Har det svært
Har det svært
skrevet til psykiatren
Hej ved ikke om du få min SMS men har. Brug for og komme af med noget frustration
Tro jeg er deprimeret ikke lyst til/overskud til og leve mere kan ikke klar mere men var til lægen og han sagde jeg ligne ikke en der havde brug for og bliv indlagt men de havde hele ikke plads i Holstebro
Men føle mig bare så deprimeret selvom jeg kan smile men indeni græde jeg
Håbe du få SMS
Vis du kan eller ha tid kan du så ikke ringe eller skrive
Hilsen M
Hejsa M
Det lyder som om, du, lige nu, føler dig udmattet og mangler overskud til livet. Det kan man sagtens føle ind imellem, hvis man oplever modgang og svære tanker/følelser. Så kan det hele godt blive for meget til, at man kan rumme det. Det tror jeg, der sidder flere og kan genkende derude. Når man har det sådan, så er det rigtig godt at række ud og bede om hjælp, sådan at man ikke skal kæmpe alene - for det kan være hårdt. Det at have nogle, som man kan læsse af på eller bare græde ud hos, det kan betyde meget.
Du skriver, at du har været hos lægen - og det skal du have ros for. Det er nemlig en måde at række ud på. Det lyder desværre til, at du ikke har følt dig taget seriøst derhenne, og det er rigtig ærgerligt. Det kan godt være svært for en læge at vurdere, hvad der er bedst at gøre i en bestemt situation. Det kan så komme til at gå ud over sådan nogle som dig, som kan virke rask nok derinde. Det kan være meget forskelligt, hvordan man reagerer på de ting, som gør ondt. Nogle kan man tydeligt se det på, og andre kan se smilende ud, selvom det gør ondt indeni. Det ydre kan sagtens snyde - og det lyder som om, det er tilfældet med dig. Det betyder ikke, at du ikke har det dårligt, men bare at du er bedre til at skrue facaden på end nogle andre. Det er rigtig ærgerligt, at du ikke føler, at du fik den hjælp, som du kom efter. Men jeg vil rose dig rigtig meget for, at du ikke gav op, men skrev til din psykiater, at du godt kunne bruge noget hjælp. Det viser, at du er en sej pige med ben i næsen. Det er bestemt ikke sjovt at gå rundt og være nedtrykt og ikke have lyst til at leve mere. Det er alvorligt, og det fortjener du ikke at gå alene med. Så jeg håber, at din psykiater snart skriver eller ringer tilbage, så du kan få snakket om det, som fylder for dig. Jeg vil anbefale dig at fortælle din psykiater om din tur hos lægen, og hvad der helt præcist skete. På den måde kan I måske finde ud af, om du skal tage afsted igen eller om I sammen kan kontakte lægen, hvis det er nødvendigt. Det kan måske være rart at have den støtte for dig.
Hvis du har brug for at læsse af eller få lettet dit hjerte i mellemtiden, eller på en dag, hvor det er ekstra slemt, så vil jeg anbefale dig at ringe til Livslinjen på 70 201 201. På Livslinjen sidder der folk, som har særligt fokus på selvmord og selvmordstanker eller tanker om at livet er uoverskueligt, og der kan du anonymt få luft for dine tanker. De har også en chat, hvis du ikke synes, det er rart at skulle ringe dertil. Derudover har vi, her på Cyberhus, også en 1-1 chat, hvor der sidder rådgivere klar til at snakke med dig, og dér er du også meget velkommen inde. Hvis du en dag/aften er rigtig bange for, om du kunne finde på at skade dig selv, så kan du ringe til lægevagten eller psykiatrisk skadestue i din kommune - begge steder sidder der personale, som du kan snakke med og som kan hjælpe med at vurdere, hvilken hjælp der vil være den bedste for dig i den bestemte situation.
Jeg håber, at det giver dig lidt håb om, at der er nogle, som du kan snakke med og som gerne vil tage dig seriøst. Forhåbentlig kan det være en hjælp at have muligheden i baghånden på de svære dage. Og så håber jeg, at du får en god snak med din psykiater.
Venlig Hilsen Mai