Hjælp

brevkassespørgsmål

Hjælp

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 13 år 5 måneder siden

Jeg har det ret hårdt. Min mor er altid sur, og siger at jeg altid er sur, det er jeg ikke, og jeg har prøvet at snakke med hende om det, men så bliver hun bare endnu mere sur. Så har jeg en veninde, og jeg kan ikke lade være med at blive sur på hende næsten hele tiden, men hun er også så irriterende, jeg har snakket med hende, og vi har fortalt hinanden hvad der sårer hinanden og hvad vi skulle ændre, hun har bare ikke ændret noget, og hver gang jeg kommenterer det, så siger hun bare at hun gør det fra nu af, det gør hun bare ikke, og det er jeg ked af. Efter sommerferien skal jeg starte til Hiphop, Guitar og Klaver. Jeg går i forvejen til Ridning. Kan jeg måske få nogle nye venner der? Jeg har næsten ingen, hun den veninde jeg tidligere fortalte om, jeg vil så gerne have nogle flere! Jeg vil vildt gerne gå til badminton også, hvordan skal jeg få min mor overtalt til det? Jeg ønsker brændende en vidunderlig kæreste, en der ikke er ligesom alle andre, har sin egen mening og er ligeglad med hvad andre siger, og en der er beskyttende overfor mig? Hjælp mig, hvor skal jeg finde ham?! Og til det sidste problem, jeg vil gerne have anoreksi, jeg syntes at jeg er alt for tyk, og ikke god nok til en dreng. Jeg vejer 55,9 kg, og jeg er 166cm. Alle siger at jeg er normal, men det er jeg altså bare ikke!!!!! Jeg spiser næsten ingenting og jeg har smidt 2 kg. Hjælp mig? Please.... KH Marie...

Svar: 

Kære Marie,

Jeg kan godt høre at du har det lidt svært lige nu, og at du ikke rigtig føler dig glad. Du skriver om flere forskellige problemer, så jeg vil prøve at tage det ét ad gangen.

Du skriver at din mor altid er sur - og at hun også tror at du altid er sur. Du skriver også at du har prøvet at snakke med hende, men at hun så bliver endnu mere sur. Jeg synes det er rigtig flot at du har prøvet på at snakke med hende om det, og jeg synes du skal forsøge en gang til. I stedet for at sige til hende at hun altid er sur, kan du så snakke med hende om at du IKKE er sur - men at du faktisk går og er lidt ked af det. Måske er det dét hun i forvejen kan mærke på dig? Og måske viser du hende ikke at du er ked af det, så i stedet for tror hun at du er sur? Jeg tror det vil være rigtig dejligt at få snakket med din mor om noget af det du er ked af. Fx. at du gerne vil have nogen flere venner - og måske føler du dig også lidt ensom?

Du skriver også at du hele tiden bliver sur på din veninde. Jeg synes også at det er ret flot at i har snakket med hinanden om, hvad der sårer hinanden og hvad i gerne vil ændre. Det lyder til at du er god til at snakke med andre mennesker om dine følelser - og det er en meget vigtig evne, du har der! Har du tænkt over om grunden til at du hele tiden bliver sur på din veninde er at du føler dig ked af det? Og måske er det i virkeligheden næsten lige meget hvad din veninde gør - så vil det ikke være det rigtige?

I stedet for at fokusere så meget på at hun er irriterende, kunne du måske også tænke på at hun er din bedste veninde? Og at du faktisk ikke vil miste hende? Måske kunne du også snakke med hende om at det kunne være dejligt også at have andre venner. Måske er hun enig, og i kunne måske sammen finde et andet venindepar, eller nogle andre piger på skolen, som i kunne lave ting sammen med?

Du lyder også til at være en meget aktiv pige - fedt at du har så mange interesser! Når du både skal starte til hip hop, guitar og klaver, så kommer du i hvert fald til at møde en masse nye mennesker, og også nogle som har samme interesser som dig, så der skulle da være god mulighed for også at få nogle nye venner. Du skriver at du også gerne vil gå til badminton,  men at din mor har sagt nej. Her må du nok respektere din mors beslutning. Mon ikke hun har sagt nej, fordi hun bekymrer sig om dig, og fordi hun også synes du skal have tid til at være sammen med familie og venner, så du ikke går til noget hele tiden?

Og så skriver du at du brændende ønsker dig en vidunderlig og beskyttende kæreste. Det kan jeg godt forstå du gør! - og det er jeg sikker på at du også nok skal finde en dag. Jeg kan ikke så godt hjælpe dig med hvor du skal finde ham, men med alle de nye ting du skal gå til, kan der da være der er en sød dreng imellem:-)

Til sidst skriver du, at du gerne vil have anoreksi. Anoreksi er ikke noget man vælger at få - det er en sygdom. En sygdom som er farlig, og som man i sidste ende kan dø af, og som man skal have hjælp til at få stoppet igen. Jeg tror at grunden til at du gerne vil have anoreksi, også er den at du går og er ked af det indeni! Og jeg synes ikke du skal gå alene og have det sådan. Det der kan hjælpe dig er at få snakket om det hele. Først synes jeg du skal prøve at få snakket med din mor. Eller det kan også være en anden du har tillid til - fx. en lærer? Jeg ved godt det kan være rigtig svært at snakke med nogen om, men det er det der skal til for at du kan blive gladere igen!

Du er også meget velkommen til at logge dig på vores chatrådgivning, og snakke lidt mere om det hele.

Mange tanker fra Helle.

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program