Hader min lærer

brevkassespørgsmål

Hader min lærer

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 10 år 11 måneder siden

Det startede efter sommerferien, hvor vi fik en række nye lærer, og hermed "lære 1", som jeg vil kalde personen. Alt gik fint i starten, og skolen forsatte som sædvanligt.
Vi gik igennem emnet funktioner (matematik) og afsluttede med en prøve. Det var herefter problemet opstod, da jeg endte med at få et 00 i prøven, og blev smidt ned på 4/4 i standpunkts karakter. Efter den dag, har jeg bare ikke kunnet fordrage "lære 1", og det skyldet adskillige årsager, som jeg er kommet frem til. Den ene er at læren efter prøven fortæller ud til klassen hvor skuffet han er over os alle. Det er alt i alt meget fint, men hvorfor skal læren være skuffet over stort set alle i klassen, når det lige så godt kan være hans fejl. Sidste år havde vi som sagt en anden lærer og alle klarede sig meget bedre, og afsluttede sommerferien med et fint snit. Så sker der det at efterfølgende fortæller han at han vil give os karakter ud fra vores prøver og ikke de afleveringer vi laver. Hvilket i princippet er fint nok, men stadig må de have bare en smule indflydelse. Den tredje ting er at han ikke er uddannet lære og derfor ikke ved hvordan man skal give karakter korrekt. Det er ligesom han stiller alt for høje krav til os, hvilket ikke er iorden. Grunden til at han blev ansat var at skolen pludselig havde brug for en ny lære, da den tidligere sagde op en uge før vi startede igen. Jeg er sikker på at de ikke valgte ham fordi han var god, men fordi skolen var desperate. Den fjerde ting, er, at han går ud fra bogen trin for trin, og hvis man spørger ham om noget uden for bogen kan han absolut ikke svare korrekt på det. Vi kunne lige så godt selv læse i bogen, da alle hans eksempler og forklaringer er PRÆCIS efter bogen, hvilket irritere mig, da bogen kun burde være supplement til undervisningen. Der mangler noget kvalitet og jeg føler at jeg er blevet en klovn til matematik og at jeg vil dumpe min eksamen til sommer. For lige at runde af, pisser det mig også konstant af, at han ikke kan udtale og sommetider ikke fomulerer sig korrekt på dansk, hvilket er træls når det er et fag som man i for vejen ikke er specielt glad for. Jeg har snakket med mine forældre om det et par gange og min studievejleder, men føler bare de siger det samme "så må du snakke med ham om det", men nej det vil ikke hjælpe overhovedet, men tværtimod bare gøre det værrer. Jeg har ikke brug for at fortælle ham alt det her, da jeg ved at han som lærer har magten. Udover det er det nogle åndsvage grunde til at hade ham, men sket er sket, jeg kan ikke fordrage ham, desværre.

Svar: 

Hej med dig.

Hvor er det bare træls for dig, at du har en lærer, som du virkelig ikke er glad for. Jeg kan godt forstå, du er frustreret og ikke ved, hvad du skal stille op. Det er nemlig aldrig nemt, når man ikke fungerer godt med en lærer og føler, det går ud over ens faglige niveau.

Det lyder som om, din lærer har en helt anden tilgang til tingene, end dine tidligere og andre lærere har haft og stadig har. Det er ikke alle læreres tilgange, der fungerer for alle elever, og det er vist uheldigvis sådan, at den måde, han underviser på, ikke passer til dig. Nu ved jeg ikke, hvordan resten af din klasse har det med ham, men det kan være, hans stil passer sammen med nogle af dem, og at de ikke fungerede med de lærere, som du var glad for at have. Som du sikkert ved, så har forskellige elever forskellige yndlingslærere, og det skyldes simpelthen, at der sjældent er en lærer, som matcher alle elevers personligheder og måder at lære på. Med det ønsker jeg at sige, at selvom det ikke passer til din læringsstil, at han gennemgår bogen slavisk, kan det være, der sidder andre i din klasse, som netop er glade for, at han gør det på den måde. Jeg vil opfordre dig til at snakke med dine klassekammerater om, hvordan de oplever ham som lærer. Hvis de synes, han er god, kan det være, du kan få nogle tips af dem til, hvordan man får noget ud af hans undervisning. Hvis de er enige med dig, kan I dele jeres frustrationer og måske sammen finde ud af alle de ting, I ikke er tilfredse med. Hvis det viser sig, at størstedelen af klassen ønsker ham udskiftet, kan I igen gå til studievejlederen eller skoleinspektøren og fortælle om problemet. Jeg tror, jeres argumenter imod ham vejer tungest, hvis I er flere, som har den samme holdning.

Jeg synes, det er super godt, at du allerede har forsøgt at tale med nogen om det. Jeg kan godt forstå, det er svært at følge deres råd om at sige det til ham, men jeg tror til gengæld også, at de har ret i, at det ville være en god idé. Hvis han ikke får af vide, at hans undervisning ikke er god, at han har sænket niveauet i klassen, at han stiller for høje krav osv., går han rundt i uvidenhed og vil derfor ikke ændre noget. Får han af vide, at du/I er kede af disse ting, har han mulighed for at ændre det. Hvis det er svært for dig at fortælle ham det, vil jeg råde dig til at skrive det til ham i en mail. Mange elever bruger denne metode til at fortælle lærerne, hvad de synes om dem og deres undervisning. Det er helt OK at gøre det ad denne vej. 

Til sidst vil jeg komme med mit måske vigtigste råd til dig; nemlig at du skal huske, at det ikke kun er læreren, der er ansvarlig for, at du klarer dig godt i faget. Jeg forstår fuldt ud, at det er nemmest at give ham skylden, men det er ikke sikkert, det hjælper så meget. I stedet tænker jeg, du kan prøve at tænke over, om der mon er noget ved din tilgang til matematikken, din måde at lave lektier på og skrive noter på, som du kan ændre, så du får mere ud af hans undervisning. Det kan også være, du skal begynde at komme i lektiecafé, hvor der måske er en anden lærer, der kan forklare dig tingene med sine egne ord. Det er klart, at læreren bærer det største ansvar for, at eleverne lærer noget, men man har også selv et ansvar. Nogle gange er det også sværere at lære noget, når man har besluttet sig for, man ikke er god til det og ikke kan blive det. Forestil dig, at du starter på en frisk, hvor du giver matematikken lidt ekstra opmærksomhed og fokuserer på at blive bedre til det. Så tror jeg faktisk, du har taget et stort skridt på vejen op ad karakterskalaen.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at du og din lærer finder en rytme sammen.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program