Kære du.

For det første synte jeg, at det er rigtig flot, at du selv er nået frem til, at det var en god idé, at fortælle det til nogen. Da det som du selv skriver ikke var noget du kunne gå rundt og tumle med alene, det er rigtig flot og modigt, at du fik sagt det til din lærer.

Det lyder til at din lærer og dig havde en rigtig god samtale omkring det. Og at din lærer både var i stand til at trøste dig, men også snakke med dig om det, selvom det nok ikke har været let for dig, at skulle tale om. Dine overvejelser omkring hvorfor du skulle fortælle det til din lærer, syntes jeg viser, at du tager rigtig meget ansvar, både for det du selv tumler med, men også i forhold til de mennesker der er omkring dig. Det er virkelig flot, at du har kunnet gøre det, når du selv står i en vanskelig situation.

Jeg kan godt fornemme på dit brev, at du er rigtig ked af det, vred og frustreret over den situation du nu står i og det kan jeg godt forstå. Jeg sidder og tænker på, at det lyder til, at det er det, at din lærer har fotalt din klasse, at du har en spiseforstyrrelse, som du er rigtig ked af og vred over. At du egentlig har det fint med, at de ved at du har fået en depression og selv har opfordret din lærer til, at sige det til din klasse. 

Jeg kan godt forstå, at du nu sidder med en følelse af, at din lærer har svigtet dig og den tillid du havde til hende. Jeg tror ikke, at din lærer har sagt det til din klasse, for at gøre dig ked af det, men jeg kommer til at tænke på, om i måske kan have misforstået hinanden? At din lærer måske har fortalt det, fordi hun troede det var en del af den aftale I havde.

Det er rigtigt, at din lærer har tavshedspligt, men da du selv har sagt, at hun gerne måtte fortælle om din depression til de andre lærer i din klasse og dine klassekammerater, da det er den aftale i har lavet, er det det hun har handlet på. Jeg kan godt forstå, at du nu ikke ved hvem du kan stole på og har mistet tilliden til din lærer, fordi du føler hun har overskredet din grænse og krænket dit privatliv. Det tror jeg er en meget naturlig reaktion, på den oplevelse du har haft.

Jeg kan ikke fortælle dig om din lærer har sagt det andre og jeg kan godt forstå, at det bekymrer dig. Men jeg tror ikke det er noget hun går rundt og fortæller til de andre klasser eller hendes familie. Jeg tror simpelthen hun har sagt det, fordi hun troede, at det ville hjælpe dig og måske også har troet, at du gerne ville have det.

Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at være "hende den syge" og derfor kan være bange for, at se din klasse i øjnene. Når jeg læser dit brev tænker jeg, at du er meget andet, end "hende den syge", det virker til, at du er en både klog, ansvarlig og eftertænksom pige.

Du skriver at dine klasse tog det rigtig fint, da din lærer fortalte, at du havde fået en depression. Det får mig til, at tænke på om din klasse ikke også vil kunne forstå, at du lider af en spiseforstyrrelse? Jeg tænker at det er helt naturligt, at du ikke har lyst til, at folk du ikke har noget med at gøre, skal blande sig i dit privatliv. Men da din klasse allerede ved det, kunne det måske være en rigtig god idé, hvis i tog en snak om det i din klasse, hvor du måske kunne sige, at du ikke har lyst til, at de skal behandle dig anderledes, men gerne vil behandles som de andre.

Jeg syntes, at det er rigtig ærgeligt, at du har mistet tilliden til din lærer, men kan godt forstå, at du har det sådan. Det lyder til at dig og din lærer har haft et rigtig godt forhold til hinanden og har haft nogle gode samtaler. Jeg tænker, at det kunne være rigtig godt, at holde fast i den positive oplevelse du har haft med hende, for det virker til, at din lærer rigtig gerne vil støtte og hjælpe dig. Så derfor syntes jeg det er rigtgi vigtigt, at du får snakket med din lærer om det der er sket, for jeg tror desværre, at i har misforstået hinanden. Jeg syntes godt du kunne sige til hende, at du føler, at hun har svigtet din tillid, ved at fortælle din klasse om din spiseforstyrrelse og så syntes jeg du skal spørge hende hvorfor hun har gjort det. jeg tror godt din lærer ville kunne forstå, hvordan du har det og måske ville hun også have en god forklaring på hvorfor hun har sagt det. Jeg tror det bedste for dig ville være at få snakket med hende og så kan i måske sammen prøve at få opbygget tilliden igen, men det tror jeg kun kan lade sig gøre, hvis i får talt tingene igennem.

Det er rigtig godt, at du har skrevet her til Cyberhus og jeg håber, at du kan bruge mit svar og at du og din lærer finder en rigtig god løsning. Hvis du har brug for, at snakke med en anden voksen om det her, er du velkommen til, at logge på chatten her på Cyberhus.

De bedste ønsker
Majbritt