Jeg føler mig 14 igen! De sidste to år har jeg udviklet en form for forelskelse for en fyr, som jeg har kendt hele livet, men altid kun set på ferier hos bedsteforældrene.

Jeg har dog ikke set meget til ham de seneste år, da han har været på kostskole. Nu bor han ikke så langt fra mig.

Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at han er det mest oprigtigt rareste menneske jeg nogensinde har mødt. God, sjov helt nede på bunden. Jeg er dog samtidig også klar over at jeg har idealiseret ham ret så meget.

Men når jeg sammenligner mit opbyggede billede af ham med hvad jeg hører fra folk, stemmer det hele overens. Jeg besøgte mine bedsteforældre for nylig, og der spiste vi hos hans forældre. Her fortalte moren bl.a. at han nærmest var blevet tigget om at blive prefekt på sin kostskole, og at han desuden havde modtaget en eller anden ærespris. Han gør det ikke let at får ud af tankerne!

Og det er det, der er hele problemet. Jeg er enormt forelsket på afstand, og jeg ved det ikke fører til noget, og at vi nok ikke skal ses meget i fremtiden. Han har også haft den samme kæreste i næsten 3 år, som han sikkert er ellevild med.

Min bror var engang rigtig gode venner med ham. Jeg har netop fået hans facebook (men har ikke turdet skrive) - måske skal jeg få ham og min bror til at kontakte hinanden, så jeg måske også kan se ham igen?

Jeg ved egentlig ikke helt , hvad jeg vil have ud af denne mail. Jeg vil bare gerne af med disse følelser, som ikke fører til noget, andet end at det fratager mig fra at få følelser for en hvilken som helst anden fyr.

Jeg vil nemlig gerne have en kæreste, og det er jo ikke fair overfor ham, når man egentlig hellere vil være med en anden. Desuden er det svært at blive forelsket, når man ellerede er det i en anden.