Hvordan får man fat i en psykolog???

brevkassespørgsmål

Hvordan får man fat i en psykolog???

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 10 år 8 måneder siden

hey cyberhus.

jeg har det svært med nogle af mine veninder. Jeg mangler følelsen af kærlighed. det er også mine forældre. Jeg elsker dem men de har bare ikke så meget tid til mig. Da vi mangler lidt penge arbejder de rigtig meget og jeg mangler det ekstra kys om aftenen eller det ekstra kram om morgenen. Men det er egenligt ikke det der er problemet. Jeg ville meget gerne snakke med en psykolog om det da det ikke hjælper at skrive dagbog. Jeg har brug for at få det sagt til nogen og snakket om det. Men jeg vil ikke presse mine forældre mere. Så jeg tør ikke sige det til dem. Altså både det med følelsen od det med psykologen. Hvad skal jeg gøre for at få fat på psykolog? Og kan jeg det uden mine forældre får det at vide? Jeg ved der er en psykolog på min skole. Kan jeg spørge hende? Jeg har været tæt på at Dk det til en pædago fra min klub men jeg er simpelhen ikke tæt nok på hende eller andre voksne eller veninder til at kunne sige det til dem. Hvad skal jeg gøre?

håber virkelig at i/du kan hjælpe.

hilsen mig

Svar: 

Hej med dig,

Det lyder til, at du har det svært for tiden, og derfor er det godt, at du skriver herind for at få nogle gode råd med på vejen. Først og fremmest vil jeg sige, at det er godt gået af dig, at du skriver herind og fortæller, hvordan du har det. Jeg synes, det er et rigtig fint brev, du har skrevet, og det lyder til, at du har nogle rigtig gode overvejelser om, hvordan du bedst kan få det godt igen. Du skriver at du mangler følelsen af kærlighed fra dine forældre. Jeg kan godt forstå, at du har brug for omsorg fra dine forældre, og at du har brug for at tale med nogen om dine følelser, så du kan få det bedre. Jeg vil derfor komme med de tanker, jeg får, når jeg læser dit brev og give dig nogle råd til, hvad jeg tænker vil være bedst for dig at gøre, så du kan blive en gladere pige med mere overskud i livet. 

Du skriver i dit brev, at du har brug for at tale med en psykolog om dine problemer. Du fortæller, at du ikke tør fortælle dine forældre om dine følelser, men jeg er ikke klar over, hvordan dit forhold er til dine forældre, og om du har prøvet at tale med dine forældre om, hvordan du har det. Derfor synes jeg alligevel det vil være en god idé at starte med at tale med dem. Du skriver i dit brev, at du mangler kærlighed fra dine forældre, men at det ikke er det, der er problemet. Jeg får dog stadig en fornemmelse at at det er noget du tænker over. Når dine forældre arbejder meget, kan de måske godt glemme at skrue ned for tempoet når de kommer hjem. Jeg tror, mange forældre vil have godt af, at deres børn lige prikker dem på skulderen og siger: "Jeg ved, I arbejder meget for, at vi ikke skal mangle noget herhjemme, men jeg synes ikke, I har tid eller ro nok til at snakke med mig og give mig noget opmærksomhed, når I er hjemme. Jeg har det svært for tiden og vil blive glad for et ekstra kys og kram fra jer." Ofte ved forældre godt, når deres børn ikke har det godt eller er kede af noget, og tit  ved forældrene også godt, at de ikke bruger nok tid på deres børn. Så kan det godt hjælpe, hvis børnene lige gør dem opmærksomme på det. Jeg ved godt, at det kan være svært at tale med sine forældre om sådan nogle ting - måske kan det hjælpe dig, hvis du kan nøjes med kun at tale med den ene af dem. Du kan eventuelt invitere din mor eller far med op på dit værelse og tale med dem der.

Hvis du alligevel synes, det vil være for svært for dig at tale med din mor og far, synes jeg, det vil være en rigtig god idé at spørge den psykolog, som er tilknyttet din skole, om du kan tale med hende/ham. Hvis du taler med skolepsykologen har hun tavshedspligt, så hun må ikke tale med andre om det, I taler om sammen. Hun fortæller det kun videre, hvis du giver hende/ham lov til det. Du skriver, at du har været tæt på at fortælle en pædagog i din klub, hvordan du har det, men at det var for svært. Jeg synes alligevel, du skal overveje at fortælle det til pædagogen eller til din lærer. Det kan være en god idé at fortælle det til en af dem, fordi de kan hjælpe dig med at komme i kontakt med skolespykologen - de kan hjælpe dig med at aftale en tid og finde ud af, hvornår skolepsykologen er på på din skole. Derudover kan det også være rart, at have en man kan komme til, hvis man har det svært en dag, hvor skolepsykolgen måske ikke er på skolen. Husk på, at der ikke er nogen regler for, hvor tæt man skal være på sin pædagog for, at man kan fortælle sådan noget til dem. Uanset om man er tæt på eller fjern fra ham/hende, er det en af pædagogens vigtigste opgaver at lytte, hvis nogen har det svært.

En helt anden mulighed er chatten herinde i Cyberhus. Her kan du anonymt chatte med en voksen og måske kunne det sommetider være rart for dig, når du har brug for at tale med nogen om dine følelser.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, så du kan få det godt derhjemme igen og blive en glad pige. Jeg ønsker alt det bedste for dig.

De bedste hilsner fra Camilla

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program