Kære dig,

Jeg beklager at du først får et svar nu - kan se du skrev i sidste uge. Vi kan desværre ikke garantere svar samme dag, men inden for 10 dage. Jeg håber du imellemtiden har brugt dine nærmeste omkring dig, men jeg vil selvfølgelig stadig svare dig så godt jeg kan. Det gør mig rigtig ondt at høre, hvilken forfærdelig ulykke din veninde blev udsat for, og at du var vidne til det. Jeg kan høre at du og dine venner gjorde det bedste I kunne for at hjælpe jeres veninde. I var der for hende og I var der for hinanden. Det er så vigtigt i sådanne situationer at man står sammen, så I gjorde det helt rigtige. Du fortæller din veninde er ok og at hun kom hjem dagen efter. Heldigvis skete der ikke mere og hun kan få det godt igen uden alvorlige skader. Det som fylder meget hos dig nu, er selve oplevelsen, og det er ikke noget at sige til. Det er meget voldsomt at være vidne til sådan en ulykke. Det du oplever nu er chokket og de psykiske påvirkninger ovenpå ulykken. Når man står i sådan en ulykke, handler man ofte her og nu uden at tænke så meget - man sørger for al det praktiske som f.eks. at hente tæpper, få fat i de pårørende, passe på lillebroderen osv. Det er helt naturligt for os mennesker at reagere sådan - vi går i en form for kamp-tilstand, hvor der ikke er tid og plads til at sætte sig ned og græde. Der er andet, der skal ordnes først. Og heldigvis reagerer den menneskelige hjerne sådan for det betyder at vi sætter alt ind på at redde og være der for dem omkring os i en nødsituation. Efter noget tid, når der er styr på situationen, så begynder vi at falde ned igen. Vi behøver ikke længere kæmpe, så nu begynder vi igen at kunne mærke os selv, og her kan der komme kraftige reaktioner på det man har oplevet. Jeg kan høre at du fik grædt sammen med dine venner den aften og at I fik krammet og snakket. Det er rigtig godt. For det er faktisk det, der skal til og det som er mit bedste råd til dig - snak, snak og mere snak. Det er så vigtigt at man får snakket om sådan en oplevelse, så det ikke sætter sig i en og dukker op i form at en depression eller andet på et senere tidspunkt. Der er intet unormalt i at du også dagen efter græd meget og følte dig utryg. Du så alle disse billeder af ulykken for dig hele tiden, og det er helt naturligt. Det vigtigste er at du ikke prøver at skubbe det væk, men fortælle dig selv at det er en helt naturlig reaktion. Og så er det rigtig vigtigt at du bruger dine nærmeste (venner, familie) til at snakke om tingene - både ulykken, men også hvordan du oplever det her bagefter, at du er bange og ked af det og hele tiden ser ulykken for dig. Sig det højt og gerne mange gange. Ved at snakke om det, får du stille og roligt bearbejdet chokket og alle de følelser det har medført.

Jeg håber du allerede er ved at få det bedre siden du skrev herind. Pas rigtig godt på dig selv, og husk du altid er velkommen er igen eller i vores chat.

De bedste hilsener,

Charlotte