Hjælp

brevkassespørgsmål

Hjælp

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 11 år 2 måneder siden

Hej jeg er en dreng på 13 år. Jeg går i 7 klasse og min egen pc er gået i stykker. jeg låner defor min mors og er oftere ved hende. hun er begyndt at blive sur på mig når hun eller jeg sidder ved computeren. Jeg spørg hende pænt om noget men hun siger bare "hold kæft". hun er altid sur på mig og min far men det tager hårdt på mig. Jeg kan aldrig være i fred for hende. Kan i give nogle tips? jeg har snakket med hende om det men hun svarede ikke rigtigt om det.

Svar: 

Hej med dig.

Først vil jeg sige, at jeg synes, det er rigtig fint, du skriver her til Cyberhus. Jeg kan godt forstå, det tager hårdt på dig, at din mor bliver sur på dig, når du låner hendes computer. Det lyder ikke som om, det er nemt at snakke med hende om, hvorfor hun bliver sur. Det er ikke til at vide, hvorfor hun bliver sur, og hvorfor hun ikke svarer dig, når du forsøger at snakke med hende om det. Mit bedste råd er, at du alligevel prøver at fortælle hende, hvordan du har det. Måske hun så vil kunne sætte sig i din situation og forstå dig eller måske forklare dig, hvorfor hun bliver sur. Hvis du har svært ved at tale med hende om det, kan du også skrive et brev til hende, for derigennem at fortælle hende, at du bliver ked af den måde, hun reagerer på? Nogle gange kan det være lettere at skrive det end sige det ansigt til ansigt, og på den måde kan du også få fortalt det hele på én gang.

Du fortæller, at din mor også bliver sur på din far - har du fortalt din far, hvordan du har det? Hvis det er nemmere for dig, kan du måske fortælle din far, hvordan du har det, og så kan I begge to snakke med din mor omkring det? Jeg tænker, det kan være en god idé, hvis din far vil være med til at snakke med din mor om situationen. Nogle forældre bliver nemlig mere opmærksomme på, hvad der bliver sagt, hvis det er en anden voksen, der tager fat i problemet. Det er også en god måde, hvorpå I alle tre kan få talt om situationen.

Til sidst, skal du have stor ros for dit mod til at skrive herind. Jeg synes, du er super sej, at du vælger at spørge til gode tips - og at du faktisk har forsøgt at fortælle din mor, at du bliver ked af det. Jeg håber, du kan bruge mine råd og at I kan få talt sammen.      

De bedste hilsner Signe. 

SigneKs billede
Signe har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program