HJÆLP!

brevkassespørgsmål

HJÆLP!

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 7 år 2 måneder siden

Jeg håber virkelig at i kan hjælpe mig. Det strider virkelig imod alt min vilje og stolthed at skrive ind her. Jeg foragter mig selv, når jeg fremstår svag, men kan også mærke, at jeg kommer tættere og tættere på mørket, hvis ikke jeg får den tilsyneladende behøvede hjælp. 

Jeg føler mig som et følelsesmæssigt vrag, en belastning for mine medmennesker, når jeg lader dem komme ind til min ødelagte, grimme sjæl. Jeg har haft selvmordstanker siden jeg var 11 år (så vidt jeg husker), og jeg MÅ erkende at de bliver værre og værre gennem årenes løb. Nu fylder jeg snart 16 og jeg føler mig så tæt på verdens undergang. Jeg kan ikke finde ud af at tale om det, jeg ønsker hjælp, men det er som om noget holder mig tilbage og at min omverden er døv overfor mine råb. Jeg har en god kæreste, som jeg elsker højere end alt andet og betror alt til. Alligevel kan jeg nærmest ikke få fremstammet ordet "selvmord" eller antyde beslægtede følelser overfor ham. 

Han som så mange andre anser mig for at være et stærkt menneske, og med det syn rettet imod mig, følger der et stort ansvar for vedligeholdelse og flittigt brug af den styrke, mener jeg. 

Jeg forekommer positiv, fornuftig, snakkesagelig, kreativ og intelligent i andres øjne. Og sørger altid for at være en stor og solid kilde til tryghed blandt mine venner og elskede. 

Det er på ingen måde en facade jeg udlever i dagligslivet, jeg føler oprigtig glæde og trang til at hjælpe til overfor andre. Og er dygtig til at holde fast i det der betyder noget og finde livets glæder og værdier, og lade mig inspirere af dem. 

Men når jeg er overladt til mig og ikke er beruset af den forelskelse jeg nærer til min kæreste, så kommer de selvdestruktive tanker frem, som fortæller mig hvor elendig og doven jeg er. Jeg forsøger altid at være i gang med noget, som jeg ved, gør mig glad. F.eks. Har jeg den her absurde ide om at jeg SKAL indtage læring/blive bedre til noget hver dag på den ene måde eller den anden. (Høre podcast på Radio24/7, læse bøger, se dokumentarer, skabe noget nyt, øve, øve, øve). Og det slider mig og jeg kan aldrig føle mig klog nok. Hader mig selv for min dumskab og egoisme. Des flere erfaringer jeg gør mig, jo mere bliver jeg bevidst om hvor mangelfuld jeg er. 

Jeg prøver at forme mig selv som et perfekt menneske, fjerne alle fejlene, i den gode overbevisning om at det er for at forvolde mindre skade overfor mine medmennesker. Så jeg kan leve og være glad - bibringe glæde til andre, uden at skade/såre/bebrejde dem for alt det JEG (tydeligvis) mangler. 

Jeg oplever så ofte, at mennesker føler i en situation, hvor de er 'svage',  at de skal forsvare dem selv, og når man er trangt ind i den krog, glemmer man lidt om sig selv og begynder straks at lede efter manglerne/fejlene i andre for at undgå sin egen svaghed - i stedet for at stoppe op og kigge på sig selv, og se hvor sårbarheden stammer fra. Ofte har det egentlig intet med modparten at gøre eller egentlig én selv, i virkeligheden er det måske en egenskab, som man har tillagt sig i sin barndom. 

Jeg laver mange af disse her observationer og bliver mere og mere bevidst om mig selv og min adfærd. 

Jeg ved udmærket godt hvornår jeg begår en fejl og hvad der er årsagen til den, ellers finder jeg hurtigt ud af det. Og så vågner vreden i mig og jeg får lyst til at straffe mig for at jeg ikke har forbedret mig hurtigere og at jeg ikke er mere effektiv. 

Nogle gange er jeg ved at dø af udmattelse og skuffelse over mig selv, og jeg ønsker ikke andet end at give slip. 

