Kære dig.

Først vil jeg byde dig velkommen til Cyberhus, her er der altid folk klar til at lytte, og evt. tage en chat med dig, hvis det er det du får lyst til. Og jeg vil rigtig gerne prøve at hjælpe dig med at finde en vej fremad.

Jeg kan godt forstå at det er svært at snakke om, og at hver dag er en kamp, men at du skriver herind fortæller mig, at du har fået nok, og at du vil have bearbejdet din fortid. Du fortæller det bliver værre og værre og at det hele efterhånden kun er nagativt for dig. Det er vigtigt at du finder en du kan være tryg ved, så du kan få åbnet op. Det du oplever nu er helt naturligt, men det går ikke over af sig selv, og du har ret til hjælp.

At miste en man elsker er noget af det hårdeste at skulle igennem. Det er helt naturligt at du er ked af det, og det tager dit overskud. Du skal give dig tid til at sørge, og bearbejde tabet. MÅske kan du snakke med nogle andre i din familie som også er berørt af det, så i sammen kan gå igennem processen med at bearbejde og lære at accepterer tabet. Jeg ved det er svært, men tro mig, jo mere du snakker om det, jo længere kommer du i accepten, og du vil lære at leve med det. Men gem altid de gode minder i dit hjerte, det kan også være med til at man kommer til at føle sig hel igen. Lad din mormor leve videre gennem dig.

Det din far har gjort mod dig er ikke ok, men du skal også vide det er ikke din skyld. Det er de voksne der burde passe på en og beskytte en. Har man først oplevet at bo med en alkoholiker, og at blive msibrugt, så har man brug for at tale med nogle om det. Det er en alt for stor byrde at bære rundt på alene, og det kan hæmme en i udvikling, og det kan give en et skævt og hullet selvbillede. Ens selvtillid og selvværd kan være meget langt nede, og det fortjener du ikke at gå rundt med mere... 

Cutting er en følge af det at gå rundt med grimme oplevelser inde i kroppen og hovedet. Smerterne fra fortiden vokser, og til sidst føler man at man er nødt til at gøre noget der overdøver de smerter, og så er der mange der tyer til cutting. Problemet med dette, er bare at de fysiske smerter hurtigt aftager, så på sigt hjælper det slet ikke.

Den følelse du har af at være tyk, fortæller mig at dit selvbillede har taget skade, pga. det din fra har udsat dig for, og det ville da være underligt hvis du ikke havde det så hårdt, er træt af det hele, og har forsøgt selvmord. Jeg kan godt forstå dig, så spørgsmålet er: Hvad nu? Hvad har du lyst til der skal ske?
Hvad skal der til før du har får det godt?

En ting skal du vide, jeg tror du er en klog kvinde, og jeg er sikker på du har mange flere reccourser i dig, end du selv tror lige nu.

Du skal begynde at krævet livet tilbage, tage styringe over dit liv. Du må ikke længere lade fortiden holde dig nede, gøre dig ked af det. Du fortjener at være lykkelig, og jeg ved du kan blive det. Men jeg ved også kampen derhen kan være hård, men jeg lover dig når du kommer ud på den anden side, vil du være endnu stærkere, og dit selvbillede vil være helt.

Der hvor jeg kan se en mulighed, er at du tager en snak med din læge, fortæller hvor svært du syntes livet er. Han kan henvise dig til en dygtig psykolog, som kan lytte og give dig nogle redskaber til at bearbejde fortidens skeletter.

En ting du også selv kan gøre er at skrive dine gode sider ned, få også gerne en god veninde elller din familie til at sige hvad de bedst kan li ved dig. Lig det papir ved din seng, læs det som det sidste inden du sover og som det første når du står op. Det er simpelt, men effekten er meget stor. PÅ den måde kan du være med til at ændre din egen selvopfattelse.

Hver gang du tænker noget negativt, så stop op, stop dig selv og sig noget positivt i stedet for, du må slippe fortidens tag i dine tanker, dit liv.

Tag en dag af gangen, lav små mål for dig selv og ros dig selv hver gang du når dem, jeg ved du kan få det godt igen. du skal kræve lykken og tage magten tilbage.

Jeg håber du kan bruge mine råd til at få sat skub i en bearbejdning. Du er altid velkommen til at skrive tilbage.

Pas på dig selv

Hilsen Isabella