Kære du,

Det lyder til at du har det rigtig svært og har mange tanker omkring alt det der sker omkring dig. Hvor er det flot klaret at du har taget dig mod til at fortælle mig om det i dit brev! Jeg synes det er godt at høre at du bedre kan forstå dig selv og hvordan du har det efter du fik at vide at du er særlig sensitiv. At være særlig sensitiv er ikke noget dårligt, men kan være godt at vide om sig selv, så man bedre kan hjælpe sig selv i situationer som bliver svære at håndtere. Jeg vil også fortælle dig at det at være særlig sensitiv ikke betyder at du er det altid eller i alle situationer, det er noget man kan lære at blive bedre til og det lyder til at du er god til at håndtere det du har svært ved. Det er sejt!

Jeg kan godt forstå du tænker at sådan skal en 13 årig ikke have det. Det synes jeg du har ret i. Alle unge har det svært med nogle ting og ingen mennesker kan klare alting. Det kan være godt at huske på, så du ikke føler du er den eneste der har det svært med nogle ting. Hvis udfordringer bliver for store, så må man gøre noget ved det, så man kan få det godt igen. Jeg ved godt at det er meget svært og slet ikke så simpelt som jeg fremstiller det her, men jeg skriver det, da jeg tænker du kan vælge at se det som noget du kan lære snarere end en sygdom du ikke kan gøre noget ved. Med det mener jeg ikke at det ikke kan være en sygdom. Jeg kan sagtens forstå du kan tænke om det måske er socialangst, og det kan godt være at det er det. Det kan jeg ikke svare på ud fra dit brev alene. Jeg skriver det snarere fordi jeg ved, at nogle oplever at få stukket en diagnose i hånden og så føler de at de skal leve med det som der er, men en diagnose er egentlig bare et navn for nogle symptomer. Og symptomer kan man godt lære at håndtere, mestre og/eller forstå. Du lyder som en rigtig sej og dygtig ung pige og jeg er helt sikker på at du nok skal få det meget bedre.

Jeg kan godt følge dig i at du ikke har lyst til at tage til lægen eller fortælle om dine tanker og følelser til dine forældre, hvis det viser sig ikke at være noget som helst og at alt er helt normalt, men jeg tror du skal tænke på det på den måde, at du ikke har det så godt lige nu og at der er nogle ting, som du bliver bekymret for og som kommer til at tage kontrollen over dig engang imellem. Den kontrol skal du have lov at få tilbage. At snakke med dine forældre og lægen om det er en god måde at få hjælp til at få afklaret hvordan du har det og få nogle redskaber til hvordan du kan få taget kontrollen tilbage. Jeg håber det giver mening?
Jeg er helt sikker på at hverken dine forældre eller din læge vil synes det er fjollet eller åndssvagt eller synes du er en dramaqueen hvis du fortalte dem om dine tanker og oplevelser, men tværtimod synes du er sej at du tør fortælle om det der gør ondt indeni og stolte af, at du tør tage det seriøst.

Du skal vide at du altid er velkommen til at skrive igen eller logge på vores 1-1chat, hvor du kan snakke med en voksen rådgiver om det, der fylder hos dig.

De bedste hilsner,

Astrid