Kære du

Det lyder bestemt ikke rart, at du går og har det som du beskriver her i brevet. Derfor synes jeg også, at det er rigtig godt at du har besluttet dig for at det nu var tid til at skrive her til, for at fortælle hvordan du har det og for at få lidt hjælp til hvordan du kan få det bedre.

Jeg kan ikke afgøre om du har en spiseforstyrrelse, fordi det skal en læge eller psykolog undersøge dig for, men jeg kan fortælle dig, at ud fra det du skriver, så har du et meget problematisk forhold til vægt og mad, hvilken kan betyde at du enten har en spiseforstyrrelse eller kan være på vej ind i en.

Hvis man har en spiseforstyrrelse, skammer man sig ofte over det, og mange holder det derfor hemmeligt. Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at det også er sådan du har det, da du skriver at du er flov over dig selv og derfor ikke vil fortælle det til nogle. Det kan imidlertid være meget svært at klare problemet selv, og det er derfor meget vigtigt at du overvinder modstanden mod at tale med andre om det.

Jeg kan godt forstå at du synes det er svært at skulle fortælle folk omkring dig om det, fordi du tænker at de har et billede af dig som en pige der har styr på det hele. Det er dog rigtig vigtigt at du får fortalt dem du stoler på hvordan du har det, fordi det er jo den som du er og det er der absolut intet galt i.

Når jeg læser dit brev, tænker jeg at du er en pige der er velformuleret og vil noget med sit liv, men jeg tænker også, at du måske har nogle alt for høje forventninger til dig selv. For at du kan få det bedre er det vigtigt, at du giver dig selv lov til ikke at være perfekt og at du finder ud af at din familie og dine tætte venner og veninder elsker dig som den du er og ikke som den perfekte pige. Det er ikke mange mennesker der går igennem livet uden at have svære perioder og kriser og derfor er du slet ikke alene. Der er helt sikkert mange af dine venner, veninder og familie der også har prøvet at have det rigtig svært og føle at det er svært at leve livet.

Derfor tror jeg også at dine forældre vil have stor forståelse for at du har det svært og det er måske endda noget der kan gøre jer endnu tættere end i er nu. Det kan være rigtig svært at skulle fortælle sådan noget til dem man elsker, så en god måde at gøre det på, kan være at du viser dem dette brev og det svar jeg har givet dig. Så kan i snakke om det efter de har læst det og de ved så allerede hvor svært det er for dig at fortælle det. Bare det at få det sagt højt er ofte en kæmpe lettelse og et skridt på vejen til at du finder ud af, at du er god nok som den du er og at du intet har at være flov over.

Jeg tror også det ville være godt for dig at snakke med en psykolog eller en anden der har forstand på spiseforstyrrelser, for det er ikke noget du kan klare alene. Når du har snakket med dine forældre kan i fx. sammen ringe til din læge, som kan hjælpe dig med at komme til en psykolog eller du kan også selv kontakte din læge. Terapien hos en psykolog vil ofte tage udgangspunkt i, hvordan man kan få brudt den onde cirkel, hvor man springer måltider over og derefter bliver så fokuseret på mad at man får spiseanfald, for så igen at kaste op. Terapien vil også fokusere på de følelser, der er årsag til spiseforstyrelse. Hos din læge kan du også få en vejledning om hvordan du spiser sundt, f.eks. at det er vigtigt ikke at springe måltider over, men at du på en sund måde kan holde en lavere vægt, hvis det er det du ønsker ved, at spise mange, men små måltider.

Til sidst vil jeg anbefale dig at kontakte landsforeningen mod spiseforstyrrelser. Her ved de en masse om spiseforstyrrelser og alt efter hvor du bor kan du enten få personlig anonym rådgivning, eller du kan ringe til dem og få anonym rådgivning derigennem. De har rigtig mange gode tilbud og du kan læse mere om dem ved at følge dette link

Du er også meget velkommen til at benytte vores chat her på cyberhus, hvor du kan være helt anonym og hvor der sidder en masse søde voksne der er klar til at lytte og hjælpe.

Venlig hilsen Katrine