Forvirret..

brevkassespørgsmål

Forvirret..

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 14 år 5 måneder siden

Det startede for lidt under en måned siden hvor jeg begyndte at se en dreng jeg bor på ungdomshjem med. Vi begyndte at snakke meget sammen, og så lige pludselig kyssede han mig.. Jeg var virkelig forvirret fordi det hele skete så hurtigt, og jeg vidste ikke om jeg skulle være glad eller ked af det. To uger efter havde vi sex for første gang sammen.. det var lidt den samme opfattelse jeg havde, men jeg var virkelig glad for ham. Så kommer han ned til mig og siger at han ikke vil være sammen med mig mere.. Han bruger den dumme undskyldning, "Det er ikke dig, det er mig".. Jeg ved ikke om der virkelig er noget galt med mig siden han ikke vil være sammen med mig mere, eller der var en anden god grund. Jeg havde virkelig en mærkelig følelse bagefter, for på en måde følte jeg at han aldrig havde holdt af mig og at han bare havde udnyttet mig. Jeg ved godt at det lyder mærkeligt, men det var sådan jeg tænkte.. Jeg havde virkelig bare lyst til at gå ud og hænge mig i det nærmeste træ.. og jeg er stadig ikke helt kommet mig over det. Det her var bare dråben. Det ville være svært for mig at snakke med de voksne om det fordi de slet ikke ved at vi har været sammen..

Svar: 

Hej 15-årige

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret over, hvordan jeres forhold har udviklet sig.

Og jeg kan også godt forstå, at du er ked af det, når du har været, eller er, virkelig glad for ham. Derfor er det rigtig godt, at du skriver herind og gerne vil have et råd fra en voksen.

Først vil jeg sige til dig, at jeg er helt sikker på, at der overhovedet ikke er noget galt med dig!

Så vil jeg sige, at det er utrolig svært at svare på, hvorfor han har gjort som han har. Der kan være flere grunde. F.eks. kan det jo godt være at han har ret i, at "Det ikke er dig, det er ham". Måske har han personlige grunde til ikke at ville have en kæreste alligevel? 

Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at det lyder som om du selv er lidt forvirret over den udvikling I tog fra at snakke meget og til at kysse og så senere til at have sex.

Måske blev han lige så forvirret, og tænkte bagefter, at han hellere ville have dig som ven og ikke som kæreste.

Der kan simpelthen være så mange årsager til hans handlinger, så jeg tror, at du enten skal spørge ham direkte, eller også acceptere, at du ikke forstår hvad der lige skete.

Desværre er det en af de ting, der altid vil være usikre i livet. Du kan aldrig vide, hvilke hensigter den anden har, når du har sex med en, og derfor kan du risikere at blive skuffet og ked af det, når det ikke udvikler sig, som du ønsker.

Det er den risiko du løber hver gang du åbner dig så meget for et andet menneske. Der er en chance for, at det bliver helt fantastisk, men samtidig også en risiko for, at du bliver såret.

Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig, at snakke med de voksne på stedet. Alligevel synes jeg at du skal overveje at gøre det. De kender både dig og ham og vil sikkert være gode til at hjælpe dig. 

Desuden kan det være, at det er rart for dig, at der er nogen der ved, at du har det svært for tiden. Så kan de støtte dig lidt mere lige nu.

Ellers er du meget velkommen til at kigge forbi chatten her i Cyberhus. Her sidder der voksne der også kan være gode at "snakke med". Chatten har åben mandag til torsdag kl. 14-19.

Venlig hilsen

Cheva

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program