Hej JJ

Når jeg læser dit brev, virker du til at være en meget kærlig og yderst omsorgsfuld person, der virkelig oprigtigt ønsker at hjælpe sin kæreste. Jeg tænker lidt, at det må være meget hårdt for dig, fordi man nemt kan komme til at føle sig magtesløs, når man har svært ved at hjælpe den, man elsker. For mig lyder det meget overvældende at være 16 år og skulle forholde sig til en kæreste med psykiske problemer. Rollen som pårørende, til en der er syg, er ofte utrolig hård, så det er flot, du skriver ind til os med dine tanker of bekymringer.

Som jeg læser dit brev, handler dit spørgsmål om, hvad du kan gøre for at hjælpe din kæreste og jeres forhold. Det lyder til, at din kæreste har mange svære ting i sit liv, der tager hendes energi og overskud, og som derfor måske også tager din energi og dit overskud. 

Der er nok desværre ikke nogen nem løsning, der får alting til at blive nemmere ved et trylleslag. Uanset hvor meget du gerne vil hjælpe, er det ikke sikkert, din kæreste er klar til at tage imod din hjælp. Hun kan være så fyldt af sine egne problemer, at hun måske slet ikke kan rumme at forholde sig til dig. Derfor tror jeg, at noget af det bedste du kan gøre er, på en stille og rolig måde at snakke med hende om, hvordan du har det. Fortælle hende, at du gerne vil kunne hjælpe hende, men at du ikke ved, hvad du skal gøre. Det kan være, hun slet ikke har lyst til at få hjælp fra dig, fordi hun allerede har nogen, hun taler med om det. Så kan det være, hun har mere brug for dig som støtteperson end som "hjælper". Altså at du er hendes trygge base, hvor der er plads til alle hendes følelser, uden at du prøver at løse hendes problemer. På den måde kan du være et roligt og afslappende aspekt i hendes liv, hvor alting ikke nødvendigvis handler om at være "syg".

I dit brev skriver du, at du "burde" kunne hjælpe hende lidt, fordi du er ved at uddanne dig til social og sundhedshjælper. Det synes jeg er et meget stort og tungt ansvar at lægge på sig selv. Du er ikke færdiguddannet, og selv hvis du var, tager det mange år at blive kvalificeret til at hjælpe en person med psykiske problemer. Det er enormt flot at dig, at du gerne vil hjælpe din kæreste, men jeg tror det er vigtigt, du også mærker dig selv i alt det her, og ikke ser din kærestes problemer som dit ansvar. Fordi det netop er så krævende at være pårørende, er det en god idé at stoppe op, trække vejret og mærke efter, hvordan DU har det. Selvom det måske ikke er det, du har lyst til, kan det være nødvendigt at sige fra over for din kæreste. Hvis al din energi går med at være der for hende, kan du risikere, at det er dig, det ramler sammen for. Og en ting er sikkert; ingen af jer får det bedre, hvis du også får det svært.

Mit råd til dig er, at du skal snakke med dine kæreste om dine tanker og følelser, og spørge, hvad hun godt kunne tænke sig af dig. På den måde kan I måske nemmere finde en balance, der gør jer begge glade. Derudover skal du sørge for at have dig selv med hele vejen. Selvom du gerne vil hjælpe din kæreste, er det godt at huske på, at problemerne er hendes - ikke dine.

Jeg håber, I finder ud af det hele.

Kærlig hilsen

Tanne