Hey

Så jeg fortæller lige min historie helt fra starten

I børnehaven havde jeg en veninde, Rebekka, vi var meget tætte men hun fik mig altid drillet på en eller anden måde, men jeg affandt mig med det. Sådan fortsatte det med små drillerier fra hende indtil hun i 2 klasse nægtede at være min ven længere. De andre i klassen hadede mig, jeg var "grim", "tyk", "dum", "klogeåge" osv. Disse ord har forfulgt mig hele mit liv på den skole, som jeg først forlod i 9. Klasse.

I 3. Klasse fik jeg en ny ven, ellers var jeg bare været sammen med hvem nu orkede at være sammen med mig. Hun var i starten ikke min ven, men så blev vi venner. Jeg var bange for at miste min første rigtige ven, i en periode på et år. Så jeg gjorde alt for at hun ikke skulle forlade mig, jeg gjorde alt for hende. Men 3 klasse var også det værste år, da det var det år hvor en af mine klassekammerater tvang mig til at give ham et blowjob, I dag får jeg stadig panik anfald på grund af det; jeg ryster, græder, fryser og kigger angst rundt, som hvis han var der. De forekommer dog ikke så regelmæssigt, som de gjorde sidste år.

I 5 klasse ringede min bedsteven til mig en dag og sagde hun ikke gad være venner med mig mere, fordi de andre mobbede hende, siden hun var venner med mig. Næste dag var vi venner igen, jeg tilgav hende det øjeblik hun kiggede på mig igen, hvilket var dumt og jeg gør det stadig. Der var også en dreng, som jeg kunne lide, han snød mig, ved at spørge om vi skulle blive kærester, men det var bare en joke, jeg blev mobbet med det også.

Årerne op til 7 klasse forgik ligesom de andre, grimme ord og jeg begyndte at blive holdt ude af klassen. Jeg havde to venner på dette tidspunkt, hvilket er flere end jeg nogensinde havde haft.

Jeg kan ikke huske hvilket år det var, men der var en dreng som kastede sten efter mig. Det var skræmmende. Der var også ældre drenge, som tog mine ting fx mine sko og kastede dem væk fra mig.

Jeg græd dog sjældent på trods af at de behandlede mig sådan, jeg tror at jeg troede det var normalt at folk behandlede mig sådan.

I 7 klasse fik min skole tilkommende elever fra to andre skoler, hvilket er helt normalt, det sker hvert år, da de andre skole kun har op til 6 klasse. Vi skulle ud på en ryste-sammen-tur, jeg havde en dårlig fornemmelse med en af de nye elever, som kom ind i min nu ret store venneflok, jeg var oppe at have 7 venner nu, flere end jeg nogensinde havde haft. Min bedsteveninde fra 3 klasse, Christinna, begyndte at smutte væk fra mig og var mere sammen med hende jeg havde en dårlig fornemmelse med, jeg blev holdt ude. 7 klasse var også hård, da jeg begyndte stille og roligt at spise mindre. Jeg ville gerne tabe mig, hvis jeg nu kunne få venner, hvis jeg var tynd. Det utroligt jeg havde så meget selvkontrol til at kun spise en skoleyoghurt, aftensmad og nogle gange lidt efter skole. Det spiste jeg hver dag. Jeg var også begyndt at blive stresset over skole, da vi kun havde én god lærer. Jeg blev ikke mobbet så meget med grimme ord mere, det var mest pigerne, som sagde ting bag min ryg. Men de holdt alle sammen mig udenfor, de hadede mig og de have det fint med at vise det. Vi fik også to nye plejebørn, vi havde haft plejebørn kommende af og på, men disse skulle blive her i et stykke tid. Jeg brudte mig ikke om dem, de var også begge vildt uartige og ligeud sagt nogle møgunge, de havde kastet sten efter en fuglerede, med unger i, kastet sten efter hinanden, ridset ting ind i bilen osv

Endelig sidste år på den skole. 8 klasse. Jeg havde det dårligt det år, jeg sultede stadig mig selv, 800 kalorier om dagen var det højeste jeg kom op. Hvis jeg spiste og følte mig fuld, hvilket jeg gjorde når jeg spiste min yoghurt, så var der få gange hvor jeg prøvede at tvinge mig selv til at brække mig, det gik aldrig, jeg kunne ikke få mig selv til at brække mig lige meget hvor meget jeg gerne ville have det til at ske.

