Hvad er der af hjælp?
Hvad er der af hjælp?
Hej brevkassen.
Det sidste års tid har været et rent kaos for mig. ALT har ramt min familie! Min mor fik blodprop i hjernen, min far skulle undersøges for kræft, min bstemor har haft kræft 2 gange inden for det sidste år, min faster fik kræft for 7 år siden i brysterne, men de fik ikke fjernet det i tide, så det spredte sig, og nu er hun på livsforlængende medicin, hun er så blevet indlagt igen. Intet medicin virker. Hun faldt om en dag, og nu er de bange for at hun har kræft i hjernen også. Jeg har ikke længere styr på hvor mange steder hun har kræft, men tror ikke hun holder længe, udover det har jeg mistet min morfar til kræft for et halvt år siden. Alt dette har gjort jeg er kommet langt ned psykisk. Jeg havde på et tidapunkt ikke lyst til at leve, er tæt på at droppe ud af gymnasietm droppe fritidsjobbet. Jeg har ingen overskud. Jeg føler jeg bare lever på kanten af vandet, at jeg bare lige har hovedet oppe et sted jeg ikke kan bunde. Jeg fik tildelt en skolepsykolog, men jeg føler ikke psykolog hjælper ordentligt og jeg går ikke ved ham mere da man maks må have 5 aftale. I weekenden havde jeg så en samtale med min kæreste. Han vil have jeg søger hjælp. Han kan ikke holde det ud længere og han er bange for at det ender med at gå udover vores forhold. Han synes det er hårdt jeg har det så svært. Men jeg ved ikke hvilken hjælp jeg skal søge. Jeg var til læge en enkelt gang, men der har jeg ikke lyst til at komme igen, følte ikke hun hjalp mig. og jeg følte hellere ikke skolepsykologen hjalp mig, så synes ikke det er noget jeg vil give så mange penge for at gå til.
Hvad er der ellers af muligheder for at få hjælp?
Kære du
Puha...jeg kan godt forstå du oplever at du står midt i kaos. Det er godt nok mange voldsomme ting der sker omkring dig lige nu.
Når man oplever at så mange mennesker, som man holder af, bliver alvorligt syge, kommer man helt naturligt under stort pres. Det er selvfølgelig en stor sorg man skal forholde sig til, i forhold til det menneske der er syg. Samtidig kan jeg forestille mig at du efterhånden også bliver nervøs for om andre kan blive syge, når det er så mange der er blevet ramt.
Der er ikke noget at sige til at du ikke har overskud. Så meget sygdom som du har oplevet over det sidste år, sætter psyken under et voldsomt pres, og derfor tænker jeg også det er helt naturligt at du har svært ved at finde overskud til skole, og måske endda hverdagen i det hele taget.
Ingen tvivl om at du har brug for hjælp. Det er rigtig ærgerligt at du har haft dårlige erfaringer med din læge og skolepsykologen. Din læge er i mange tilfælde vejen videre til yderligere hjælp. Derfor tænker jeg også at du overveje at snakke med din læge igen. Din læge har mulighed for at henvise dig til en psykolog, hvor du kan komme mere end 5 gange. Og når man er så presset som du oplever lige nu, kan det sagtens tage længere tid og mange samtaler at føle fremgang. Men hvis du giver det en chance, er der ingen tvivl om at det kan hjælpe rigtig meget. Det er selvfølgelig meget dyrt, hvis man selv skal betale det hele, men med din læges henvisning skal du "kun" betale en mindre del selv.
En anden mulighed jeg også tænkte med det samme, er kræftens bekæmpelse. Cancer/kræft er omdrejningspunktet for al den her sygdom du oplever i din familie lige nu, og her tror jeg Kræftens bekæmpelse kan hjælpe. Der tilbyder alt fra chat og telefonrådgivning til samtalegrupper med andre pårørende der har sygdommen tæt på livet eller én til én samtaler med en rådgiver. De har nogle virkelig dygtige er hjertevarme rådgivere der kun rådgiver om lige præcis kræft, og alt det der følger med. Både for dem der selv er syge og for deres pårørende, som dig.
Du kan læse mere om deres rådgivning her Hos Kræftens bekæmpelse kan du også få råd om hvordan du kan få mere hjælp, når nu du oplever at din læge ikke er særlig imødekommende.
Gode tanker
Niels-Christian