hjælp! ønsker at flytte hjemmefra

brevkassespørgsmål

hjælp! ønsker at flytte hjemmefra

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 15 år 11 måneder siden

Jeg er som sagt en pige på 16 år, jeg har altid haft det meget svært med mine forældre i perioder - men det går meget op og ned, her på det sidste har det dog været rigtig slemt. Og jeg kan virkelig mærke på mig, hvor meget det påvirker mig psykisk. Jeg er slet ikke så glad som jeg altid plejer, føler mig helt tom indeni. Og de skænderier jeg har med mine forældre, de er bare så svære at håndtere eller få løst – som regel ender det med at jeg styrter grædende op på mit værelse, med en sårende fornemmelse indeni, og det gør bare rigtig ondt nogle af de kommentarer jeg får fra min far.

Her på det sidste har jeg så haft den her tanke, om man ikke kan snakke med nogle om det her, at jeg ikke kan holde ud at bo hjemme, og på den måde få hjælp et eller andet sted fra, til en lejlighed? Jeg ved ikke hvad jeg kan gøre, ved bare at jeg har virkelig svært ved at bo herhjemme som det ser ud, og altid har set ud.

Med venlig hilsen tvillingen..

Svar: 

Kære Tvilling

Jeg kan høre, at du har et meget anstrengt forhold til dine forældre. Du fortæller, at jeres skænderier sårer dig meget og giver dig en hel tom fornemmelse indeni. Det er rigtig godt at du skriver til brevkassen, for det er vigtigt at du får hjælp til at få det bedre.

Du fortæller, at du ikke kan holde ud at bo hjemme mere, og at du gerne vil have hjælp til at få en lejlighed. Da du er under 18 år, skal du snakke med din socialrådgiver om, hvilke muligheder du har for at flytte hjemmefra. I Danmark er alle tilknyttet en socialrådgiver på kommunen. Det er ikke sikkert at du ved hvem din socialrådgiver er, hvis du aldrig har været i kontakt med kommunen. Du kan få oplyst hvem du skal snakke med, ved at ringe til din kommune og oplyse dit personnummer.

Det kan være forskelligt fra kommune til kommune, hvilken forvaltning på kommunen du skal ringe til. Det nemmeste vil derfor nok være at ringe til det telefonnummer som står under din kommune. Hvis du selv har dit gule sygesikringskort, så står navnet på din kommune og telefonnummeret oppe i højre hjørne på kortet. Hvis du ikke selv har det kort, kan du finde telefonnummeret enten i en telefonbog eller på nettet. Når du ringer, skal du sige, at du har brug for at snakke med din socialrådgiver i forhold til at flytte hjemmefra. Så tror jeg at, at telefondamen enten vil viderestille dig til den du skal snakke med, eller kan give dig det telefonnummer som du skal ringe til.

Jeg tror, at det er en rigtig god idé for dig, at snakke med din socialrådgiver, så du kan finde ud af, hvad dine muligheder er. Udover at snakke om muligheden for at flytte hjemmefra, tror jeg også at det kunne være godt for dig, hvis du finder en som du kan snakke med om de skænderier du har med dine forældre og den sårende og tomme fornemmelse som det giver dig. For jeg tænker, at det må være svært for dig.
Måske kender du en voksen som du kan snakke med? Måske lærer, en god ven af familien eller en venindes forælder?

Hvis du ikke kender nogen, som du kan snakke med, så tilbyder de fleste kommuner også anonym rådgivning, hvor du snakke med en voksen om de ting som er svære. Din socialrådgiver kan måske også hjælpe dig med at finde frem til en som du kan snakke med.
Du er selvfølgelig også altid velkommen til at logge på vores chatrådgivning. Både hvis du har brug for at snakke om, hvordan du har det. Eller hvis du har spørgsmål i forhold til at finde frem til din socialrådgiver, eller har brug for hjælp til at finde telefonnummeret.
Chatten er åben mandag – torsdag kl. 15 -19, og det er helt anonymt.

Det er rigtigt flot, at du søger hjælpe, når du kan mærke, at du ikke har det godt. Det er vigtigt at man får hjælp når man har det svært!

Kærlig hilsen
Marianne
 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program