0
false

18 pt
18 pt
0
0

false
false
false

Kære du

Når jeg læser dit brev tænker jeg, at du er en pige med en rigtig god indsigt i hvordan du selv har det og jeg synes det er rigtig godt gået af dig, at du har valgt at skrive her til for at fortælle om dine tanker og for at få hjælp. Det lyder som om, at du har det rigtig svært og jeg kan godt forstå, at du har brug for at få delt din ”hemmelighed” med nogle andre. Derfor synes jeg også at det er godt, at du har valgt at skrive hertil for at bede om hjælp og for at fortælle om dine tanker. Jeg vil gøre mit bedste for at give dig nogle ideer til hvad du kan gøre for at få det bedre med din krop og mad og hvordan du kan få din mors opmærksomhed, så du kan få den støtte og hjælp som du fortjener.

Ofte er det sådan, at man gerne vil være perfekt, når man har det lidt svært med mad og sin egen krop. Men uanset hvad man gør og hvor meget man taber sig, føler man aldrig at man er perfekt.  Mange unge føler at der er rigtig mange krav, man skal leve op til og man vil gerne have at både familien, ens lærer og alle ens venner er stolte af en. Samtidig sker der en hel masse med kroppen når man er teenager og man får også pludselig et stort ansvar for sit eget liv. Måske føler man, at man ikke kan overskue alt det der sker og alle de forventninger der er og så kan man få en følelse af at miste kontrollen. En måde at få en følelse af kontrol igen, kan få nogle være at styre hvad man spiser, hvad man vejer og hvor meget motion man dyrker og jeg tænker, at det måske er sådan du har det? Når du skriver at din mor går meget op i sundhed tænker jeg også, om du måske i starten gerne ville gøre din mor stolt ved at tabe dig? Det er i hvert fald meget normalt, at man spejler sig i de mennesker man er meget sammen med og når din mor går så meget op i sundhed, kost og træning, er det ikke mærkeligt at det har smittet af på dig.

Jeg synes det er utrolig stærkt gået, at du allerede har forsøgt at fortælle din mor om hvordan du har det og at du også har vendt det hele med din sundhedsplejerske. Du er godt klar over at du ikke kan blive ved med at have det så svært og det er et stort skridt på vejen mod at få det bedre. Jeg kan godt forstå at du er rigtig træt af at have det sådan og det er også rigtig vigtigt at du får noget hjælp. Desværre forsvinder en spiseforstyrrelse ikke bare af sig selv og der skal en masse støtte, hjælp og opbakning til. Jeg tænker, at din mor sikkert ikke ved, hvor svært du faktisk har det. Hvis du har mod på det synes jeg, at du skal vise hende dit brev og mit svar til dig, for du beskriver rigtig godt at du har brug for hjælp. Jeg tænker også, at det vil være en god idé hvis du bestiller en tid hos din læge og fortæller ham/hende om det. Her vil du også kunne få rigtig godt støtte og evt. få hjælp til at komme til at snakke med en psykolog hvis du har mod på det. Nogle gange har man bare brug for at få en hjælpende hånd til at få styr på alle tankerne og sådan har de fleste mennesker det på et tidspunkt i deres liv. Et andet godt sted at få hjælp som jeg vil anbefale er ved den anonyme rådgivning hos LMS (Landsforeningen mod spiseforstyrrelser). Her er der både en chat og telefonrådgivning og du kan læse mere HER.

Det aller vigtigste er at du selv har modet på at kæmpe for at få det bedre og det kan jeg tydeligt høre at du har – det er virkelig stærkt gået! Jeg håber at du også vil arbejde på at få noget hjælp, for så er jeg sikker på at det nok skal lykkes for dig!

Venlig hilsen Katrine