To af mine vennegruppe, på nu 9 mennesker, var de eneste jeg følte jeg kunne snakke ordentligt med og kun en af dem var i skoletiden. Vores plejebørn, Alex og Felix begyndte at skræmme mig, men jeg sagde aldrig noget, jeg gemte mig bare på mit værelse. Min engelsk lærer, begyndte at vise sit had til mig, jeg fik kun 00 og 02, hvis jeg var heldig 7. Mit engelsk var bedre end hendes, bliver jeg nødt til at sige. Jeg er rigtig god til engelsk, hun hadede mig bare. Jeg var den i min klasse, som fik de dårligste karakterer i engelsk, selvom jeg var den bedste til det og selv læreren brugte mig, som en slags ordbog. Der var mange problemer i min vennegruppe, og jeg blev på en eller anden måde altid blandet ind i det, hvilket var irriterende, det stressede mig meget. Den sidste halvdel af året indså jeg hvor dårlig min indstilling til mad var og jeg stoppede mig selv fra at sulte, men det var ikke så nemt, som jeg troede. Med det samme jeg spiste mere end jeg plejede så brækkede jeg mig, min mave blev nødt til at vænne sig til at jeg lige pludseligt skulle spise mere igen.

I slutningen af året, spiste jeg nogenlunde normalt, men tankerne bag min sult, var der stadig, dem som plager mig når jeg kigger i et spejl "Du så tyk", "Tab dig! Ellers vil ingen kunne lide dig", "Du klam", "Du fortjener ikke mad" og sådan lignende. Jeg var endelig færdig med mit helvede på den skole. Jeg havde endda fået to venner, som ikke gik på den skole, de var fantastiske, de betød verden for mig.

I 9 klasse gik jeg på efterskole, det bedste år i hele mit liv, jeg har aldrig været gladere på trods af at jeg stadig havde det af lort til. Jeg begyndte igen at skulle kæmpe imod at sulte mig selv, det var blevet meget nemmere at komme udenom at spise, jeg skulle bare tage et bad imens de andre spiste aftensmad og lade være med at spise morgenmad, det var simpelt. Desværre var det præcis det, som jeg begyndte at gøre, jeg var imellem 1600 kalorier, højest, til 400 kalorier, mindst. Jeg var begyndt at skære i mig selv. Jeg græd uden grund. Jeg var 100% sikker på at jeg var blevet depressiv. Jeg fik de bedstevenner man kunne ønske sig der. Af en eller anden grund bliver jeg altid venner med, "the outcasts" og ofte dem, som har et mentalt problem, men det er ikke med vilje jeg opsøger dem. Det viser sig bare at de også har det sådan.
Selvom jeg havde det ofte værre end mange nogensinde ville forstå, så var det det bedste år i mit liv. Jeg var væk fra min familie, jeg var lykkelig.
Sammen med min familie føltes det, som om jeg er ved at blive kvalt.

Ofte har jeg fået at vide at jeg er nem at blive venner med, at jeg er alt for sød og jeg lader andre bruge mig, som en dørmåtte. De har ret. Jeg lader folk gøre det, for hvis jeg nu gør dem glade, på en eller anden måde, så har jeg en grund med mit liv, så er der en grund til at jeg er her.

Familielivet derhjemme blev værre, mine forældre fandt ud af hvad der foregik med mig, de tog mine barberblade og fik dem smidt ud, derefter skete der intet. Alex, truede mig, han sagde han ville gå ud i køkkenet og tage en kniv, derefter ville han dræbe mig. Jeg har aldrig frygtet for mit liv så meget før. Mine forældre havde dette ideal, som de altid har haft, om hvordan de gerne vil have at jeg er; sød, rar, klog, populær, normal. Og det kan jeg ikke leve op til, det ha ret aldrig kunnet. Jeg er hverken klog, populær eller normal og så rar og sød er jeg heller ikke.

Min bedsteven fortalte mig, at hun syntes jeg bliver følelsesmæssigt misbrugt af mine forældre. Jeg kan ikke lide at sige det, fordi jeg tror, det lyder alt for alvorligt.

