Det der aldrig skulle ske

brevkassespørgsmål

Det der aldrig skulle ske

brevkassespørgsmål af
S V
15 år
Oprettet 6 år 11 måneder siden

Hej brevkasse: I går kunne jeg have mistet min bedste veninde Jeg var i klub her i går (d. 15/01) med mine veninder (C og J) J og jeg gik over til C for at hente hende... vi gik over til klubben men før det skulle vi gå over vejen... C løb bare ud og blev ramt og fløj 10-15 meter frem... (bilen var ikke til at se og ingen nåede at høre den) C havde også en sort jakke på. Jeg skreg og løb hen til hende. C Trak ikke vejret i de første 2 minutter. Damen der ramte hende ringede 112 og jeg løb hjem efter C's mor... J prøvede at få liv i C ved at kalde på hende og slå hende roligt i hovedet...(Hun lå næsten i omvendt sideveje så det behøvede vi ikke at gøre) To af vores andre venner P og TP kom løbende fordi TP hørte mig skrige. TP passede på C's lillebror indtil han kom hjem til naboen... Mig og J løb tilbage til C's hus og hentede jakker og tæpper og lagde dem ovenpå C for at hun ikke blev kold. Efter lidt tid kom vores veninde S. Vi løb over til hende og skreg/grad og krammede... vi fortalte hvad der skete og hvordan det skete... Hun blev kørt på hospitalet (Hun har brækket sine fortænder, fået hjernerystelse og dybe sår, men ellers er der intet brækket og ingen skader indvendigt) Det hele skete mellem 19:10-19:35 Jeg har de vildeste billeder i hovedet af C der bare bliver kastet op på bilen og ruller med på vejen, hvorefter jeg køber hen til hende og ser et fast frossent skræmt ansigt og hvidt åbne øjne! Jeg sov ikke i nat... C bliver sendt hjem i dag (d. 16/01) og jeg tager over for at besøge hende... Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre... Jeg kan ikke være alene (så ryster jeg og græder) jeg kan ikke sove (så ser jeg filmen der køre i mit hoved) Jeg forstår ikke hvorfor jeg græder og ryster når jeg ved at C overlever... Hvad kan jeg gøre for at få det her overstået?

Svar: 

Kære dig,

Jeg beklager at du først får et svar nu - kan se du skrev i sidste uge. Vi kan desværre ikke garantere svar samme dag, men inden for 10 dage. Jeg håber du imellemtiden har brugt dine nærmeste omkring dig, men jeg vil selvfølgelig stadig svare dig så godt jeg kan. Det gør mig rigtig ondt at høre, hvilken forfærdelig ulykke din veninde blev udsat for, og at du var vidne til det. Jeg kan høre at du og dine venner gjorde det bedste I kunne for at hjælpe jeres veninde. I var der for hende og I var der for hinanden. Det er så vigtigt i sådanne situationer at man står sammen, så I gjorde det helt rigtige. Du fortæller din veninde er ok og at hun kom hjem dagen efter. Heldigvis skete der ikke mere og hun kan få det godt igen uden alvorlige skader. Det som fylder meget hos dig nu, er selve oplevelsen, og det er ikke noget at sige til. Det er meget voldsomt at være vidne til sådan en ulykke. Det du oplever nu er chokket og de psykiske påvirkninger ovenpå ulykken. Når man står i sådan en ulykke, handler man ofte her og nu uden at tænke så meget - man sørger for al det praktiske som f.eks. at hente tæpper, få fat i de pårørende, passe på lillebroderen osv. Det er helt naturligt for os mennesker at reagere sådan - vi går i en form for kamp-tilstand, hvor der ikke er tid og plads til at sætte sig ned og græde. Der er andet, der skal ordnes først. Og heldigvis reagerer den menneskelige hjerne sådan for det betyder at vi sætter alt ind på at redde og være der for dem omkring os i en nødsituation. Efter noget tid, når der er styr på situationen, så begynder vi at falde ned igen. Vi behøver ikke længere kæmpe, så nu begynder vi igen at kunne mærke os selv, og her kan der komme kraftige reaktioner på det man har oplevet. Jeg kan høre at du fik grædt sammen med dine venner den aften og at I fik krammet og snakket. Det er rigtig godt. For det er faktisk det, der skal til og det som er mit bedste råd til dig - snak, snak og mere snak. Det er så vigtigt at man får snakket om sådan en oplevelse, så det ikke sætter sig i en og dukker op i form at en depression eller andet på et senere tidspunkt. Der er intet unormalt i at du også dagen efter græd meget og følte dig utryg. Du så alle disse billeder af ulykken for dig hele tiden, og det er helt naturligt. Det vigtigste er at du ikke prøver at skubbe det væk, men fortælle dig selv at det er en helt naturlig reaktion. Og så er det rigtig vigtigt at du bruger dine nærmeste (venner, familie) til at snakke om tingene - både ulykken, men også hvordan du oplever det her bagefter, at du er bange og ked af det og hele tiden ser ulykken for dig. Sig det højt og gerne mange gange. Ved at snakke om det, får du stille og roligt bearbejdet chokket og alle de følelser det har medført.

Jeg håber du allerede er ved at få det bedre siden du skrev herind. Pas rigtig godt på dig selv, og husk du altid er velkommen er igen eller i vores chat.

De bedste hilsener,

Charlotte

 

Charlottes billede
Charlotte fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program