Flytte hjemmefra

brevkassespørgsmål

Flytte hjemmefra

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 11 år 5 måneder siden

Hej. Her i løbet af de sidste par dage, er der sket rigtig meget. ALT for meget for at være ærlig. Min kæreste og jeg har været sammen i 8 måneder, og det har selvfølgelig medbragt nogle opture men også nedture. Vi kom rigtig op at skændes hvilket resulterede i at han blev smidt ud herhjemme. Lige pt bor jeg hos mor, fordi vi var igang med at spare sammen og købe ting til at kunne flytte i lejlighed. Nu er han hos sin mor i Thy, og jeg har fået at vide af min mor at jeg kan se ham i weekenderne. Problemet ligger så i, at jeg ikke kan nøjes med dette. Jeg er 19 år gammel, og vil gerne tage kontrol over mit liv. Igår fik jeg allerede rekorden i at blive smidt ud hjemmefra flest gange på en dag - da det kom op på en 3-4 stykker, og jeg fk at vide af min mor jeg ikke var hendes datter længere. Jeg vil gerne flytte sammen med min kæreste snarest muligt, da jeg elsker ham virkelig højt og gerne vil have det skal fungere mellem ham og jeg. Han er også 19 år. Jeg har fast indkomst ligesom ham, men min mor mener at jeg er ung og dum fordi jeg vil give det et forsøg. Jeg har lyttet til hende, blevet råbt og skreget af - og gjort det samme ved hende. Jeg følger mig fængslet og uretfærdig behandlet, da jeg egentlig bare kunne flytte ud imorgen i teorien. Jeg har forsøgt at forklare hende, at det er SÅDAN her jeg vil have det skal være, osv osv. Men det eneste hun siger er, at det aldrig bliver bedre og at hun ved bedst. Derudover sviner hun ham konstant til, og det gider jeg ikke høre på. Hun siger at jeg kun tænker på mig selv, og ikke på hvordan alle andre har det. Men nu har jeg simpelthen fået nok, og jeg kan ikke finde ud af op og ned længere. Er min mor meget manipulerende med mig? Hvis ja, hvordan kan jeg flytte ud uden at hun skal true med at skære hånden af mig? Der er INGEN som lytter til mig bortset fra min kæreste.

Svar: 

Hej med dig

Tak for dit brev her til brevkassen. Jeg kan godt læse at du har en konflikt med din mor lige nu. Jeg får lidt et indtryk af at du står lidt på vippen mellem at være ”voksen” og flytte hjemmefra, samt være ”barn” og din mors pige. Det kan være et svært sted at stå, og jeg kan godt forstå du lige har brug for at vende dine tanker med nogen.

Du har helt ret når du siger at du faktisk selv kan bestemme og jeg kan også godt forstå at du gerne vil have kontrol over dit liv. Men samtidig kan man sige, at så længe du vælger at bo hos din mor, så er det hendes regler i huset du skal følge.

Først dine spørgsmål: Du spørger om din mor manipulerer med dig. Det kan jeg ikke rigtig svare dig på, fordi jeg kender ikke situationen nok til det. Men jeg får indtrykket af, at hun gerne vil passe på dig og beskytte dig, og måske er lidt nervøs for at miste dig eller at du træffer et forkert valg, og derfor forsøger at holde dig lidt tilbage. Måske er det også derfor hun truer dig med at skære hånden af dig – fordi hun simpelthen er bange for at miste dig.

For mig lyder det til, at du står overfor et valg:
1. Vil du flytte hjemmefra nu og flytte sammen med kæresten.
2. Vil du blive boende hos din mor lidt endnu, og leve efter hendes regler.

Du skal tage det valg som virker rigtig for dig, og det lyder til at der er fordele og ulemper ved begge ting.

At flytte sammen med din kæreste:
Måske er det dumt at prøve at flytte sammen med din kæreste nu, måske er det for tidligt for jer. Det lyder til at I har nogle skænderier, og man skal ikke flytte sammen for at forsøge at redde noget, som ikke er så godt - men man skal flytte sammen fordi man har det rigtig godt sammen og er klar til det begge to. Måske bliver din mor ked af det over det, hvis du tager dette valg.
MEN måske er det det rigtige og kan være en god ting for dig og din kæreste, og måske kan det også være en god pause for dig og din mor. Så I kan få en anden voksen relation til hinanden. Hvis du er bange for at din mor vil skære hånden af dig, så vil mit råd til dig være at skrive et brev til hende om at du ønsker at have et godt forhold til hende og ikke vil miste hende, men at du også er klar til at prøve at flytte hjemmefra nu og at du gerne vil flytte sammen med din kæreste, og at du rigtig gerne vil have hendes støtte i det, selvom hun ikke er enig i din beslutning. Hvis du giver hende brevet en dag, hvor I har det godt sammen, kan det være hun vil lytte lidt.

At blive boende hos din mor:
Måske er det dumt og hårdt at blive boende hos din mor fordi I skændes så meget, og fordi du ikke kan se din kæreste særlig meget. Men måske er det det rigtige, fordi du kan blive mere sikker på din kæreste inden I flytter sammen og fordi du kan blive helt klar til at flytte hjemmefra.

Jeg tænker altså at du er nødt til at mærke efter i dig selv, hvad der føles som den rigtige beslutning for dig lige nu. En tredje løsning kunne også være, at flytte for dig selv. På den måde kan du se din kæreste, når du vil, men I behøver ikke tage det store skridt at flytte sammen lige nu. Og samtidig kan du få en pause fra skænderierne med din mor, og hun er måske ikke så sur, fordi du ikke er flyttet sammen med kæresten.

Jeg håber du finder en løsning, så du både kan have din mor og din kæreste i dit liv. Husk at mærke efter i dig selv, når du træffer beslutningen - både til hvad dit hjerte siger, men også hvad din fornuft siger. Du er selvfølgelig meget velkommen til at skrive igen eller komme på chatten, hvis du har brug for flere råd inden du træffer din beslutning.

De bedste hilsner fra Heidi

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program