Hjælp :/

brevkassespørgsmål

Hjælp :/

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 12 år 9 måneder siden

Hej jeg skriver her fordi jeg virkelig er på fandens mark, eller hvad man nu siger. Jeg har brug for at det er en kvinde der læser brevet og ikke en mand. Ikke fordi jeg ikke kan lide mænd, men fordi jeg har brug for en af samme køn som læser det og ja det kan sikkert virke skide barnligt, men det har jeg det nu bare bedst med. Mit liv har aldrig været helt nemt. Jeg har det bedst med lige at skrive lidt om mit liv og sådan før jeg fortæller mere og lige meget hvor alvorligt det lyder ville jeg gerne have at det bliver i mellem Cyberhus, de andre herinde og mig. Det hele startede med at min far fik sig en kæreste. De to fik sig så et barn som er min halvstorebror. Men det forhold varede ikke særlig længe for min far var/er alkoholiker og prøvede at kaste min bror udover 5 altan. De gik så fra hinanden. Min far fandt sig en ny kæreste som var min mor. De to fik så mig og der blev min far virkelig voldelig og begyndte at drikke mere og mere. Han slog mig hver eneste dag som spæd. Han bandt min mor til sengen og piskede hende med et jernbælte, han skubbede hende ned af trappen, låste hende udenfor om natten og havde næsten faktisk tæsket os ihjel. I alt den helved fik de sig et barn igen som var min lillesøster. Da hun blev 6 dage blev hun fjernet og mig og min mor stak af på et krisecenter. Det hjalp os tydeligvis ikke. Vi kom tilbage alle tre og fik det værre og værre. Min far tæskede mig og min søster hvis hun f.eks havde tisset i sengen, hvis jeg tabte i et computerspil osv. Hvis vi faldt og slog os så slog han os i stedet for at trøste os. Han skar i sig selv i mens jeg så det. Han sagde vi skulle gøre som han ville. Han misbrugte os, han sultede os. Jeg kan slet ikke forklare hvor mange forfærdelige ting han har gjort i mod os i stedet for at give os kærlighed. Efter alle de voldelige år. Så kom jeg på et opholdssted sammen med min lillesøster. Jeg var 6 år og fyldte næsten 7. Min far havde virkelig taget livet af mig og jeg var en meget lille pige som kun vejede 16kg. En måned efter jeg kom forvandlede det sig til noget virkelig dramatisk min mor fik så så så mange tæsk og en dag kom hun endelig væk. Hun fik sig en ny mand og han behandler hende virkelig som en prinsesse. Den dag i dag har det selvfølgelig taget hårdt på min mor. Det er 11 år siden hun gik fra min far, efter de år med vold har hun fået noget der hedder anfald. Det sker hvis hun er stresset, hvis hun glæder sig til noget, hvis hun bliver bange osv. Det sker ikke 10 gange om dagen som det gjorde da hun lige var flyttet fra min far. Nu er det meget med forskel og da hun var sammen med min far fik hun det ikke for vi var næsten slået halvt ihjel. Årene gik og en eller anden sommerdag i 2009 tog vores storebror kontakt til os. Han fortalte han ikke havde hørt fra vores far i 19 år. Men der skete så mange ting så vi hørte lige pludselig ikke fra vores bror mere. I okt 2010 valgte jeg at gøre en ny ting i mit liv. Jeg flyttede hjem til min mor. En dag jeg havde været i skole, gik jeg ud af toget. Jeg kunne se min far på lang afstand med en øl i hånden jeg valgte at tage et valg og gik over til ham selvom jeg ikke havde hørt fra ham i 11år. Jeg gik hen til ham og sagde hej far. Han gloede på mig og kunne slet ikke kende mig, jeg sagde jeg er din datter og han sad og kiggede underligt på mig og snakkede lidt med mig osv. Hver eneste gang jeg ser ham i byen nu går han bare forbi mig fordi han ikke kan kende mig det er altid mig der skal sige hej først før han også siger det. Men det er fordi han går i sin egen verden. Alt det her har taget utroligt hårdt på mig og jeg ved der er nogle ting i mit liv som jeg ikke har fortalt men som er meget værre. Men hvis jeg går i detaljer ville jeg begynde at tænke mere over det. Desuden så min bror min far igen men det var kun et par gange for min bror kunne se den også var helt gal med vores far. Nu kommer der en anden ting som faktisk også hører med i det her indlæg. Min far har 12 søskende som har omkring 4 børn hver så det er over 40 fætre/kusiner på hans side. Ingen af dem er danskere da min far heller ikke er det. Min far bor i Danmark. Han har en søster som er min faster hun bor i Danmark og det gør hendes to piger også som er voksne, de er mine kusiner. De tre snakker selvfølgelig dansk. Dem var jeg meget sammen med inden jeg kom på opholdssted, men jeg hørte så ikke fra dem i de 12 år jeg boede på stedet da jeg flyttede hjem igen så jeg min faster i byen en dag jeg sagde hej og hun blev vildt glad, en anden dag så jeg hende igen med hendes ene pige wow de blev glad. Den sidste af hendes piger mener dog det er min skyld det hele. Det er det jo ikke, men jeg må ta det som det kommer. Alle de andre af hans søskende bor i forskellige lande, så dem ville jeg besøge en skønne dag. For det er først for ca. 2 år siden at jeg fandt ud af at jeg havde dem. Det hele er så vokset til at jeg har vildt mange problemer den dag i dag :/( Jeg føler mig enormt fed (VIRKELIG FED) og det er ikke bare noget jeg siger for opmærksomhedens skyld, men noget jeg virkelig har haft i tankerne i lang tid. Jeg er 163 cm og vejer 48 kg. Jeg cutter og har selvmordstanker. Faktisk pt. ser mit liv helt sort ud, men jeg prøver at kæmpe. Havde bare brug for at komme af med det hele til en af jer. Knus fejltagelsen

