Kære du,

Det lyder til, at du går og har det rigtig svært, og jeg kan godt forstå, at du havde brug for skrive ind og få luftet dine tanker. Jeg vil gerne starte med at sige til dig, at jeg synes, at det er enormt flot, at du i sin tid tog kontakt til din klasselærer omkring dine tanker, og at du fik talt med dine forældre og kom videre til psykolog. Det er enormt modigt – der er mange, der ikke tør være ærlig omkring den slags følelser, især ikke overfor de voksne. Men det turde du, og du skal vide, at det er virkelig flot, at du også valgte at fortælle din lærer om dine følelser.

Jeg kan dog forstå på dit brev, at du stadig har det rigtig svært og har rigtig mange følelser, selvom du har gjort alle disse ting. Når man har rigtig stærke følelser for nogen, kan det være enormt svært at få dem til at gå væk. Følelser bestemmer vi desværre ikke selv over, og følelser som forelskelse, som kan gøre én både glad, sur, trist og lykkelig kan være ekstra svære at have med at gøre.

Din lærer lyder som et rart menneske, som du har kunnet tale godt med. Når vi møder et menneske, som vi føler lytter til os og accepterer os, kommer vi ofte til at knytte os til dem. Og så er det ekstra svært når vi mærker, at kontakten begynder at forsvinde lidt. Når vi så oven i købet er forelsket i dem, gør det ekstra meget ondt, når vi pludselig mærker, at det forhold – også hvis det bare venskabeligt – som vi havde til den person, ikke er det samme længere. Og det er vigtigt at du ved, at du ikke er den første der har det sådan, og at det er helt normalt at blive ked af, at tingene ændrer sig i den retning. Det hjælper selvfølgelig ikke på smerten at vide det, men nogen gange kan det være en trøst at vide, at man ikke er den første eller eneste, der har prøvet det.

Du skriver, at du er bekymret for, at du har gjort noget galt, siden han lige pludselig kun smiler til dig, og han ikke længere siger hej eller vil snakke. Jeg tror ikke, at du skal tænke, at du har gjort noget galt. Det kan jeg ikke forestille mig, at du har – Du har tidligere været ærlig overfor ham, hvor han har accepteret dine følelser. Jeg tænker, at det handler om, at han nu har en ny klasse, nogle nye elever, og du (og dine klassekammerater?) nu er videre på en anden årgang i skolen. Selvom han har været glad for at have dig som elev, har han nu en ny klasse og nogle nye elever, som tager hans tid og fokus. Det er selvfølgelig ikke rart, når man står tilbage og ikke har lyst til at tingene skal ændre sig. Det jeg blot tror, at du skal prøve at tænke på er, at det ikke er noget, som han gør fordi han er sur på mig. Det er, fra hans synspunkt, en naturlig udvikling, når eleverne går videre i skolelivet, og han får nye elever.

Det kan også være, at han gør det for at hjælpe dig. Måske tænker han, at du nemmere kan komme videre og få det bedre i forhold til dine følelser for ham, hvis i ikke har den tætte kontakt, som i havde før i tiden. Som sagt er det selvfølgelig rigtig ubehageligt, når man bare har lyst til at blive ved at have den kontakt, og jeg kan godt forstå, at det er rigtig hårdt for dig at stå på den anden side.

Du fortæller, at du har det rigtig skidt over alle disse følelser. Du spiser ikke, du har selvmordstanker, du kan ikke sove om natten. Det er ikke rart at gå rundt og have det så dårligt! Jeg tænker på, om du har fortalt dine forældre og/eller din psykolog, at du går og har det sådan? Hvis ikke tror jeg, at det kunne være rigtig godt, at du prøvede at sætte ord på alle disse tanker du går med. Også tankerne om, at du forsøger at få dig selv til at få det dårligt. Jeg synes, at du i dit brev, er enormt god til at forklare, hvad du føler, og hvad du tænker. Hvis du har mod på at fortælle om alle de svære ting til disse personer, kan det være de bedre kan hjælpe dig videre. Måske har du også behov for at have en samtale med den lærer, som du er rigtig glad for, som en slags afslutning. Jeg tænker på, at det kunne være rart for dig at høre, at han ikke er vred på dig, og at du ikke har gjort noget forkert. Det er måske noget, som du kan prøve at nævne for din klasselærer, at du har behov for, hvis du har mod på at tale med ham/hende om det igen. Jeg er sikker på, at dine lærere og dem omkring dig er interesseret i at hjælpe dig videre, så du kan få det bedre. Det er nogle rigtig svære og tunge tanker du går rundt med, og det er rigtig synd, hvis du går med dem alene.

Du nævner også, at du trækker dig fra de sociale ting. At du er mere moden og er anderledes end de andre på din alder, og at det at være sammen med dem gør, at du sætter dine problemer mere i fokus. Også her skal du vide, at du ikke er den eneste, der har det på den måde. Særligt når man går og har det rigtig svært, kan det være svært at rumme andre mennesker og deres problemer, som nogen gange kan virke rigtig små i forhold til det man selv tumler med. Jeg tænker på, om der er én eller to i din omgangskreds som du har det nogenlunde med? Måske kunne du prøve at invitere dem til at være med til de ting du godt kan lide, og så kun på tomandshånd. Nogen gange kan man bedre rumme tingene, når man ikke er så mange sammen, og måske kunne i finde fælles interesser, hvis du viser dem, hvad du godt kan lide at lave?

Men det er selvfølgelig svært, hvis man føler, at man er helt anderledes end de andre på ens alder. Måske er der nogen fra den ældre årgang, som du har talt lidt med, som du kunne komme til at snakke mere med? De er lidt ældre, og det kan være, at der er en større chance for, at de tænker som dig. Jeg tænker dog også, at når du på et tidspunkt får det lidt bedre, så vil det også være nemmere at være sammen med folk på din egen alder, fordi problemerne måske ikke føles så store mere. Det er rigtig svært at forestille sig lige nu, og det forstår jeg godt. Men jeg tror det er vigtigt, at du i første omgang prøver at få talt med nogle voksne om dine tanker, så du kan arbejde på at få det bedre.

Til sidst vil jeg gerne give dig nummeret på livslinien. Hvis du en dag står og føler, at det hele er alt for overskueligt og selvmordstankerne bliver for store, kan du altid ringe til dem. De har åbent alle dage mellem 11-03, og deres nummer er 70 201 201. Livslinien er helt anonym, og der er også mulighed for at chatte med en rådgiver på deres hjemmeside www.livslinien.dk

Jeg håber, at du snart får det bedre. Du lyder til at være en meget reflekterende og intelligent pige, og jeg er sikker på, at du har en masse gode og spændende ting at byde på her i livet!

Kærlig hilsen
Janne