Kære C

Tusind tak for dit spørgsmål, og super fedt at du har haft nytte af brevkassen før. Jeg håber også jeg kan give dig et svar som du kan bruge.

Det er virkelig sejt at du er stoppet med at selvskade, og det lyder til at du har en rigtig god støtte i din mor. Selvom du har svært ved at snakke med hende om årsagerne til selvskaden. Jeg tænker faktisk at det er helt normalt at du har svært ved at åbne op omkring dine tanker og følelser på det område, fordi det er meget sårbart.

Rigtig mange unge som selvskader har svært ved at åbne op omkring det, fordi de (som du også skriver) skammer sig over deres handlinger. De skammer sig over at de ikke kunne finde en anden måde at håndtere det svære på, og i mange tilfælde vil det betyde at man ender i en ond cirkel med selvskaden. Jeg tænker at selvskaden, selvom det både kan være farligt og alvorligt, har en funktion for de unge som gør det. For de fleste vil den funktion enten være at dæmpe de svære tanker og følelser og for andre er det med til at udfylde et tomrum. Uanset hvilken funktion selvskaden har haft for dig, så gjorde du det du kunne i situationen. Det kan godt være at du sidder med tanker om at du skulle have gjort noget andet (/aldrig være startet) eller måske tænker at du er et svagt menneske, men i virkeligheden gjorde du bare det bedste du kunne i forhold til omstændighederne. Nu har du lært andre måder at reagere på, og du kan derfor gøre noget andet, men dengang virkede det som måske den nemmeste eller eneste løsning. Og det er okay. Hermed siger jeg ikke at selvskade er en god måde at reagere på, men jeg synes heller ikke at du skal være sur på dig selv over din måde at reagere på den gang. Accepter at det var sådan du håndterede det dengang, tilgiv dig selv, og se fremad - du er blevet klogere og har fået andre redskaber til at håndtere de perioder hvor du har det dårligt. På dit brev lyder det i hvert fald ikke til at du ønsker at selvskade igen (virkelig sejt!), og jeg tænker derfor at du må have fundet en anden måde at håndtere de svære følelser, og at du fortsat vil finde flere og flere redskaber. Igennem livet vil vi allesammen lære af vores erfaringer, og gemme forskellige redskaber (eller værktøjer) i vores mentale værktøjskasse, sådan at vi kan vælge forskellige handlemåder i forskellige situationer. Nogle gange går vi rundt med den samme hammer i mange år, før vi finder ud af at det er bedre at bruge en skruetrækker (Jeg håber virkelig at min metafor giver mening for dig), og det er okay. Vi kan jo ikke bruge skruetrækkeren før vi ved at den eksisterer, så hvorfor blive sur over at vi ikke brugte den noget før? 

Du skriver også at du er bange for at gå med kortærmede. Jeg tror at alle de unge som selvskader eller som har selvskadet frygter kort-ærme-perioder, fordi det både minder dem om noget som de ikke ønsker at blive mindet om, og samtidig bliver sårbarheden vist til verden på en meget synlig måde. Jeg ville ønske jeg kunne give dig en konkret løsning til hvad du kan gøre, men jeg tror desværre ikke at det findes. Det vil tage tid, tålmodighed og støtte at acceptere at arrene er en del af dig. En del af din værktøjskasse som bliver brugt mere, men som stadig er et bevis på de ting som du har været igennem. Desværre er det sådan at ar fra selvskade i høj grad er meget tabu, og når andre ser den slags ar kan de nemt komme til at stirre eller blive akavede - lidt ligesom du oplever at din mor gør. Det handler i høj grad om at de ikke forstår, og at de bliver bange for hvad det betyder. Måske bliver de bekymrede for om du pludselig bliver vildt ked af det eller at du er mere skrøbelig end andre. De ser et symbol på at du har/har haft det svært, og så danner de sig nogle historier om det. Det bedste du kan gøre i den situation er at italesætte det. Simpelthen stå ved dine ar og sige at de er et symbol på at du var i en svær periode, men fordi det er ar (og ikke åbne sår) også et symbol på at du kom igennem det. De viser din kamp og de viser at du vandt (selvom det måske ikke altid føles sådan). Mine forslag er måske meget overvældende, og er måske også noget som virker umuligt lige nu, men det er noget du kan arbejde dig henimod. Indtil du når derhen (får fyldt værktøjskassen med redskaber til at håndtere folk der stirrer) skal du gøre det som føles bedst for dig. Hvis det er at gå med langærmede, så gør det. De andre skal ikke bestemme hvornår du er klar til at snakke om tingene. 

