han udnyttede mig

brevkassespørgsmål

han udnyttede mig

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 9 år 10 måneder siden

Hej.
Jeg ville ønske jeg kunne glemme de sidste par måneder! Det hele er blevet et stort kaos.
Det hele startede lige efter jul hvor jeg så en som jeg har været venner med siden vi var helt små. Han har boet et år i USA sammen med hans mor, så derfor havde vi ikke set hinanden meget længe.

Det hele var godt indtil han spurgte om jeg ville komme sammen med ham. Jeg ser ham som en rigtig god ven, men ikke mere end det. Så jeg sagde nej, og forklarede hvorfor. Han tog det først meget pænt. Dagen efter var jeg hjemme hos ham igen, han lagde op til at vi skulle en hel masse, men jeg skubbede ham væk og fortalte igen at jeg ikke ville komme sammen med ham. Nogle dage efter så jeg ham så igem, vi var alene og han bad mig gå med ned i kælderen for at hente noget som lå i en kasse. Da jeg skulle tage det op, skubbede han mig ned mellem kassen og væggen og tog min møgdom selvom jeg kæmpede imod og skreg at han skulle stoppe. Efter det har han forfulgt mig med breve hvor der står at han har ret til mig og hvis jeg kæmper imod bliver det værre næste gang han ser mig, og han kan ring 7 gange på en dag.

I fredags blev det bare for meget og jeg gik til politiet og nu kan han ikke gøre mig noget mere. Det føltes meget forkert selvom jeg ved jeg gjorde det rigtige.
Det har været meget svært for mig at skrive om det her og det er umuligt for mig at forælle direkte over for de fleste. Jeg har kun fortalt til 2 af mine meget nære veninder og det er jeg glad for, for de forstår mig helt, men de synes jeg skal fortælle til en vorksen. problemet er bare at jeg ikke har nogen voksen som jeg stoler på og som jeg tror ville kunne forstå hvordan jeg reagere på forskellige ting. fx nogle gang når venner bare giver mig et kram og jeg får kvalme og fornemmelse til at kaste op.

Det hele føles lidt som hvis man har haft for små sko på og bliver ved at går rundt i dem og for vabler og det gør mere og mere ondt uden at jeg kan gøre noget ved det, så sårene kan hele igen.
Jeg håber i svare.

Svar: 

Hej med dig!

Du beskriver rigtig flot, hvad der er sket, selvom det er meget svært dig at skrive om. Jeg kan høre, at det er en meget grim oplevelse, som du har haft!

Det din kammerat gjorde imod dig var meget forkert. Det var et overgreb, og det havde han ingen ret til at gøre. Det må have været meget utrygt for dig, først at være udsat for så barsk en oplevelse og derefter at blive truet af ham. Det er rigtig godt, at du er gået til politiet, så de kan hjælpe dig.

Du fortæller, at føles meget forkert at gå til politiet, selvom du ved, at du har gjort det rigtige. Det er helt sikkert det rigtige du har gjort! Men det må have været svært for dig, netop fordi det er en rigtig god ven, som har svigtet dig på denne måde.

Jeg er glad for at høre, at du har snakket med 2 nære veninder om episoden, for det er vigtigt at du får snakket om det der skete. Jeg er enig med dine venner i, at du har brug for at snakke med en voksen om oplevelsen.
Du siger, at du ikke kender en voksen, som du kan fortælle det til. Jeg vil derfor råde dig til at logge på chatrådgivningen. Her kan du helt anonymt chatte med en rådgiver, og sammen kan I måske finde frem til en voksen, som du kan snakke med. Hvis der ikke er nogle voksne du kender, som du kan snakke med, kan det være at din læge kan hjælpe dig. Det er alt sammen noget, som du kan chatte med rådgiveren om.

Det er rigtig flot, at du søger hjælp i brevkassen, for det er vigtigt, at du får snakket om den oplevelse som du har haft. Jeg håber, at du vil benytte dig at chatten, så du kan finde frem til en voksen, der kan hjælpe dig til at få det bedre.

Chatten er åben mandag – torsdag kl. 15-19.

De bedste hilsner
Marianne
 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program