Kære du.

Det lyder til at du har det svært lige nu og derfor er det rigtig godt at du skriver her til Cyberhus. På den måde kommer du af med det du går og tumler med, og det er det første skridt til, at få det bedre.

Jeg kan godt forstå det påvirker dig rigtig meget, at din mor ikke altid er der for dig, på den måde som du har brug for. Jeg tænker at det er meget naturligt, at du reagerer på det og syntes det er svært når du ser andre familier, som ser ud til, at have det rigtig godt.

Det er bestemt ikke i orden, at din mor har slået dig og det er faktisk også ulovlig, at forældre slår deres børn. Du skriver, at din mor har et stort temperament og det lyder til, at hun ikke har vidst hvordan hun skulle håndtere det. Og derfor har reageret ved, at slå dig, hvilket ikke er sælig godt.

Det du beskriver med, at du ikke kan klare, at folk løber efter dig, er en meget naturlig reaktion på de oplevelser du har haft tidligere, som du også selv skriver i dit brev. Det er rigtig flot, at du har gjort dig nogle tanker om, hvofor du har det sådan og du er er rigtg god til at sætte ord på det. Jeg sidder og tæner på, at det ikke må være let for dig, at have det sådan og at det måske kan gøre dig bange og ked af det. Fordi du, når nogen løber efter dig, måske bliver mindet om de ting du har oplevet. 

Jeg er glad for at høre, at din mor ikke længere slår dig. Jeg forstår godt, at du på en måde bebrejder din mor, at du har det sådan, for det er jo noget din mor har gjort mod dig. Men jeg kan også godt forstå, at du elsker din mor. Jeg tænker, at det må være svært for dig, på den ene side at bebrejde din mor, men også at elske hende.

Du skriver, at du føler du står i skyggen i forhold til din søster, fordi hun er tynd. Jeg sidder og tænker på om det er noget du har fået at vide, eller om det er noget du selv tænker? Det kan være svært at føle, at man står i skyggen af sin søster og man kan komme til at føle, at man ikke er god nok. Men når jeg læser dit brev, syntes jeg det lyder til, at du er en både klogt, opmærksom og omsorgsfuld pige og det er nogle rigtig gode kvaliteter. Hvis du føler, at du står i skyggen på din søster pga din vægt, tror jeg det er meget natuligt, at du så reagerere ved at holde op med at spise. Men hvis du gerne vil tabe dig, er det ikke en god idé, at gøre det ved ikke at spise. Det bedste ville være at spise sundt og sørge for at få noget motion, så kroppen langsomt vænner sig til det og så vil du begynde, at tabe dig.

Som du selv skriver, er det her ikke noget der forsvinder af sig selv og derfor er det vigtig, at du får noget hjælp til at bearbejde de ting du har oplevet, så du kan føle dig tryg og få det bedre. Derfor syntes jeg, du skal gøre en eller flere af disse ting:

1) For det første er det vigtig, at du får fortalt noget om det du har skrevet i dette brev. Her tænker jeg, at det kunne være rigtig godt hvis du snakkede med en voksen, som du føler dig tryg ved. Det kunne være f.eks være en lærer på din skole.

2) For at få bearbejdet de ting som du har oplevet og de tanker du går rundt med. Ville det være rigtig godt, hvis du fik snakket med en psykolog, de ved rigtig meget om hvordan vi som mennesker reagerer på det vi oplever og hvordan man kan få det bedre, med de ting man syntes er svære. Hvis du snakker med en lærer på din skole vil han/hun kunne hjælpe dig med, at få kontakt til en skolepsykolog og det ville være gratis.

3) I forhold til det med, at du føler dig overvægtig, tror jeg det kunne være godt for dig, at snakke med din læge om det. Så din læge kan hjælpe dig med, at finde ud af hvordan du bedst muligt kan tabe dig.

4) Hvis du ikke lige nu har mod på, at gøre noget af det jeg her har forslået dig, syntes jeg du skal logge på chatten her på Cyberhus. De sidder der søde voksne som rigtig gerne vil snakke med dig og hjælp dig videre.

Der er ingen der fortjener, at have det som du har det og derfor håber jeg, at du snart får noget hjæp, så du kan få et rigtig godt liv og se fremad. Jeg håber du kan bruge mi svar.

Mange hilsner
Majbritt