Forelsket i hetero
Forelsket i hetero
Halløj!
Jeg er 19 år og har altid vidst at jeg var lesbisk (maskulin lesbisk som man kalder det) Problemet er så at jeg er blevet smask forelsket i en heteroseksuel pige... vi lærte hinanden at kende gennem nogle fælles venner for cirka et halvt år siden og jeg begyndte for nogle uger siden at dukke op til alle de fester hun kommer til, bare for at være sammen med hende. Jeg kan også finde på at gå ture i området hvor hun bor bare ved håbet om at jeg skulle møde hende.. Jeg har aldrig været så forelsket før, er bare helt paf! Men som sagt er det mest til fester vi er sammen, og vi var så til fest hos en af vores fællesvenner i sidste weekend. Vi var allesammen mega fulde og jeg følte lige pludselig at jeg bare var nødt til at kysse hende! Det gjorde jeg så, og hun kyssede igen. Det var så fantastisk og det har bare gjort mig endnu mere vild med hende! Men jeg ved at det fra hendes side bare var et fuldskabskys, altså bare for sjovt fordi vi festede og var fulde. Jeg synes vi har en virkelig god kemi og jeg føler også rigtigt godt hun kan lide mig (desværre bare som ven :() og derfor kan jeg virkelig ikke snakke med hende om det og fortælle hende hvordan jeg har det. Jeg er så bange for at vores venskab går helt i stykker hvis jeg siger at jeg er vild med hende, fordi hun bliver skræmt væk og så vil undgå mig.
Hvad gør jeg??? Er der en eller anden måde jeg kan overbevise hende om at vi godt kan finde ud af det sammen? For det tror jeg virkelig på... :(
Kh Micky
Kære du,
Jeg kan virkelig godt høre på dit brev at du er forelsket! Det lyder som om, at den her pige bare fylder rigtig meget, både i dit hoved, men også i din krop. Men jeg kan virkelig også godt forstå, at du er i en situation, hvor det faktisk er rigtig svært at være forelsket.
Du fortæller, at du selv er lesbisk, men at du ved pigen, du har forelsket dig i er hetero, og jeg kan godt forstå at det må gøre det hele mere kompliceret lige nu. Du skriver, at du ikke kan snakke med hende om det, da du er bange for at ødelægge den gode kemi og det venskab der er imellem jer. Jeg forstår virkelig godt, at du har den her frygt, da tanken om at miste en, man er så vild med, kan virke helt vildt skræmmende. Men alligevel tænker jeg, om det ikke er værd at genoverveje situationen. Det lyder nemlig som om, at hun fylder rigtig meget for dig, særligt efter i kyssede til festen. Jeg forstår virkelig godt, du er bange for at det vil påvirke jeres venskab, men måske det alligevel kunne være en lettelse for dig at få snakket lidt med hende om det. For hvad nu hvis.. Hvad nu hvis hun også synes, at du er helt vildt sød, og faktisk også synes du var dejlig at kysse med? Jeg ved godt, at du føler dig sikker på at hun er hetero og samtidigt er bange for det skal ødelægge noget imellem jer. Men der er jo en chance for, at hun også har følelser for dig. Selvom I var fulde, kunne hun jo have afbrudt kysset, eller på en måde have taget afstand til dig? Jeg ved selvfølgelig slet ikke, hvordan hun har det, og hvad hun tænker, men det lyder som om, at det kunne være rart for dig at blive klogere på det.
Jeg kommer til at tænke på, om hun mon kender til din seksualitet? For hvis hun gør det, ved hun måske godt, at der er mere på spil for dig end blot et fuldskabskys? Hun har måske også gjort sig tanker om, hvad det mon har af betydning for dig. Tanken om at hun har det, gør det måske lettere at tage hul på, fordi det så ikke vil komme som en lige så stor overraskelse for hende. Det her med seksualitet kan engang imellem komme til at sætte folk i en form for kasser. Nogle gange tænker jeg, at det kan give mere mening at tænke på, at man forelsker sig i en personlighed fremfor et køn. På den måde bliver tanken om, at der kan opstå noget helt specielt mellem to mennesker, selvom man ikke lige havde regnet med det, også mere realistisk.
Måske det også kunne være en mulighed at spørge hende, om hun har lyst til, at I skal lave noget sammen en dag? Fx bare drikke varm kakao, se en film, gå en tur i skoven eller noget helt andet. Du skriver nemlig, at du kun har været sammen med hende til fester, og måske det kunne være rart at ses på en ny måde. På den måde kan det også være, at du kan blive klogere på, hvad hun tænker om dig. Uanset hvad lyder det som om I kunne have det hyggeligt sammen, da du fortæller I har god kemi. Jeg kan samtidigt høre på dit brev, at der er rigtig store følelser på spil for dig, så jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at du mærker efter, hvad der føles mest rigtigt for dig at gøre. Der er desværre altid en form for risiko forbundet med forelskelse og kærlighed, fordi det kan gøre så ondt, hvis alle de her følelser ikke er gengældt. Men på den anden side kan det jo også bare være det bedste i hele verden, når det går godt. Så jeg forstår godt det er en svær situation, og håber på at du finder ud af, hvad der er det bedste for dig at gøre. Alt held og lykke med det hele herfra. Husk på du altid er velkommen igen, også i vores 1-1 chat, hvor der sidder rådgivere klar til at lytte.
Bedste hilsner
Annika