Jeg undskylder på forhånd at det her nok bliver et langt spørgsmål. Hej Cyberhus, jeg skriver ind fordi jeg virkelig ikke ved hvad jeg skal gøre mere.. Det hele startede for omkring et år siden, ud af det blå begyndte der at vælde nogle følelser frem fra da min farfar døde for snart 2 år siden, jeg fandt aldrig rigtigt ud af hvorfor de kom, men da jeg altid har haft utroligt svært ved at betro mig til andre personer og at tale om følelser og lignende havde jeg aldrig rigtigt snakket om det dengang. Men så lidt efter de her følelser er begyndt og jeg går rundt og er lidt depri starter der en ny pige i min klasse (skal lige siges at det her er i slutningen af 8. Klasse og at den klasse her først blev oprettet i 8. Som ny klasse) mig og hende finder hurtigt ud af at vi kommer utroligt godt ud af det med hinanden og vi bliver hurtigt virkeligt gode venner, hun ser hurtigt igennem den maske af smil og grin jeg til dagligt satte op i skolen og derhjemme for at andre ikke skulle tro at der var noget galt, det var her alting begyndte at gå galt, for på samme tid får min mormor konstateret leukæmi. Min ven, lad os kalde hende A vil på det her tidspunkt utroligt gerne snakke med mig omkring alle de følelser og tanker jeg går med, fint nok sagde jeg og gik med til det en dag, men fandt så også hurtigt ud af at det bare ikke gik fordi jeg på en eller anden måde bare ikke kunne vise den side af mig selv frem, og jeg ved det ikke... Men tiden går og lægerne får nedkæmpet min mormors leukæmi, hun får planlagt en transplantation til efteråret og så måtte vi håbe på at den ville hjælpe hende. Så 2 uger før hendes transplantation bryder sygdommen ud igen hvor lægerne den her gang siger lægerne at der ikke er noget de kan gøre for at redde hende.. Jeg kan tydeligt huske den dag jeg fik det at vide, jeg fik det at vide da jeg kom hjem fra skole jeg havde en aftale med A lidt senere på dagen, men da jeg så kom hjem og får den smidt i hovedet var det bare lidt som om alt bare var ligegyldigt, jeg gik i seng, glemte alt andet i en hel weekend, bare lå i min seng.. Allerede fra mandagen begyndte jeg så at sidde og ligesom bore neglene ned i hånden eller nive migselv på oversiden af hånden, for ligesom at have noget andet at tænke på, eller noget der ledte min tanker væk fra alt det her. A prøvede at hjælpe mig så meget hun kunne men jeg ville ikke hjælpes på det her tidspunkt og det endte med fuldstændigt at ødelægge vores venskab, men jeg var ligeglad, jeg blev ved. Jeg følte at håbet havde svigtet mig, igen. Da min farfar døde bar det 2 uger før min konfirmation, også til kræft, han boede på hospice og vi vidste godt det ville ske, men alle lægerne og sygeplejerskerne blev ved med at sige at det så godt ud og at der var stor chance for at han ville kunne komme med til min konfirmation. Pludselig en dag går det nedad bakke og han dør dagen efter. Da dagen endelig kom var jeg ved ikke engang at ville det, bare løbe fra alting.. Til sidst stoppede jeg med at nive migselv og lign. Og mig og A blev gode venner igen her i slutningen af december. Men så kom januar, min mormor døde lidt inde i januar, jeg kunne slet ikk forstå at hun var væk og det har jeg stadig svært ved. Det gik ikke op for mig at hun rent faktisk var døde før jeg var med til at bære kisten ud fra begravelsen, før det havde jeg på en eller anden måde ikke forstået de ting der var blevet sagt til mig.. Jeg har siden prøvet at snakke med A igen men ligemeget hvor meget jeg presser mig selv kan jeg bare ikke snakke om tingene, jeg får kun snakket om en tiendedel af det jeg gerne vil osv fordi jeg ikke kan, jeg er generelt en meget usikker person og tror ikke rigtigt på migselv, føler mest af alt at jeg er dårlig til alting at jeg er fucking unormal og mærkelig.. Lige de tanker har jeg delt med A der slet ikke kan forstå hvordan jeg kan tro sådan om migselv fordi jeg er så mega alt muligt men ligemeget hvor mange gange hun og så mange andre siger det så bliver jeg ved med selv at have opfattelsen af være dårlig til alting. Udover alt det her så mine forældre tør jeg heller ikke rigtigt snakke med dem skjuler jeg så vidt muligt mine følelser for også fordi de har det svært i forvejen med at tage sig af min søster på 10 der også har det utroligt svært fordi hun har været med i en pædofili sag for nogle år siden. Jeg føler også virkelig jeg bliver presset af alt og alle til at gøre alting bedre end jeg kan, jeg er normalt meget god i skolen i næsten alle fag men fordi jeg er så dårlig til at snakke foran andre så tør jeg ikke sige noget i timerne det går udover min mundtlige karakterer især i tysk, hvor jeg får 4 hvilket jo er okay men alle bliver ved med at fortælle mig at jeg er dårlig jeg ikke gør det bedre at jeg er så umuligt dum at jeg ikke siger noget i timerne. Og jeg kunne blive ved.. Her for tiden har jeg ikke rigtigt noget overskud, jeg føler jeg er for dårlig til alt, har mest af alt bare lyst til at lægge mig og græde dagene væk, jeg aner ikke hvorfor men føler hele tiden at jeg er på randen til at bryde ud i gråd, og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, for A har ligesom lidt givet op på mig fordi jeg er så umulig, og jeg tør ikke gå til mine forældre... Hilsen S