Hej Jeg føler mig tit ensom og alene, dog har jeg venner som jeg er tit er sammen med. Jeg holder især meget af min veninde, som nok er den eneste der ved at jeg har det sådan. Og når jeg er sammen med hende glemmer jeg det tit at jeg selv har det skidt, hun har desværre også nogle problemer. Hun vil bare ikke indrømme dem. Jeg prøver at hjælpe hende, for jeg tror at hun har noget der ligner anoreksi. - Men da jeg selv har problemer med at acceptere mig selv, er det svært at sige at hun skal. Når jeg kigger mig i spejlet, finder jeg alle mine fejl. Jeg er alt for tyk, også selv om jeg for af vide at jeg er smuk, tror jeg ikke på at de der siger det har ret. Jeg vil gerne tabe mig 10 kilo. Jeg er næsten helt holdt op med at spise, og jeg bliver nærmest stolt af mig selv når det eneste jeg spiser er aftensmad om dagen. Jeg kan bare ikke lade være, for jeg ser det som en tabt kamp hvis jeg spiser også selvom jeg er rigtigt sulten. Jeg har det problem at jeg bliver afhængig af folk, eller sådan føler jeg det. Jeg kan ikke lide at være alene og ringer tit til folk. Jeg føler mig lidt som en belastning, men jeg kan ikke klare at sidde i mine egne tanker. Jeg hører oftere og oftere en stemme der siger at jeg ikke er god nok, at jeg skal tabe mig, at jeg burde dø, at jeg burde skærer i mig selv, at jeg burde føle smerte, at ingen kan lide mig, og at folk ikke bryder sig om mig. Jeg går tit ned når det sker, og begynder at græde jeg prøver at skjule det. For folk ville tro at jeg var sindsyg hvis de hørte det. Jeg føler mig meget presset til at blive god i skolen, både min mor og min bror mener at jeg skal yde mere end jeg kan. Min bror som går i gymnasiet får næsten altid 12 og har nemt ved alt det faglige. Han er mit forbillede men han presser mig til at være god og retter mig konstant og jeg går nogen gange ned over det. Jeg har haft det sådan siden jeg slog op med min ex, som jeg slog op med for ca. 2 måneder siden. Jeg elskede ham ikke mere. Han var ikke en god kæreste eller det var i hvert fald det folk sagde, han snakkede tit ned til mig, jeg følte mig tit udnyttet men alligevel blev jeg hos ham i over 1 år. Da jeg havde været sammen med ham i ca. 6 måneder var han mig utro, jeg var helt ødelagt. Og tænkte at det var mig der var noget galt med men jeg blev så hos ham. Han udsatte mig for så meget og jeg tænkte at jeg alligevel ikke var det værd. Jeg var bare glad for at der var nogen der ville have mig. Jeg blev nærmest afhængig af en anden dreng som jeg så i dag har noget kørende med, men igen føler jeg mig alene. og jeg føler at jeg belaster ham. Jeg holder så meget af ham at jeg er bange for at skræmme ham væk. Jeg prøver at virke kold og uinteresseret og glemmer at svare med vilje selvom det er svært at lade være. Jeg tænker tit på at forsvinde jeg ved at folk alligevel vil glemme mig hurtigt bagefter. Jeg betyder ikke rigtigt noget for nogen. Men er det normalt at føle sådan? Og hvordan får jeg den der stemme til at forsvinde?:( Hjælp! KH En ensom pige!