Har Jeg PTSD?
Har Jeg PTSD?
Hej For ca. 6 måneder siden der blev jeg udsat for meget grov vold kun 300 meter fra hvor jeg boede mens jeg var på vej hjem fra fest også slog de mig så ned bagfra og stak en pistol i hovedet på mig og tog mine penge og min telefon og spurgte "skal du dø?" og så gik de ellers bare amok på mig det næste jeg husker var at jeg vågnede på hospitalet senere den næste dag faktisk så skulle jeg tilbringe 2 dage på hospitalet. da jeg kom ud fra hospitalet var jeg til et par møder med nogle psykologer og de sagde at de ikke kunne se der var noget galt. Men her på det seneste så har jeg fks. anskaffet mig et skydevåben med en lygte på(lovligt) og vis jeg høre noget så er det den første jeg griber, Det lyder måske lidt ekstremt men jeg kan ikke sove uden den så sider ejg ellers bare der og lytter. i de seneste par uger er jeg også af en eller anden grund begyndt at stresse meget, jeg sover næsten aldrig og føler vildt meget mistro, og når jeg er ude om natten så kan ejg også få sådan nogle Flashbacks. Men jeg hved ikke hvad jeg skal gøre.
Kære 19-årige.
Det er godt, at du skriver herind, for du har været udsat for en voldsom traumatisk oplevelse og du har brug for hjælp.
Når jeg læser dine beskrivelser af hvordan du har det, synes jeg at det godt kan lyde som om at du har PTSD.
Jeg tænker på dine flashbacks, søvnbesvær/mareridt, overdreven opmærksomhed og at du faktisk er så stresset, at du har købt et våben.
Du har været udsat for en oplevelse der har været livstruende. Det vil du aldrig glemme og reaktionerne kan sagtens komme senere, gerne efter ca 6 måneder, som du selv skriver. Det er nogle store og svære ting du dealer med og du har brug for hjælp.
Du skal gå til din praktiserende læge, for din læge kan hjælpe dig. Om du har PTSD eller ej kan din læge finde ud af. Uanset hvad, har du behov for hjælp. Din læge vil sikkert henvise dig til en speciallæge eller en psykolog.
Jeg synes at du er en stærk og modig fyr, for du har set i øjnene, at du har behov for hjælp til det her og taget det første skridt.
Det kan være svært at tage imod hjælp og især, når der skal tales om dét der er allersværest. Det er imidlertid vigtigt, at tage fat i det, selvom det er rigtig svært.
Derfor er det så godt, at du skrver herind.
Iøvrigt håber jeg at du har nogle voksne, der ved hvad du har været ude for, som kan støtte dig. Både når det bare er svært f.eks ved flashbacks og om natten, men også støtte dig i, at du gerne vil have hjælp og evt. komme i behandling.
Jeg håber at du kan snakke med dine forældre, for de fleste forældre vil gerne støtte deres børn og ønsker at børnene har det så godt som muligt.
Mange hilsner fra Cheva