Men min fornuft stopper mig og har altid stoppet mig i at forvolde skade overfor mig selv (i form af at skære i min hud og lignende) til gengæld slår jeg på mig og banker mine næver ind i væggen, indtil den fysiske smerte overdøver den mentale. 

Jeg frygter det værste for mig selv, jeg tror at jeg kommer tættere og tættere på faktisk at gøre en ende på alting. Jeg har selvmordstanker oftere end jeg nogensinde har haft før i mit liv. (1-2 gange om ugen). Og slagene bliver hårdere og hårdere. 

Jeg har høje forventninger med mit liv og der er så meget jeg vil, men føler at jeg er blevet fejlplaceret. At jeg ikke passer ind nogle vegne i systemet, jeg føler mig ensom og som om at jeg bare bliver brugt, fordi jeg så sjældent for den kærlighed tilbage, som jeg giver. Mange af de ideer som jeg hidtil har haft, er røget i vasken. Nogen ville sige, at jeg er selvhøjtidelig, jeg ville mene ambitiøs. Jeg bliver ofte misforstået, det sårer mig. Jeg er en særling. Og har en kæmpe tendens til at få depression. 

Der er så meget der gør mig forfærdelig ked af det, og jeg er træt af at have det hele i mit hoved. Jeg kan aldrig føle mig god nok, og når jeg gør gode gerninger, bliver jeg behandlet uretfærdigt. Nu går jeg på efterskole og jeg er den eneste som ikke har nogen venner. Min mor har afvist mig og min far er mig ikke særlig behjælpelig, da vi ikke har forståelse for de samme ting. Min kæreste er den eneste jeg har en fornemmelse af ikke vil svigte mig på samme plan, men når vi er i krise, er det der, jeg har der aller værst, og er tættest på enden. Der er så meget jeg frygter og jeg vil så gerne være stærk! Ligesom jeg fremstår udefra. 

Det krævede styrke at tage initiativet til at anmode om hjælp på den her måde. Så jeg håber virkelig, virkelig at i kan hjælpe mig eller måske foreslå noget som kan hjælpe, for jeg har virkelig brug for det. 

Svar: 

Kære du

Jeg kan mærke på det, du skriver i dit brev, at det har været en kæmpe overvindelse og kamp for dig at række hånden ud og be om et lille ord som kan være så vigtigt og afgørende - nemlig hjælp. Du skal vide, at jeg synes det er så godt du gør det, og på ingen måde noget der bør være et knæk i din stolthed. Jeg tænker nemlig på det at kunne be om hjælp som en kæmpe styrke fremfor en svaghed. Så det er godt, at du skriver, og jeg tror på, at det er betydningsfuldt. Jeg kan høre at du gennem længere tid, inderstinde har haft nogle rigtig svære tanker og følelser og jeg synes ikke det er rimeligt det skal fortsætte sådan, du fortjener at få det bedre.

Du fortæller, at du har selvmordstanker 1-2 gange om ugen, og at det er blevet værre og værre ligesom den måde du gør skade på dig selv er blevet voldsommere. Det gør mig rigtig ondt at høre, at det er så svært at være dig. Jeg ved ikke lige præcis hvordan de her tanker om selvmord føles og er for dig, men for de fleste er de faktisk ikke et udtryk for gerne at ville dø. Det er derimod et inderligt og insisterende ønske om at tingene og hele situationen skal blive anderledes. Så det ikke længere er så smertefuldt og sårbart at være til. Måske tankerne også netop kommer til dig, fordi du har et brændende ønske om forandring? Hvis dine selvmordstanker i stedet bliver et udtryk for et ønske om forandring, kan de måske være en smule lettere at håndtere end hvis de er et ønske om at skulle dø. De fleste mennesker vil på et tidspunkt i løbet af deres liv have det rigtig svært, og mange vil opleve at have selvmordstanker. Men det hjælper at tale med nogle om dem, selvom det måske kan være vildt svært at sætte ord på, ligesom det lyder til at være for dig overfor din kæreste. Men fordi du har de her tanker, får jeg lyst til at anbefale dig en hjemmeside, der hedder livslinjen.dk. De har rådgivere med stor erfaring i at hjælpe mennesker med selvmordstanker, og tilbyder både chat og telefonisk rådgivning. For nogle kan det særligt til en start, være lettere at tale med nogle man ikke kender, og de vil hjælpe så godt som de kan. Du kommer ind på deres hjemmeside ved at trykke her. Derudover kan jeg også anbefale dig en hjemmeside, som blandt andet hjælper unge, der på den ene eller anden måde gør skade på sig selv. De tilbyder rådgivning, både personlige samtaler, men også chat og telefonisk rådgivning. De vil gøre hvad de kan for at støtte og hjælpe på bedste vis, og der er flere der selv har været berørt af selvskade. Hvis du har lyst til at læse mere kan du trykke her.