Svar: 

Kære du

Jeg er glad for, at du har valgt at dele dine tanker med os her i Cyberhus - det er rigtig flot at du kommer ud med alle dine tanker i brevet. Jeg tror det er vigtigt at kunne beskrive sine følelser, også selvom de gør ondt og det har du gjort her, det fortæller mig at du faktisk er en rigtig sej pige, der på trods af alle de grimme ting du har oplevet har viljen og modet til at kæmpe for et bedre liv - det er sejt!

Når jeg læser dit brev er det helt tydeligt, at du har haft rigtig mange grimme oplevelser i dit liv. Specielt forholdet til din far lyder meget problematisk. Når du fortæller om din far, der har slået dig, misbrugt dig og sultet dig kan jeg sagtens forstå, at du har det svært idag.

Som du selv beskriver har din far gjort forfærdelige ting imod dig, i stedet for at give dig kærlighed. Når børn vokser op med en forældre der gør de ting som din far har gjort mod dig er det helt naturligt, at de har mange problemer at slås med senere i livet. Når man oplever vold i stedet for kærlighed fra en forældre, kan det feks betyde at man har følt sig meget forkert som barn og derfor kan have svært ved, helt at finde ud af hvem man selv er. Det kan også betyde at man feks ikke føler sig god nok. Børn har brug for at føle kærlighed fra deres forældre og for at vide, at deres forældre elsker dem, men får man ikke den kærlighed, kan det betyde at man går rundt med en grundlæggende følelse af ikke at være elsket.

Det kan altså have rigtig mange konsekvenser at vokse op med sådan en far, som du er vokset op med. Det lyder også til, at din barndom har ført til, at du idag føler dig enormt fed, cutter og har selvmordstanker. Men du fortæller også, at du kæmper, selvom du føler dit liv ser sort ud. Det synes jeg virkelig er sejt!

Nu ved jeg ikke hvordan du kæmper, men jeg får lyst til lige at dele nogle tanker med dig, om hvordan jeg tror man kan kæmpe, hvis man tror på, at det man oplever i sin barndom, kan have konsekvenser i ens voksne liv.

Det lyder måske helt umuligt, når jeg fortæller at man kan gå rundt, med en grundlæggende følelse af, ikke at være elsket, ikke føle sig god nok og ikke helt have en følelse af, hvem man selv er. Men det er aldrig for sent og der er faktisk ting man kan gøre, for at få det bedre. For nogle er det en stor hjælp, at få bearbejdet de grimme oplevelser man har haft i barndommen ved hjælp at terapi, feks hos en psykolog eller terapeut. Det kan hjælpe en til at se, at det ikke er en selv der er noget galt med, men at man har været udsat for nogle rigtig grimme ting, der har fået alvorlige konsekvenser.

Jeg ved ikke om en del af din kamp er, at tale med en psykolog eller terapeut om dine oplevelser i barndommen, hvordan du har det nu og hvordan du drømmer om, at dit liv kan blive? Men hvis du har mod på det, synes jeg du skal overveje det. Som du selv skriver, kan man have brug for bare at komme ud med sine tanker indimellem og jeg tror faktisk også det kan være rigtig rart at tale lidt med nogen om dem.

Du skriver at der er nogle ting i dit liv, som du ikke har fortalt om, og som er meget værre, end det du har fortalt. Måske kunne det være en idé også at få bearbejdet disse oplevelser? 

Du har taget det første skridt, ved at sætte ord på dine tanker herinde, når du føler dig klar til det, synes jeg du skal overveje at tage det næste skridt og tale med en psykolog eller terapeut. Hvis det føles som et alt for stort skridt, kan du måske bruge chatrådgivningen her i Cyberhus til at øve dig i, at sætte ord på dine følelser og tanker eller til at tale mere om mulighederne for, hvordan du kan blive ved med at kæmpe.

Du er allerede godt i gang med kampen for et bedre liv. Jeg synes du virker som en sej pige, der har viljen og modet til at kæmpe videre og det gir mig en tro på, at du kan gøre det.

De bedste hilsner og tanker

Camilla 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program