Hvad er der at leve for, når han gør det der?
Hvad er der at leve for, når han gør det der?
Hej Cyberhus
Jeg har længe levet med en enormt stor hemmelighed, da min far truer mig med at blive meget værre og voldsom, hvis jeg gør det, men nu er jeg blevet så træt af det og bange for ham, at jeg ikke kan holde det ud mere. Min fat har tvinger mig til sex og nu slår han mig, fordi jeg ikke nyder det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal holde mit liv ud mere, jeg synes ikke, at der er noget at leve for.
Bare tanken om, at jeg skal hjem til min far hverdag (når jeg er i skole) giver mig kuldegysninger og meget mere. Han tvinger mig flere gange om dagen (Dvs. 2-3 gange). Når jeg kommer hjem fra skole, inden vi skal spise og når jeg skal i seng. Han sover også inde hos mig, jeg kan ikke bede ham om at gå så slår han.
Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg tør ikke sige det til nogle. Og hvis jeg gør så har han truet mig med at han vil slå mig ihjel. (Lige nu sidder jeg og græder af fortvivlelse)
Hilsen mig
Kære du,
Tak for dit brev hertil Cyberhus. Allerførst har jeg lyst til at rose dig, for det kæmpe mod, som du viser ved at fortælle din hemmelighed omkring din far. Jeg kan godt forstå, at du er bange for ham og ikke kan holde hans overgreb ud længere. Derfor, er det rigtig godt, at du har turde åbne op for os, her i Cyberhus, så vi kan komme med nogle råd til, hvordan du kommer bedst muligt ud af det, som du lige nu, lever i hver dag.
Det må være meget svært for dig, at være i et hus, hvor du bliver udsat for daglige seksuelle overgreb og trusler. Det er bestemt ikke iorden, at din far tvinger dig til sex og han skal heller ikke sove inde hos dig om natten. Der er ingen børn eller unge der fortjener sådan en behandling. Sagt med andre ord, så er det meget forkert det din far gør.
Jeg kan sagtens forstå, at du ikke tør fortælle nogle om din hemmelighed, når din far truer med at slå dig ihjel, hvis du gør. Det må være noget af det sværeste at blive truet med. Alligevel, så tænker jeg, at du er nødt til at fortælle nogle om de fysiske og psykiske overgeb, som din far udsætter dig for. Hvis ikke du fortæller nogle om det, så risikerer du at der ikke sker noget, fordi ingen ved, at de bør gribe ind og hjælpe dig.
Du er allerede godt på vej, nu hvor du har skrevet et brev herind til os. Næste skridt på vejen er, at du igen er modig og tør fortælle en voksen om overgrebene. For at gøre det nemmest muligt for dig at fortælle, så se om du kan komme i tanke om en voksen, som du stoler på. Måske har du en lærer, et familiemedlem eller en anden, som du godt vil kunne åbne dig overfor? Jeg ved, at det er meget svært og måske vil du føle, at det er pinligt og skamfuldt at fortælle, hvad der sker hjemme hos dig? Det kan også være, at du får en følelse af, at du er urimelig overfor din far, når du færtæller det? Det er helt naturligt, at de, der bliver udsat for overgeb får sådanne følelser. Mange børn og unge er meget troværdige og loyale overfor deres forældre og vil ikke såre dem (næsten uanset, hvad de bliver udsat for). Så, hvis du også får det sådan, så er det helt almindeligt og du skal prøve, om du kan få det fortalt alligevel.
Hvis det er svært for dig at få sagt, så kan det måske være en idé at vise det brev, som du har sendt herind? Nogle gange er det bare nemmere, at give en person et brev eller et stykke papir fremfor at fortælle det direkte. Når du fortæller din historie, bør personen du fortæller den til hjælpe dig til, hvordan du bedst kommer ud af overgrebene og godt videre. Det kan være vedkommende vil hjælpe dig med at få kontakt til en socialrådgiver i den kommune, som du bor i. En socialrådgivers arbejde handler om, at undersøge de forhold, som børn og unge vokser op i, så ingen lever i sådan utryghed, som du gør lige nu. Det kan også være, at den person du fortæller din historie gerne vil have, at I sammen snakker med din lærer om, hvad I skal gøre og hvem I skal kontakte? Kort sagt, kan du få hjælp af en voksen - som har et større overblik over, hvad I kan gøre, for at du kan få det bedre igen end du måske selv har lige nu.
Hvis du har mod på det, findes der også en side, som hedder "voldtaegt.dk". Linket viser dig en liste over de steder du kan henvende dig i forhold til, hvor du bor i landet. De tilbud, som du finder på siden er gratis, du behøver ikke nogen henvisning eller politianmeldelse. De vil se på den enkelte og hjælpe dig ud fra din situation.
Du har også mulighed for at kigge forbi foreningen "Bryd Tavsheden". Det er en forening, som kan hjælpe dig med at komme ud af din situation ved at tale om den. Som du kan se på deres hjemmeside, er det både muligt at chatte, ringe, skrive til deres brevkasse eller få anonym rådgivning hos dem.
Til sidst vil jeg også lige nævne Cyberhus' 1-1 chat. Her kan du anonymt fortælle din historie til voksne, som gerne gerne vil lytte og hjælpe dig videre, så godt de kan.
Jeg sikker på, at du finder en vej ud af dét du oplever lige nu. Du er godt på vej.
De bedste hilsner, Signe.