Hej 

Jeg er en pige på 18 år.

Jeg har et spørgsmål, om  behov for noget hjælp eller om det bare er mig..

For at sige det ærligt mit liv er noget rod, her i sommerst blev jeg uvenner med min far og han smed mig ud hjemmefra, på det tidspunkt var jeg 17år. Jeg boede hos en af min mor veninde i en måneds tid, nå men jeg skulle stArte på S i S på bygge og anlæg som bygningsmaler og første dag jeg kom derop sagde de at vi ikke kunne få udleveret mine maler ting, fordi de ikke havde fået den indbetaling som man skulle betale inde man starte, men jeg havde snakket med min far inden vi blev uvenner og han havde lovet mig at betale den regning, men det havde kan ikke gjort så jeg fik at vide at jeg havde 2 dage ellers ville jeg blive smidt ud af skolen, jeg blev virkelig ked af det fordi jeg følte bare at jeg blev med at ramme panden imod en mur, jeg har kæmpet i folkeskolen, er ordblind, og har indlæringsproblemer men jeg klarede 9 klasse afgang prøve.

Nå men jeg tog så hjem til min kæreste og hans forældre og fortalte det med regning, de blev sure da jeg fortalte at min far ikke havde betalt, den, de sagde så til mig at de ville hjælpe mig så de hjalp mig med regningen og de tilbød mig at jeg kunne bo hos dem indtil videre...

Jeg boede hos dem fra august til december,  jeg fyldte 18 i oktober måned, nå men i den tid jeg boede hos min Kæreste, prøvede jeg og få noget hjælp fra kumuen fordi jeg havde ingenting kun de 950kr som jeg fik det var børnepenge men de stoppede da jeg fyldte 18.. Nå men jeg var på kumuen, for at søge om akut bolighjælp og om at søge om et engang beløb.. Men de var ikke særlig søde hver gang jeg kom derop sagde de hele tiden noget andet, og de virkede som om de ikke rigtig vil hjælpe mig, fordi de 4 gange jeg var derop var det 4 forskellige jeg snakkede med men problemet var at de alle sammen sagde noget forskelligt til mig,, jeg gav næsten op den 5 gang vi tog derop bad de mig om at jeg skulle aflevere en bankudskrift, hvis de skulle hjælpe mig, jeg gik så ned i banken, og til min store overraskelse, fik jeg et shok, min farmor havde lavet en børneopsparing til mig, men troede den var låst til jeg var 21år, men det var den så åbnetbart ikke... Så der jeg fandt ud af at jeg havde den opsparing, blev jeg glad jeg kunne få en lejlighed, og den jeg havde set på kunne jeg flytte ind i 14dage efter jeg havde fundet ud af den opspring, det var om torsdagen jeg fandt ud af det her og jeg skulle så de den lejlighed om mandagen, jeg ringede til min mor og spurgte om hun ville med op og se lejligheden og det ville hun gerne, jeg aftalte med hende at komme hjem til hende inde vi så lejligheden.. Da jeg snakkede med hende i mobilen, spurte hun mig om jeg ikke kunne overfører nogle penge til hende for hun ikke havde så meget jeg svarede ja og vi sagde farvel, jeg overførte 200kr... 

Det blev mandag og jeg tog op til mor enden vi skulle se lejlighed hun virkede lidt underlig, og lige pludselig siger hun til mig at jeg ikke kunne være bekendt at jeg kun havde overført 200kr og at jeg var en næring røv og at hvis jeg blev ved med at være sådan der så ville ingen kendes ved mig, jeg ved så ked af det at jeg gik fra hende, jeg tog op og så lejligheden og sagde ja til den, så der gik en uge så kunne jeg flytte ind, jeg er flyttet ind sammen med min kæreste og jeg glad for det følte mig lykkelig og glad Fordi det gik ondt , men de glade følelser forsvandt hurtigt, jeg er ved at blive sindsyg har så mange humørsvingninger, er ked af det hele tiden, snakker stadigvæk ikke med min Mor, har dage hvor jeg føler at jeg intet er hver og at det er pågrumd af mig at alle problemerne er kommet, de værste dage er når jeg har nogle tanker hvor at "tror at de ting jeg har gjort/valgt måske ikke var rigtige føler tit at jeg slet ikke fortjener min kæreste fordi når jeg har de tanker med at jeg tvivler på om det var rigtig at jeg nu er sammen med ham bliver jeg så ked af det vi har været sammen i 9 måneder

Men det ikke kun ham jeg tvivler på det mange ting os ting jeg gør i dagligdagene f.eks laver jeg mad ordenligt bliver vasket tøjet lagt pænt, ved ikke hvorfor jeg tænker sådan,  er bare ked af at tvivle på mig selv og er ked af at være ked af det, og nogle gange ved jeg sket ikke hvorfor jeg græder jeg græder bare  ,, jeg skærer os i mig selv men det ikke slemt, men når alt bliver for meget kan jeg ikke lade vær, vil gerne vide om hvad jeg skal gøre for er så meget  i tivivl håber måske på om der er nogle som kan svare på hvad jeg skal gøre...  Undskyld at brevet blev så langt hilsen hende den 18 årlige fra S.. ps undskyld stavefejl