I den forbindelse, så lyder det til at du måske er klar til at snakke med din mor nu, og det synes jeg virkelig er rigtig sejt. Det viser at du har rykket dig i en positiv retning, og begynder at kunne tage små skridt hen mod at få det bedre. Her er det igen også meget normalt at det er rigtig svært at åbne op over for sine forældre omkring de ting der er svære. Særligt fordi ens forældre meget hurtigt bliver meget bekymrede og meget "løsnings-orienterede". Det er især mødre som rigtig gerne vil løse alting for deres børn. Det er ofte et udtryk for deres kærlighed, men nogle gange er det ikke en løsning man har brug for, men bare en som lytter og støtter. Uden at skulle løse problemet. Jeg tænker at du kan starte samtalen med din mor på 2 måder. Du kan enten vælge at sætte dig ned sammen med hende på et tidspunkt hvor I begge to har god tid, og så starte ud med at fortælle hvad du egentlig har brug for i jeres samtale. Du skal være ærlig omkring hvad dit behov egentlig er (og du kommer måske også til at gentage det), og at det du søger IKKE er en løsning, men at du har brug for at hun lytter til dig. Fortæl hende også, som du skrev, at du har svært ved at snakke om de her ting, og at du derfor ikke har været klar tidligere. Her kan du også understrege at du ikke er helt sikker på om du egentlig er klar nu, men at du gerne vil indvie hende i nogle af dine tanker. Gentag igen at hun ikke skal løse det (altså hun skal ikke hive dig direkte med til psykolog f.eks.), men at du måske med hendes hjælp, kan arbejde henimod at blive klar til at tage et skridt videre (f.eks. en psykolog), men at det er nødt til at være i dit tempo. Fortæl hende også hvad det gør ved dig når hun stirrer på dine arme, og at du gerne enten vil have at hun prøver på at lade være, eller måske I skal aftale at du siger det til hende, hvis du oplever det (hvis du kan mærke at hun stirrer, så sig det: Mor, nu stirrer du igen og det er ikke rart). Lav aftaler om hvordan I snakker om det, sådan at du kan blive ved med at føle dig tryg. 

Den anden måde du kan prøve, hvis det er for skræmmende at snakke direkte med hende, er at skrive et brev til hende. Igen kan det være en fordel at skrive hvad dit behov er, hvad du forventer af hende og forslag til hvordan du ønsker at hun reagerer fremover. Nogle gange kan det være nemmere at sætte ord på de svære ting, hvis man kan skrive det frem for at sige det. Det er også en god øvelse for dig, fordi det "tvinger" dig til at se tilbage på hvordan du havde det dengang. Jo mere man snakker (eller i det her tilfælde skriver) om det, jo mindre "farligt" bliver det. Man kan sige at man fjerner noget af den magt som vores følelser og tanker har over os (det gælder os alle, ikke kun dig), fordi man er nødt til at se på dem som det de er: tanker og følelser. De er ikke dig, men du oplever dem. Nogle gange kan det føles som om at man er sine tanker og følelser, og det kan blive så voldsomt at man føler sig fuldstændig opslugt. Nogle gange kan det hjælpe at sige: jeg oplever en følelse af... eller jeg oplever en tanke der siger..... istedet for: jeg føler / jeg tænker.. Det kan du måske prøve enten i brevet eller hvis du tager en snak med hende.

Nu er mit svar blevet rigtig langt, så jeg vil forsøge at runde af. Jeg vil lige gentage at det virkelig er sejt at du er stoppet med at selvskade, og at du har skrevet ind til os. Du er allerede rigtig langt på vejen mod at få det bedre - og få nogle rigtig gode værktøjer i din værktøjskasse (et af dem kunne f.eks. være at skrive herind eller besøge vores chat). Jo mere du åbner op for hvordan du har det, jo nemmere vil det også være at sætte ord på dine tanker og følelser, og måske vil du endda nå derhen til hvor du får lyst til at snakke med en psykolog om det der er svært. Hvis du gerne vil smage lidt på hvordan det kan være at besøge en psykolog, så prøv vores 1-1 chat. Det er ikke en psykolog, men en meget dygtig rådgiver som lytter til dig og kan hjælpe dig med at gå på opdagelse i det svære, sådan at det lige så stille bliver mindre skræmmende.

Jeg håber du kan bruge mit svar og jeg ønsker dig alt muligt godt fremover.

Kærlig hilsen

Signe