Det lyder som om, at du selv oplever en oprigtig glæde ved at kunne hjælpe andre, og jeg tænker derfor også det er din tur til at få hjælp. Måske det kan være lettere for dig at be om hjælp, hvis du tænker over den glæde du selv har ved at kunne være en styrke for andre mennesker, på samme måde vil det kunne være en glæde for andre, at være en styrke for dig, nu hvor du har allermest brug for det. Derfor håber jeg, at du på en eller anden måde vil tage hul på alt det der er svært, og få det sagt højt til en du har tæt på dig. Det kunne være din kæreste eller den lære på efterskolen som du synes bedst om. Hvis det er meget svært at sige, kan det for nogle også være lettere at skrive et brev, ligesom du har skrevet til os her i brevkassen. Hvis du fx vælger at give det til din kæreste, vil det måske være en lettelse for dig, og samtidigt en tillidserklæring til ham at du lukker ham ind i dit inderste, og så derind hvor du skriver det bliver mørkt og destruktivt. At dele tanker med et andet menneske, vil for det meste opleves som hjælpsomt og lettende.

Fordi du har haft det svært i flere år, tænker jeg også, at det kunne være en god ide for dig at tage til læge. Han/hun vil kunne hjælpe dig med at få en henvisning til en psykolog. Jeg tænker det kunne være rigtig rart for dig, at tale med et menneske som kan tage hånd om dig og give dig noget professionel rådgivning. Det kan være rart at det er en som du i forvejen ikke kender, men som du kan læsse af på, og som kan hjælpe dig på bedste vis til at få det bedre på sigt. Sammen vil I måske kunne få en forståelse af hvorfor du har det som du har det, og hvorfor de her svære tanker og følelser opstår.

Til sidst får jeg lyst til at sige, at du virker som en utrolig ambtiøs pige, der har rigtig høje krav til sig selv - så høje at de nogle gange bliver urimmelige og gør det endnu mere udfordrende at være dig. Samtidigt lyder det nemlig som om du er utrolig hård ved dig selv, og jeg tænker derfor om det kunne være en mulighed at nedjustere lidt på nogle områder. Kunne det fx være en mulighed at give dig en ugentligt eller to "fridage", hvor du ikke behøves at lære noget nyt? Netop det kunne måske i sig selv være en læring om at passe bedre på dig selv. Samtidigt virker det som om, at du på ingen måde ser dig selv ligesom du fortæller andre ser dig. Du fortjener at føle dig god nok og tilstrækkelig, og bør se dig selv som stærk ligesom andre gør. Det lyder som om, at du nu i fem år, har været i stand til at holde dig oprejst, trods en masse modgang og svære tanker, det lyder som en imponerende opgave i sig selv! Du er god som du er, og det fortjener du også selv at tro på. Jeg håber virkelig at du snart vil få det bedre. Jeg tror på, at der er lys for enden af tunlen. Du har gjort et vigtigt første skridt ved at skrive herind, jeg håber også du vil tage det næste og få hjælp fra andre mennekser. Jeg tror på dig og sender alt god energi og varme din vej. Husk på, at du altid er velkommen til at skrive til os her i Cyberhus igen. Vores 1-1 chat er også en rigtig godt mulighed for at tale med en om det, der fylder allermest for dig.

De bedste hilsner

Annika

 

 

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program