Ja.. Hej.. Det kan godt være, at ’mit lille brev’ bliver lidt langt, men jeg har virkelig brug for at komme ud med det. Selvom jeg overhovedet ikke er sikker på, om I/du kan hjælpe mig, så skriver jeg alligevel. Mit liv er gået så vidt, at jeg har overvejet selvmord. Men alligevel er der en side af mig, som bliver ved med at sige til mig, at jeg skal holde fast. Og det er så den side, som har fået mig til at skrive herind. Det hele startede nok et års tid tilbage. Jeg begyndte at være inde på det her chatsite. (Jeg synes at det er ligegyldigt at oplyse navnet i denne sammenhæng). Der chattede jeg et par timer om dagen med folk, som jeg overhovedet ikke kendte. Efter et stykke tid blev jeg mere og mere indelukket, det vil jeg godt selv indrømme, og det sagde mine forældre også... Nå, men det blev altså værre og værre, og jeg sad der oftere og oftere. Nogle gange droppede jeg endda mine lektier til fordel for at chatte med totalt fremmede folk. I dag er jeg HELT besat.. Det er helt vildt? Når jeg kommer hjem fra skole tænder jeg for computeren LIGE med det samme, og sidder der fra omkring klokken 14-23.. Ja, I know. Det er sindssygt! ..Desuden er det ikke liiiiige det sundeste for ens helbred. Faktisk, er jeg begyndt at tage rigtig meget på. Nå men, det har chatsite det er så gået over og blevet ’mit liv’. Det er alt hvad jeg tænker på? Imens så mange andre piger har det sjovt med sine veninder, så sidder jeg foran min computer dagen lang, og chatter med helt fremmede folk til ingen nytte? Nu har jeg helt seriøst INGEN venner, men det er heller ikke ligefrem sådan, at jeg bliver mobbet. Alt i mit liv det drejer sig udelukkende om det her chatsite. Jeg tænker på det dag og nat, og jeg ved, at mine forældre også er bekymrede. Før sommerferien tænkte jeg: ''Nu skal jeg på en ny skole, så får jeg nogle veninder der, og så er mit problem løst.'' Men sådan blev det slet ikke. Det er ligesom om at jeg på en måde 'trøster' mig selv med, at hvis jeg gør sådan og sådan eller kommer til det eller det arrangement, så skal det hele nok gå.. Men selvfølgelig gør det ikke det. ..Og så her på det sidste, der er jeg begyndt at føle mig virkelig tom? Jeg følger slet ikke, at jeg kommer nogle steder med mit liv.. Bare, at jeg nærmest .. sidder fast, og at mit liv er meget ensformigt. Altså sådan at jeg kommer hjem, tænder min computer, sidder der til det bliver aften, slukker den, og går i seng. Jeg er så led og ked af det over det, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? Jeg kan ikke betro nogle i mit liv med det her problem. Jeg har ingen venner (seriøst), og jeg vil ikke sige til min familie hvordan jeg føler. Jeg ved desuden, at de ikke ville kunne hjælpe mig. De vil enten bare sige ’’Det hele skal nok gå’’ eller sidde og bebrejde mig for at jeg gør sådan, som jeg gør. Men jeg kan jo ikke lade vær! Selvom jeg rigtig gerne vil, kan jeg ikke tage mig sammen. Og hvis jeg ikke logger på min computer en halv dag, føler jeg at jeg nærmest.. straffer mig selv? Jeg har virkelig brug for at I/du hjælper mig. Ellers ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har ikke brug for en, som står og bebrejder mig for alt muligt, men samtidigt heller ikke en, som bare trøster mig, og så er det det. Please, hjælp mig. Jeg er desperat :(.