Føler mig ikke god nok...

brevkassespørgsmål

Føler mig ikke god nok...

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 10 år 3 dage siden

Hej Cyperhus!

Lige for tiden har jeg bare super nedtur! Jeg føler hele tiden at jeg ikke er god nok og jeg tænker hele tiden på at være en anden

for at blive god nok. Jeg synes bare at alle andres liv er meget feder end mit!! Jeg føler mig virkelig på bunden ligenu...

 

Håber i kan hjælpe.

                      

                        

Svar: 

Hej med dig!

Jeg kan godt forstå, det må være svært konstant at føle sig mindre god end alle andre. Jeg tror du ville blive overrasket over, hvor mange unge, der engang imellem har det på den måde. Det er nemlig helt normalt, at man nogle gange kan have en oplevelse af, at alle andre har det sjovere, bedre, har mere styr på det hele end en selv. Men man bør ikke have det sådan hele tiden. Jeg synes det er rigtig sejt, at du har skrevet herind og tør fortælle om dine tanker og følelser. Det kræver mod og viser, at du er en rigig stærk pige. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at du kan og vil få det bedre!

Som sagt så tror jeg, at mange kender til følelsen af ikke at være god nok, men det skal helst ikke være sådan, at man har det sådan hele tiden, sådan som du beskriver. Det kan være rigtig hårdt hele tiden at føle sig mindre værd og mindre god, og jeg kan sagtens forstå at det gør, at du føler dig på bunden. Jeg kan ikke læse ud fra dit brev om du har nogle gode venner du kan snakke med eller om du kan snakke med dine forældre om det? Jeg synes i hvert fald det kunne være en rigtig god ide for dig at snakke med nogle om dine tanker og følelser. Tanker og følelser kan vokse sig uendeligt store hvis man går rundt med dem for sig selv, og jeg tror du vil opleve, at du ved at snakke om det vil opleve en lettelse over netop at få sat ord på det. Jeg ved godt, at det ikke løser problemet, men måske de kan give dig et par gode råd og i hvert fald lytte til dig.

I forhold til, at du skriver at du ønsker dig at være en anden for at være god nok, så tror jeg nogle gange det kan virke som om, at andre har det så perfekt. At de ikke har nogle problemer og bekymringer. Ofte er det bare sådan, at det ikke er sådan det hænger sammen. Nogle er bare rigtig gode til at lade som om, at alt er godt overfor andre. Jeg kan godt forstå det kan være svært at tro det når man selv har det rigtig svært og bare ønsker, at alt ville blive bedre, men jeg tror alligevel det kan hjælpe dig at huske på at alle har deres at kæmpe med, uanset hvor meget og hvor stort. Det er ikke fordi man skal være glad for at andre også har det svært, men det kan måske give dig et bedre billede af, at det ikke nødvendigvis bliver bedre hvis du bare kunne være en anden. Når det er sagt så kan jeg sagten følge dig i dine tanker. Det kan være en rar tanke hvis man kunne blive en anden person, en person uden problemer, en person som var lige som man kunne tænke sig at være. Men du er den du er og det er en god ting! Du har mange år til at finde ud af hvem du er, dine styrker og svagheder og det tager tid at finde ud af det. Men det er det værd. Når du finder ud af hvem du er, hvordan du reagerer i forskellige situationer osv. så tror jeg du vil føle det bliver lettere at være til, fordi  du vil få mere selvtillid og bedre kan acceptere dig selv som du er. Jeg ved godt, at det er meget nemmere sagt end gjort, men håber alligevel, at du vil tænke over det og overveje at give det en chance. 

Hvis du har brug for at snakke med en om det, og ikke føler du kan snakke med en ansigt til ansigt, så er du altid velkommen til at bruge chatten her på cyberhus. Her kan man snakke helt anonymt med en voksen rådgiver om det, der fylder hos en.

Til sidst vil jeg huske dig på at alle mennesker er forskellige! Det betyder ikke at nogle er bedre end andre. Vi har alle vores styrker og svagheder og man kan ikke være god til alting. Men du er helt sikkert god nok!

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Venlig hilsen Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program