Hej med dig...

Hvor er det godt du bare sætter dig ved tasterne og lader ordene vælte ud af dig. Al smerten, alle følelserne, alle skuffelserne og tankerne om selvmord.... Ingen grund til at læse det igennem, for det er jo dig og sådan du har det lige nu. Og det er helt okay.

Ingen fortjener at gå rundt med alle de tanker alene og jeg vil rigtig gerne lytte til dig og prøve at hjælpe så godt jeg kan. Og når du er så ærligt som nu, kan jeg bedre forstå dig og hjælpe dig.

Jeg kan godt forstå det har været en frustrerende og svær tid, når du både har oplevet at du kun fik hjælp til din vægt, men ikke følelserne bag og så bare at ryge rundt i systemet. Som du skriver, så kan det gøre håbløsheden endnu større og du kan miste troen på at der overhovedet findes nogen hjælp.

Det jeg kan tilbyde dig her i Cyberhus, er et sted hvor du anonymt kan sætte ord på dine tanker og følelser og at der er voksne som både vil lytte og prøve at hjælpe. Det vil jeg prøve og jeg vil gøre det ærligt og direkte.

Da jeg læste dit indlæg, var der flere tanker jeg kom til at tænke på og jeg vil dele det lidt op, så det bliver mere overskueligt for mig at svare dig. Måske kan det også blive mere overskueligt for dig.

Facade
Du beskriver hvordan du har beholdt din facade for, at beskytte dig i alle de skift og fordi det var for svært at åbne op, når du ikke skulle være ved de enkelte steder så lang tid. Jeg kan sagtens følge dig og jeg ville ønske, at du havde oplevet at være et sted i længere tid og hvor der måske havde været en person som du kunne opbygge et tillidsforhold til og som du kunne fortælle de samme ting, som du har fortalt mig herinde.

Når man bliver kastet rundt i systemet, så kan man godt blive ret opgivende og hvis man føler at der ikke bliver fokuseret på det som rent faktisk gør ondt inden i og som er grunden til at spiseforstyrrelsen overhovedet er der i det hele taget, så er det ekstra svært.

Så reaktionen kan jeg godt forstå og måske er du også rigtig god til at opretholde en facade som skjuler hvordan du egentlig har det. Problemet er bare, at din facade faktisk også kan være en af grundende til at du er blevet kastet så meget rundt.

Kastet rundt i systemet.
Jeg ved desværre godt, at der kan være unge som bare oplever for mange skift og sommetider fungerer systemet ikke perfekt og det er ikke godt nok. Det kan skyldes flere ting tror jeg.. du nævner selv 18 år, hvor der er nogle tilbud som lukker ned. Man kan være hamrende uheldig og ramme ned i nogle lukninger eller andet, og så findes der jo også professionelle som ikke gør deres arbejde godt nok desværre. Men det kan også skyldes at den unge ikke er ærlig eller vil tage imod de tilbud der er.

Og du kan ikke ændrer så meget ved de andre ting, men du kan kun ændre ved hvordan du selv reagerer og gør. Og jeg tror at du skal starte med den facade.

Generelt kan man sige, at jo bedre den unge er til at sætte ord på hvad der sker inden i, jo bedre kan den voksne eller professionelle hjælpe. Jo større er chancen for at få den rigtige hjælp. Jeg kommer lige tilbage til hvad jeg mener du kan gøre nu...

Under dynen og selvmordstanker
Nu er du havnet hjemme under dynen, hamrende ked af det og kan mærke dine gamle vaner er ved at blusse op. Jeg kan mærke på dig, at det er pisse svært lige nu.

Du er ved at miste livslysten og selv ikke din kærlighed til dine brødre kan hjælpe på det mere...

Du er havnet under dynen og det er ikke et sted der hjælper dig nogen steder. Dynen er et skjold mod hele verdenen og et sted hvor du ikke behøver at gøre noget og hvor der ikke er nogen der kræver noget af dig. Men det fungerer ikke og du ved det godt.

Jeg kan godt forstå hvis du er bange, bange for hvad der skal ske og måske bange for at dø. Og derfor skal den dyne kastes med færgen til Samsø...:) og du skal til at tage noget ansvar for dit liv. Fordi jeg tror nemlig ikke du vil dø og jeg tror gerne du vil have et godt liv med dine brødre og jeg tror du har drømme og tanker om hvordan du gerne vil have dit liv skal være.

Indlæggelse
Indlæggelse for spiseforstyrrelse er pisse hårdt - så er det sagt. På den ene side skal man have mad og væske og sommetider skal det næsten tvangsfodres for at den unge ikke dør. Det er slet ikke rart. På den anden side har man det så svært inden i og tror måske mere på det spiseforstyrrelsen siger end det som lægerne og ens fornuft siger... og så står man bare i en meget svær situation.

