået et behov for smertestillende midler, og du gør det for at tilsidesætte dine problemer. Det er meget almindeligt, at når man mister en som man holder af, at man kan have forskellige følelsesmæssige reaktioner, og have ændringer i sin adfærd, som det lyder til at du oplever nu. Det kan være rigtig svært at håndtere det her tab, så derfor kan det virke "lettere" at flygte fra det. Netop ved at holde sig beskæftiget med fest, alkohol og piller, og egentlig dulme smerten. Det kan være en måde for dig, at få et frirum på - at slippe lidt væk fra al smerten og sorgen, men det er også bare vigtigt, at det ikke tager overhånd. Så jeg tænker faktisk ikke, at du er fjollet eller at du "bare er en teenager", som dine forældre har sagt. Jeg tænker nærmere, at du lige nu reagerer på tabet af din morfar, og at man faktisk skal tage det meget alvorligt, hvordan du har det.

Du skriver, at du bebrejder dig selv for ikke at have set din morfar så meget i hans sidste periode i sit liv. Det er faktisk meget almindeligt, at man bebrejder sig selv for, at man burde have gjort nogle ting anderledes, og f.eks. have været der noget mere. Men selvom det er rigtig svært, så må du prøve ikke at bebrejde dig selv. Du har helt sikkert gjort det bedste du kunne, og det er så svært at vide, hvordan man skal opføre sig, når mennesker man holder af er syge eller ligger for døden. Der er nogen, der ikke ønsker at opleve en person de holder af have det dårligt, og ikke ønsker, at det skal være deres sidste minder om personen. Så det kan være, at du har forsøgt at beskytte dig selv ved ikke at have besøgt ham så meget, og at det har været det rigtige for dig at gøre. Så igen, jeg håber ikke at du vil bebrejde dig selv.

Jeg synes, at det er rigtig flot af dig, at du har forsøgt at fortælle dine forældre om dine bekymringer. Det er rigtig ærgerligt, at de ikke har imødekommet det, for jeg tænker, at det vil være rigtig godt, hvis du får snakket om, hvordan du har det. Der er nogle, der har svært ved at komme igennem sorgen, og udvikler det som man kan kalde en kompliceret sorg, som vil sige, at sorgen bliver ved, og det kan være svært at vedligeholde sin hverdag. Uanset om du selv føler, at der er aspekter af dit liv, som du ikke længere selv kan kontrollere, så tænker jeg at det vil være godt, at du får snakket med en professionel om, hvordan du har det. Hvis du har mulighed for det, så vil jeg anbefale dig at tale med en psykolog. Jeg vil også anbefale dig at kontakte Børn, Unge og Sorg, som du kan ringe, chatte eller skrive til. Hvis du har mod på det, så kan det også være, at du skal prøve at tale med dine forældre igen. Du kan f.eks. fortælle dem, at du er ked af det, og at du ikke ved, hvad du skal gøre, og at du gør nogle ting lige nu, som du ved ikke er særlig godt for dig, men du ved ikke, hvad du ellers skal gøre. Forhåbentlig vil dine forældre lytte mere til dig. Det kan også være, at du har et andet familiemedlem, som du har det godt med, som du kan tale med om det.

Du skriver, at du også har forskellige diagnoser, og at du skader dig selv og har et pillemisbrug. Det kunne lyde til, at det også er noget som du har haft inden din morfar døde. Du skriver ikke, om der er sket noget bestemt der har været medvirkende til, at du har udviklet depression, og dit pillemisbrug og selvskade, eller om du er i behandling for det. Det lyder til, at du kæmper en stor kamp hverdag, og jeg kan kun forestille mig, hvor hårdt det må være. Når man har det så svært, som det lyder til at du har, så er det rigtig svært at komme igennem det selv. Jeg synes, at det er rigtig godt at høre, at du har nogle gode veninder og går i en god klasse. Jeg håber, at du bruger din veninder, og snakker med dem, når du har det svært. Hvis du ikke gør det, så kan jeg anbefale dig at bruge dem, eller måske snakke med dem, som du stoler mest på og har det bedst med. Det kan være rigtig hårdt, at bære så meget på sine skuldre selv, og det kan virke som en lettelse, at fortælle til nogen, hvordan man har det. Hvis du ikke kender Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, så kan jeg også anbefale at kontakte dem. De har både chat og telefonrådgivning. Du kan finde dem lige her. Du er også altid velkommen til at kontakte vores 1-1 chat, hvor du kan snakke om lige det, du har brug for med vores dygtige rådgivere.

Som sagt så håber jeg, at du vil opsøge hjælp til at få det bedre. Der er ingen skam i ikke at kunne håndtere sine svære problemer selv. Jeg synes derimod kun, at det vil være super flot af dig, hvis du har modet til det. Det lyder også til, at du er opmærksom på, at dit misbrug og din selvskade ikke er godt for dig, selvom det kunne lyde til at være reaktioner på nogle hårde begivenheder i dit liv. Jeg kan også anbefale dig, at skrive dagbog eller skrive ned, hvordan du har det. På den måde kan det være lettere for dig, at få et overblik over alle dine tanker og følelser, og du få en fornemmelse for, hvornår du reagerer som du gør, og om der er noget bestemt der er med til at udløse din trang til at skade dig selv.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, ellers er du også altid velkommen til at skrive til os igen.

Mange hilsner
Pernille