Hvad gør jeg?

brevkassespørgsmål

Hvad gør jeg?

brevkassespørgsmål af
Katrine
16 år
Oprettet 6 år 9 måneder siden

Hej Cyberhus.

Jeg har gennem flere måneder, haft den her vildt gode drengeven. Har aldrig set ham som mere end en ven, vi klikker bare rigtig godt sammen. 
I fredags spurgte han mig så, om vi skulle begynde at være "venner med fordele" (altså venner der har sex, men ikke starter et forhold) 

Jeg har tidligere prøvet at være "venner med fordele" med en anden af mine rigtig gode drengevenner, men det endte ud i at blive noget rod og desværre mistede vi helt kontakten til hinanden. 
Da jeg ikke ville risikere at miste ham, sagde jeg nej til hans tilbud. Jeg vil heller ikke prøve at være "venner med fordele" igen med nogen som helst, så det har ikke noget med ham at gøre. 
Siden jeg afviste ham, har han overhovedet ikke kontaktet mig eller svaret på mine beskeder. Jeg ved ikke om det er fordi jeg afviste ham, at han ignorerer mig, men sådan har jeg det virkelig. Og det er virkelig ærgeligt at han reagerede på den måde. Jeg er begyndt at overveje at sige ja, bare for at holde kontakten med ham, men ved også godt selv, at det måske ville være dumt. 
Jeg vil ikke miste ham, men jeg vil heller ikke være "venner med fordele" 
Hvad skal jeg gøre?

Svar: 

Hej med dig,

Jeg kan godt forstå, at du er lidt i vildrede over hvad du skal gøre. Det er en træls situation at have en ven, som har andre tanker og ønsker omkring venskabet end man selv har.

At være gode venner på tværs af køn, kan sommetider blive problematisk, da der enten kan komme følelser involveret eller, som i dit tilfælde, kan den ene part ønske mere af forholdet end den anden. Din ven synes tydeligvis også rigtig godt om dig, og synes du er en sød og flot pige, som han tænder på og egentlig godt kunne tænke sig, at have sex med. Han har med garanti været nervøs for at skulle spørge dig, om I skulle være "venner med fordele", og dermed var dit afslag nok lidt af en mavepuster for ham. Måske han har tolket nogle signaler fra dig helt forkert og føler sig vildledt, måske han føler sig dum og pinlig berørt over at have stillet sig selv i denne situation, for så at blive afvist. Som du selv skriver, så er det en ærgerlig reaktion, at han nu trækker sig, men også ret normal og forståelig. Det er aldrig fedt at blive afvist, og hver gang han ser dig eller hører fra dig, bliver han mindet om følelsen af at blive afvist, og bliver garanteret meget utilpas.

Som jeg ser det, så har du kun én mulighed, nemlig at forsøge at forklare ham det hele (igen). Jeg ved ikke, hvor meget du forklarede før, men jeg tror det er vigtigt, at du lægger stor vægt på, at det ikke er fordi du ikke finder ham attraktiv, sød, osv., men at du ikke ønsker at risikere jeres venskab bare for at få sex. Forklar ham (evt. også igen), at du har erfaring fra tidligere, hvor det hele endte dårligt, og snak evt. om risikoen for at én af jer skulle forelske sig i den anden og I dermed ender med at såre hinanden. Når man begynder at have sex, bliver man jo pludselig meget intime sammen, og det kan sommetider betyde, at man udvikler følelser for den anden, selvom det egentlig ikke var meningen. Jeg tror det vigtigste er, at du lægger vægt på, at det intet har med ham at gøre, andet end at du sætter pris på det venskab I har, og ikke vil risikere at ødelægge det.

Du skriver, at han ikke svarer på dine beskeder, så jeg tænker det må være op til dig, om du vil sende ham endnu en SMS - og muligvis ikke modtage noget svar, eller du vil opsøge ham enten derhjemme eller et andet sted, hvor du ved I vil mødes. Vælger du fx at tage hjem til ham, kan I måske få gang i en dialog, hvilket forhåbentlig, vil kunne løsne op for stemningen, da hans 'akavethed' ift. dig, måske vil mindskes lidt ved at tale med dig om det hele. Jeg tror derfor, at det vil være den bedste løsning, da han ikke helt har samme mulighed for at flygte, gemme sig eller ignorere dig.

At du siger ja, bare for at få ham tilbage, synes jeg derimod, som du også selv hentyder til, er en rigtig dårlig idé. At have sex med ham mod dit eget ønske, vil ikke gøre noget godt for dig, og sandsynligheden for at det så alligevel kommer til at ødelægge jeres venskab er stor. Hans opførsel vil så være skyld i, at du gør noget du ikke har lyst til, og det giver ikke noget godt til et venskab. Og ville du være glad for at få 'medlidenhedssex', hvis situationen var omvendt? Jeg synes det er vigtigt, at du lytter til dig selv og din følelse af, at du ikke har lyst til at have flere 'venner med fordele', i hvert fald som det er lige nu.

Når du har forsøgt at tage en snak med ham, så ligger bolden desværre på hans banehalvdel. Så er det altså ham, som må tage kontakt til dig, hvis han på et tidspunkt ønsker, at genetablere jeres venskab. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, hvis dette ikke sker, men der er for dig ikke så meget at gøre ved det. Valget om at spørge dig om I skulle være "venner med fordele" og valget om at cutte kontakten til dig, er begge hans beslutninger, som desværre har en konsekvens for jer begge.

 

Jeg håber, du får din ven tilbage :-) Held og lykke.

 

Mange hilsner

Christina.

 

Christinas billede
Christina fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program