De har de altid været super overbeskyttende, de næppe lod mig besøge mine venner, hvis boede lidt langt væk.
Jeg var 14 første gang jeg fik lov til at tage ud af min landsby til en lejr, hvor mine forældre ikke kendte nogen.
De vil altid vide, hvem alle jeg taler med.
Nogle gange spørger de hvad jeg laver på min computer og når jeg fortæller dem, at det er mit privatliv, siger de at jeg ikke har noget fordi de er mine forældre, og jeg er under 18 år.
De går også ind i mit værelse uden at banke på eller noget og ignorerer mig, når jeg spørger dem, om de kunne banke. De bliver gale, når jeg låser min dør.
De fortalte mig, at hvis de syntes, min ven var dårligt for mig ville de ikke tillade mig at være venner med dem længere.
De råber på mig for ingenting, truer med at slukke for min telefon eller computer, hvis jeg ikke gør som de siger, eller hvis jeg forsøger at forsvare mig selv.
Hvis vi har en diskussion, og de er ikke enige om min udtalelse vil de fortælle mig, det er forkert, og at jeg stadig er et barn, selv om jeg bliver 17 snart.
Min far har altid opført sig, som om, at hans hunde og fotografering betyder mere for ham, end jeg gør, men han bebrejder mig altid for ikke at tale med ham. Min far guilt-tripper mig ofte; siger, at jeg tror, han er irriterende, en dårlig far, at jeg fortæller ham aldrig noget, svarer ham aldrig etc. Som et eksempel på, hvordan han behandler mig, da han i går var blevet enige om at køre mig til togstationen og min alarm ikke ringede, så jeg vågnede sent og han måtte vente, fordi jeg havde brug for at vaske noget tøj, blev han virkelig sur over at han måtte vente. Han startede at råbe af mig om, hvordan jeg afholder ham fra at gøre hvad han har lyst til og truede med at tage min computer. Han råbte af mig, indtil jeg begyndte at få tårer i øjnene, så efter jeg fortalte ham, at han bare kunne gå og fotografere, så han forlod mig hjemme til at tage en bus i stedet, men han kom tilbage stadig sur.
Han har også fået en ny hobby/vane; han kommentere på alt hvad jeg spiser "Du spiser altid to af alt", "Du spiser altid fed mad" "Du skal ikke spise så meget", "Du skal spise mindre", "Du skal tænke på din vægt" osv, og det er altid sagde i en nedværdigende måde. Jeg ved, han ALDRIG ville fysisk skade mig, men jeg kan ikke lade være bange for, at han vil, at han holder sig tilbage. Han har også kaldt mig mange navne, som jeg ikke ønsker at huske.

Året på efterskolen kom til sin ende og jeg græd, meget. Mit paradis var ovre. Jeg skulle hjem til det sted, som jeg hadede, selvom Alex og Felix var blevet fjernet på grund af min mors sygdom, hun havde en blodprop i hjernen tidligere på året. Jeg ville ønske jeg kunne sige at det påvirkede mig og at jeg var ked af det, men sådan foregik det ikke. Jeg var meget kold overfor det, jo, første dag var hård men ellers, så rørte det mig ikke rigtigt.

Men i hvert fald var jeg hjemme i helvede igen. Jeg skar stadig i mig selv, spiste næsten ingenting og hadede mig selv med hele mit hjerte.

Jeg var kommet ind på pre-IB, jeg glædede mig til at kunne snakke engelsk hele tiden og arbejde med interessante ting. Jeg havde været "clean" fra at skære i mig selv da jeg ikke orkede det i sommerferien, men jeg begyndte igen her på pre-IB. Der er en pige i min klasse, hun er en stor "trigger". Hun er forfærdelig, men jeg er venner med hende og typisk mig, jeg kan ikke sige nej til vores venskab, men hun trække mig ned. Jeg går imellem at være super glad til at være super depressiv. Selvom jeg ved at jeg ikke kan tage livet af mig selv så er jeg allerede ved at dø, indeni. Jeg får tit at vide at det ikke er fair, hvordan sådan en sød person, som mig har sådan et dårligt liv. Folk ville heller ikke tro på det, da jeg ellers er meget åben, snakkesalig, positiv, menneske glad, varm og havde bare en smittende positiv - aura (som det bliver kaldt af mine venner).

Jeg har virkelig nede perioder, hvor jeg begynder at græde uden grund, jeg selvskader, sulter mig selv, har selvmordstanker, jeg har lidt til ingen energi (jeg kommer kun lige ud af sengen), jeg hader mig selv, jeg er generelt dybt deprimeret. Jeg har op perioder, hvor jeg er energisk, hurtig/højt talende, jeg bruger en masse penge uden yderligere overvejelser/uforsigtigt, mit sind er en sløring af tanker som flyver rundt, jeg griner af alt, jeg har brug for mindre søvn end normalt, og jeg har en høj selvværd på det tidspunkt en lille smule kæphøj.
Men de nede perioder er mere hyppige.

Jeg skærer i mig selv, nogle gange jeg slår jeg mig selv eller kradser indtil jeg bløder. Jeg sulte mig selv, på en normal dag spiser jeg aftensmad og nogle gange en snack bagefter og som jeg skriver dette føler jeg afsky ved hvor meget jeg spiser. Et par gange har jeg prøvet at jeg ikke spiste noget hele dagen. Få gange har jeg brækket min mad op igen med vilje (purge), men jeg forsøger at stoppe, trangen er der stadig og den er stærk. Jeg tæller kalorier, som om mit liv afhænger af det, det er begyndt at påvirke mine matematiske evner.