Oven i det, så kan man tit ikke få den terapi og samtalebehandling som man gerne vil i gang med, fordi ens krop og hjerne er så underærnæret, at man ikke er klar til det. Man kan ikke få noget ud af det.

Så derfor kan jeg godt forstå, at du synes det er forfærdeligt og at du ikke vil det igen. Men jeg synes du bliver nød til at vende den om. Du er der i livet, at det vil kræve en masse mod, en masse tårer og tid, før du finder det liv du gerne vil have.. det er virkeligheden ligeg nu.

Så inde i dit hoved, der skal du se en indlæggelse og din vej mod et bedre liv som et bjerg. Og du er den person der nu skal i gang med at træne hamrende hårdt, så det bjerg bliver bestiget.

Der er hjælp...
"Rom blev ikke bygget på en dag" - kender du det udtryk?
Lidt slidt, men det er egentlig meget godt, fordi det er det der også gælder for dit liv. Fordi du bliver ikke lykkelig på en uge, det er en udvikling og sommetider skal man lærer nogle ting, før man er klar til noget andet.

Det der er afgørende for dig er, at du får lært at sætte rod på det og at du lærer at gøre det over for de rigtige mennesker. Det er dit redskab til at få det bedre. Du har gjort det her i brevekassen, eller i hvert fald noget af det og det er da super stærkt. Det viser at du godt kan.

Jeg kender dig ikke så godt, men jeg kan mærke at du gerne vil have hjælp, men bare ikke ved hvordan. Og jeg kan mærke at det er rigtig svært for dig, både inden i og det her med at bede om hjælp. Du frygter at det ender med en indlæggelse og det kan du ikke overskue nu. Fair nok og derfor har jeg to muligheder, hvor du skal vælge begge to, fordi de kan godt kombineres..okay?

1. Anonym rådgivning
Hvis du ikke er vant til at sætte ord på det der gør ondt, så skal du i gang med at lære det. Og der kan en anonym rådgivning være rigtig god. Men jeg synes det er vigtigt du vælger en form hvor der er en dialog. Det vil sige en chat i Cyberhus eller hos LMS, eller telefonrådgivning hos LMS eller livslinien.dk. Grunden til det er, at det skal minde lidt om en samtale så du øver dig i den samtale som på et tidspunkt skal komme med en professionel..

Fordelen ved en samtale er også, at rådgiveren kan stille dig spørgsmål og være nysgerrig på en rolig og venlig måde. For eksempel tror jeg, at nogle af de spørgsmål jeg gerne vil stille dig og måden jeg ville gøre det på, ville hjælpe dig til at fortælle endnu mere. Det vil betyde, at du fik endnu mere indsigt i dig selv og de muligheder for hjælp der findes.

2. Din læge
Du har haft nogle dårlige oplevelser og jeg kan sagtens forstå at du følte dig knækket. Men har du været ærlikg over for din læge.. har du fortalt det samme til din læge som du har fortalt mig, eller mere?

Få skrevet det ned og få vist det til din læge.. fortæl hvad du føler du hare brug for og hvad du ikke har brug for. Du kan ikke bestemme hvad en læge skal mene og gøre, men du kan gøre alt for at dine følelser og holdninger bliver taget med i overvejelserne. Og så sikrer du de bedste muligheder for en ordentlig hjælp.

Jeg synes "systemet" skal have en chance mere...men denne gang skal det gøres ordentligt og det kræver en indsats fra dig. Ikke for deres skyld, men for din.

Det er op til dig...
Alt det her jeg har skrevet, handler faktisk mest om 1 ting, nemlig dig. For det er dig der bestemmer...

Ved at kombinere de to muligheder jeg har stillet op, tror jeg du får den nødvendige hjælp af systemet (selvom du ikke selv mener det, så skal du prøve at stole på, at der er en grund til at de gør som de gør på en afdeling for spiseforstyrrede) og ved at bruge de rådgivningsmuligheder jeg har foreslået, får du måske dækket noget af dit behov for samtalerådgivning også..

Det var det kære du...du skal handle nu, fordi du har det skidt og jeg er bekymret for dig. Både hvad angår din spiseforstyrrelse og dine tanker om selvmord.

Jeg håber du kan bruge mine tanker og jeg håbver du bruger de kræfter jeg ved du har inden i dig selv og tager det ansvar det kræver.... så skal du f.... nok komme over det bjerg..Jeg tror på dig

Venlig hilsen
Erroll