Det hele startet på Valentins dag. Jeg skulle på mit første rigtige date med en mand, som jeg havde skrevet lidt med. Min venindes kæreste kendte ham, så de havde sagt god for ham. Jeg havde faktisk ikke rigtig nogle forventerninger, men han var super sød og gav en rød rose, havde købt vin, lavet jordbær med chokolade og  så vi film som jeg fik lov til at vælge, så det var den perfekte første date for mig. Vi så hinanden efterfølgende og endda næsten hverdag i næsten 1 måneder. Det begyndte at blive småt seriøst og jeg blev gladere og gladere for ham hver gang jeg så ham, dog havde jeg en underligt fornemmelse, som engang imellem kom frem ( jeg tænkte det nok bare var min usikkerhed ). Alt gik super hurtig og jeg kunne næsten ikke selv følge med. Jeg skulle ud og rejse i 14 dage og der skrev vi over mobilen, når jeg kunne komme til det. Han skrev de sødeste beskeder og da vi præcis havde kendt hinanden i en måned skrev han, at han var så glad for at havde mødt mig, at jeg var så dejlig osv. Det hele gik fantastisk og alt var som jeg havde drømt om. Da jeg skulle hjem fra rejsen skete der en misforståelse og han blev rigtig sur på mig, hvor vi ikke skrev i 2 dage, da jeg ikke synes at det ikke var min fejl at han havde læst forkert, dog skrev han undskyld og blev "sig selv" igen. Efterfølgende syntes jeg at han begyndte trække sig væk og ikke rigtig ligget så meget i det, som han havde gjort i starten. Når vi var sammen var vi altid hjemme hos ham og se film, snakke eller hvad vi nu lavet. Jeg syntes at det var lidt underligt at vi aldrig tog på café, i biografen eller bare lavet andet end at se film hjemme hos ham. Så jeg inviteret ham i biografen, hvor han så ikke kunne fordi han havde været til fest dagen før og sikkert ikke var til noget, sagde han. Jeg blev lidt fornærmede og flov over det, da jeg aldrig har inviteret en mand ud før og så han endda sagde nej. Jeg kan have svært ved at åbne mig, så det tager tid før jeg føler mig hel tryg ved en person. 

Da det den første April, så syntes han lige det var sjov med en meget dum joke... Jeg havde jo selvfølgelig ikke tænkt det var den første april. Joken gik ud på at spørger om vi skulle gøre det offentligt og blive kærester. Jeg var super meget i tvivl og tænkte over det i mange timer før jeg svarere ham tilbage. Jeg vidste det var rigtig stort af ham, da han før havde fortalt at han har svært ved at binde sig, så jeg tænkte 'hvorfor ikke, hvis det ikke går så er det bedre at gøre det nu ind senere hen.' Så jeg skrev at jeg godt ville give det en chance. Senere hen fandt jeg så ud af, at det var en joke og blev såret, også selv om han er typen som joker med alt. Jeg tilgav ham, men efter blev han ved med at aflyse aftaler eller bare ikke kunne finde tid til mig. Da jeg var til en fest, skrev han at han ikke synes vi skulle ses mere og jeg måske lå mere i det end han selv gjorder. Først blev jeg ked af det, men det var nok alkoholen som gjorder det værre end det var. De første par uger var jeg faktisk overhovedet ikke ked af det og tænkte at jeg nok ikke var så vild med ham alligevel. Så skete der en masse ting og nogle betydningsfulde mennesker begyndte at død fra mig, så jeg begyndte at savne ham rigtig meget og følte at jeg havde brug for hans nærvær. Jeg kom så over det og begyndte at se andre mænd, men så en dag begyndte han så at skrive til mig og sagde at han savnede mig, men var ikke klar til et forhold så ville bare "hygge" som han kaldte det. Jeg skrev så at jeg ikke bare ville havde sex med en person jeg vidste ikke kunne se en fremtid med mig. Han blokerede mig igen på Facebook og jeg havde jo selvfølgelig stoppet kontakten mine dates, da han begyndte at skrive, så der gik noget tid før jeg følte mig klar igen til det. Jeg begyndte så at se en anden mand, men var lidt i tvivl om han nu var min type, da han så begyndte at skrive igen, jeg gav ham en chance også selv om jeg vidste han ikke var klar, men da han blev ved med at aflyse osv, så gad jeg ikke rigtig det. Han blokerede mig igen, hvor efter 8-10 uger han skrev igen, at han savnede mig og ikke kunne få mig ud af hovedet og han manglede en pige om natten. Han fortalte at han havde forandret sig, flyttet, fået nyt job og ja det kørte bare for ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro, men gav ham en chance til. Jeg har nu set ham et par gange og har haft sex med ham alle gangene vi har set hinanden (også den første gang vi så hinanden efter den lange pause) første gang fortrudt jeg lidt. Nu er vi jo begyndt at ses igen og jeg har virkeligt savnet ham! Men har han forandret sig? Det ved jeg ærligt talt ikke. Vi skriver aldrig sammen, kun når vi skal aftale at ses, men der går altid en uge imellem da han arbejder meget og da han er flyttet lidt længere væk. Når vi skrive så skriver han næsten aldrig smileyer eller hjerter. Førhen gjorde han det hver gang han skrev og vi kunne skrive flere gange i timen! Nu skrevet vi 1-3 gange om ugen. Når vi ses ser vi stadig bare film og ikke rigtig lavet andet end det og så snakke. Jeg har savnet ham og når vi er sammen bliver jeg faktisk også lidt gladere. Han siger altid at jeg er sød og han har fortalt en enkelt gang at jeg så godt ud. 

Jeg ved ikke hvor han vil hen med det her? Er han klar til at få en kæreste? Kan jeg godt lide ham og kan han mig? Eller er det stadig bare sex med mig, fordi han måske ikke kan finde andre? 

Jeg synes det er underligt at vi aldrig skriver, men når jeg selv prøver at starte en samtale er det som om den bare dør rigtig hurtig. 

Hvad skal jeg gøre? 

Skal jeg bare afslutte inden jeg selv bliver for ked af det? 

Hilsen den rigtig forvirrede pige